Marias dagbog fra tyrkernes udryddelse af armenierne
For 100 år siden rejste Maria Jacobsen til Harpoot i Tyrkiet for at arbejde blandt armenierne. Her blev hun vidne til et af århundredets mest grufulde – men glemte – folkemord.For 100 år siden rejste Maria Jacobsen til Harpoot i Tyrkiet for at arbejde blandt armenierne. Her blev hun vidne til et af århundredets mest grufulde folkemord.
Forfølgelsen af armenierne begyndte allerede i slutningen af 1800-tallet og blev fuldbyrdet i 1915 i ly af første verdenskrig.
Maria Jacobsen var sammen med adskillige andre missionærer og flere af landes diplomater – dagligt vidne til, hvordan krigen udviklede sig og påvirkede området Harpoot. Samtidig oplevede hun den vedholdenhed, som de tyrkiske myndigheder udviste i at udføre det første folkemord i moderne tid.
Da Maria Jacobsen rejste ud i oktober 1907 lige før sin 25-års fødselsdag, var hun næppe klar over omfanget af det arbejde, hun kom til at stå i før, under og efter folkemordets højdepunkt.
I 1922 fortsatte hun arbejdet for armenske flygtningebørn i Libanon indtil sin død i 1960. Hun skriver stilfærdigt om de daglige begivenheder krydret med bibelvers, men gradvis bliver dagbogen en øjenvidneskildring af de dramatiske begivenheder.
på forfølgelserne
Andre forfattere (f.eks. Peter Balakian: The burning Tigris a history of the Armenian genocide) har skrevet beretninger i stil med Maria Jacobsens, men det specielle ved Jacobsens dagbog er, at hun kæder begivenhederne sammen med bibelske skriftsteder og forholder sig til det, hun oplever, ud fra en kristen synsvinkel.
Derfor giver bogen en forståelse af, hvad det indebærer som kristen at blive udsat for forfølgelse. Det vækker til eftertanke.
De fleste armeniere i Tyrkiet var kristne, og Maria Jacobsen skriver, at tyrkerne mistænkte dem for at ville stå på fjendens side under første verdenskrig, men armenierne blev forfulgt længe før. Desuden fortæller Jacobsen, at også arabisktalende syriske og assyriske kristne blev forfulgt, så der var snarere tale om hellig krig i islams navn (dvs. jihad).
hjælp til armenierne
De mange skriverier om armeniernes tragiske skæbne blev baggrunden for, at organisationen Kvindelige Missions Arbejdere blev stiftet i 1898 for at hjælpe dette folk. Danske missionærer var i området fra 1901, hvor de etablerede et børnehjem for forældreløse armenske børn, mens Maria Jacobsen, uddannet som sygeplejerske, arbejdede på flere hospitaler i Harpoot, en tvillingeby til områdets hovedstad, Mezreh.
Hun hjalp mange, som var på flugt, og i enkelte tilfælde syge, udsultede tyrkiske soldater. Udover folkemordet var der alvorlige sygdomme, som brød ud samtidig med, at der hverken var medicin, mad eller andre varer. Man har haft svært ved at forstå, hvordan Maria Jacobsen, som selv ind imellem var alvorligt syg, har kunnet klare disse vilkår og sørge for mad til alle de forældreløse børn og flygtninge. Samtidig var andre missionærer nødt til at forlade landet under krigen.
Maria Jacobsens dagbog i engelsk udgave.
Jacobsen skriver flere gange i dagbogen, at hun nu forstår Jesu ord om, at hvis tiden ikke blev forkortet, ville selv de troende ikke kunne udholde forfølgelserne, og hvor bønnen blev: Herre, hav barmhjertighed med os. Stands grusomhederne, men hvis det ikke er din vilje, så giv os styrke til at udholde det.
Ikke alle tyrkere bifaldt myndighedernes grusomheder, og enkelte hjalp armenierne med fare for eget liv. Jacobsens ønske var, at elendigheden måtte bære frugt, så muslimerne kunne erkende, at Jesus er Guds Søn, verdens frelser og ville vende sig til ham.
Midt i grusomhederne evnede armenierne at bevare troen. En far skal have sagt til sine børn: Vær modige. Om et øjeblik er vi hos Jesus. En anden kvinde, som grundet sygdom ikke kunne flygte, var fuld af lovprisning og taknemlighed, selv om hun havde mistet alt. Hun var et levende bevis på, hvordan Herren kan støtte midt i lidelsen. Men presset på overlevende armeniere var enormt, især kvinderne, som fik tilbudt at fornægte Jesus og blive muslimer mod at blive skånet for død og lidelse. Jacobsen prædikede derfor engang over Mat.ev. 10:32: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene
Hun skriver, at det er meget svært at forstå, at lidelsen fortsætter så længe, men i mellemtiden må bønnen fortsat være: Herre, lad os være trofaste indtil enden, så vi må arve livets krone.
Engang fortæller en tyrkisk soldat, at da han ville skyde en flok armenierne, stod de med armene opløftede. Deres ansigter var vendt imod himlen, som om intet ville hænde dem. Det var forfærdeligt at skyde dem, men soldaterne var tvunget til det af regeringen. Også Johs.ev. 14: Jeres hjerte må ikke forfærdes og resten af kapitlet fik ny mening, fordi man nu kendte til angst, og Jesu ord bragte trøst.
Maria Jacobsens bog kan ikke lånes hjem fra de danske biblioteker, men kan købes via Internettet. Ganske vist findes bogen kun på engelsk, selv om den oprindeligt fandtes i håndskrevet dansk form, men den er så væsentlig, at den fortjener også at blive læst herhjemme. Man kan læse mere om Maria Jacobsen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på www.kvinfo.dk
Maria Jacobsen: Diaries of
a Danish Missionary Harpoot, 1907-1919
Oversat af Kirsten Vind, red. og introduktion af Ara Sarafian 266 sider U.K. £ 24 Gomidas Institute Books London 2002 www.gomidas.org
