Kirkeledere hånd i hånd ved Norsk pinsejubilæum

Fejringen af 100-året for pinsevækkelsens ankomst til Europa gav samtidig en anledning for nordiske kirkeledere til sammen at bede om en ny vækkelse for alle kirkesamfund. Sidste søndag sluttede den norske pinsebevægelse sin store jubilæumsfest ”Pinse for Alle”. Talere fra ind- og udland markerede 100-året for pinsevækkelsens ankomst til Norge og dermed til Europa.

– Jeg er med i pinsefamilien, selv om jeg ikke tilhører en pinsemenighed, sagde Aril Edvardsen på mødet lørdag aften. Her på talerstolen sammen med tolken. Foto: Ole Andreas Husøy, KPK

Den norske pinsebevægelse har netop overstået et storstilet arrangement, som skulle markere 100-året for pinsevækkelsens indtog i Europa. Op mod 6000 deltagere var samlet til ”Pinse for Alle” i Spektrum i Oslo fra onsdag til søndag i forrige uge. Den verdenskendte prædikant Reinhard Bonnke var der, lovsangere fra det berømte Hillsong United holdt koncert, og der var prominente talere fra ind- og udland.

Hånd i hånd

Bestyrelsesformand i Pinse for Alle, Frank Henning Holm, er glad for de gode møder, men nævner en begivenhed i ”kulissen” som et særligt højdepunkt, der varsler fornyelse blandt Norges kirker og menigheder.
– Det skete i baglokalet efter morgensamlingen lørdag, forklarer Frank Henning Holm til norske KPK. – Da holdt den katolske biskop Anders Arborelius fra Sverige, Oslo-biskop Ole Chr. Kvarme, Aril Edvardsen fra Sarons Dal, Ulf Ekman fra Livets Ord og pinseledere fra Norden hinanden i hænderne og bad om vækkelse og revitalisering i alle kirkesamfund.

– Brug pinsekraften!

Blandt talerne var også den norske prædikant Aril Edvardsen, der følte sig godt hjemme.
– Jeg er med i pinsefamilien, selv om jeg ikke tilhører en pinsemenighed, sagde Aril Edvardsen på mødet lørdag. I sin tale var han særlig optaget af, at man i kristent arbejde må lægge større vægt på at nå nye mennesker med evangeliet.
– La os gå ud og bruge pinsekraften til at evangelisere, opfordrede han.

Mere i medierne

Pinsebevægelsen i Norge oplever med arrangementet at have fået sat pinse-kristendommen på dagsordenen. Generalsekretær i Pinse for Alle, Leif Ingvald Skaug, glæder sig særligt over mediernes store interesse for arrangementet.
– Vi har været i mediebilledet på en helt anden måde, end vi har været før, siger han.

Øget samarbejde

Ud over presseomtale har pinsebevægelsen fået en række tilkendegivelser fra andre kirkesamfund, som peger mod et øget fremtidigt samarbejde.
– De traditionelle skillelinier er i færd med at forsvinde, siger Vidar L. Haanes fra Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM). I en artikel i bladet UTSYN giver han udtryk for, at de to organisaitoner nu begynder at nærme sig hinanden.

Biskop ven af pinsen

På konferencens sidste dag kom samarbejdet mellem kirkesamfund til udtryk, da Ole Christian Kvarme, biskop i Den Norske Kirke i Oslo var med til at uddele nadver. Han glæder sig over fællesskabet.
– Pinsebevægelsen og pinsevenner betyder meget for mig. Jeg tror, det er afgørende, at vi står sammen som én kirke, siger Ole Christian Kvarme til avisen Korsets Seier.