Postkort fra Indien
Niels Sørensen giver os en subjektiv rejseberetning med overvejelser om kristnes indsats og vilkår i Indien.I Indien vrimler det med hinduistiske guder. Nogle er landsdækkende, andre lokale. Om der findes en speciel gud for trafikken, ved jeg ikke, men det er lidt af et mirakel, at der ikke sker flere sammenstød.
Døgnet rundt bevæger motorcykler, biler, knallert-taxaer, busser og lastbiler sig som en levende organisme gennem byerne, og eftersom der aldrig er hul i trafikken, kaster man sig med hånden på hornet ind i strømmen og satser på, at de andre trafikanter velvilligt holder tilbage eller viger.
Hornet er den vigtigste del af køretøjet – slidbaner, bremselys og sikkerhedsseler er unødvendig luksus. Det ser unægtelig også smartere ud med cirkulerende smålys af røde, grønne og blå pærer i lastbilens forlygter end et konventionelt nærlys. Og som modvægt til alle dem, der kører uden lys om natten, er der et tilsvarende antal, der konsekvent kører med fjernlys.
– Sound Horn, lyder opfordringen fra de fleste bagsmækker, og det budskab er helt klart gået ind. På mange af de samme bagsmækker står der også One family one child. Det budskab er til gengæld ikke slået igennem. Indien rummer i sine 28 delstater en befolkning på godt 1.1 mia. mennesker.
Den mikropromille af den indiske befolkning, som vi hidtil har mødt, har været utroligt venlige og imødekommende. Også i trafikken. Psykologer i Danmark diskuterer bilisters utålmodige vredesreaktioner og deres brug af fingeren over for medtrafikanter, men det er ikke et fænomen, der har bredt sig hertil. Man accepterer – med hornet i bund at andre maser sig ind og frem på samme måde, som man selv gør det. Den eneste importerede håndbevægelse mødte vi på en kristen skole i Kalrayan Hills, hvor alle eleverne hilste os med en form for honnør. Det undrede vi os lidt over, – indtil det gik op for os, at de har langvarige udvekslingskontakter med FDF-bevægelsen i Danmark.
Tilbage til de indiske guder. I dag fejrer man Vinayaka Chathurthi, som er fødselsdagsfest for guden Ganesh. Det vrimler med blomstersælgere langs vejkanten, og der sælges farvestrålende lerfigurer af guden, der er en lille sympatisk fyr med elefanthoved og fire arme. Lille er selvfølgelig relativt, for selve figurerne varierer fra pocketstørrelse til meterhøje XXXL. Ifølge en af de mytologiske historier er Ganesh søn af Shivas kone. Da drengen engang havde fået besked på ikke at lukke nogen ind, fordi moderen var i bad, afviste han uheldigvis også Shiva ved havelågen. Det var ikke specielt smart, for guden huggede hovedet af drengen i vrede. Moderen blev naturligvis ulykkelig, men Shiva rådede bod på miseren ved at hugge hovedet af en elefant og sætte det på drengen, der på den måde levede videre.
– Han er der som en ven, hvad enten jeg har nedtur på grund af eksamen eller lige har vundet en konkurrence. Og jeg kan føle hans nærhed uden at gøre nogen af de sædvanlige ritualer, fortæller 15-årige Sadhna til søndagsudgaven af Deccan Chronicle.
Og nej! Det er ikke et kristent vidnesbyrd fra Udfordringen, men handler derimod om hendes tros-forhold til Ganesh.
– Det er svært at sige, om folk opfatter mytologien bogstaveligt eller symbolsk, for det kan være lidt af hvert, vurderer JP, som er leder af Quo Vadis i Tiruvannamalai, der er et kristent center for interreligiøs dialog.
Tiruvannamalai ligger ved bjerget Arunachala, der siges at være opstået, fordi Shiva engang viste sin storhed ved at flamme fra fødder til hoved, fra jord til himmel. Da han igen kølede af, lå bjerget der som en konkret manifestation af guden. Efter sigende kan man ligefrem mærke en ophøjet følelse af fred, kraft og selvforglemmelse omkring det helligstemplede bjerg; – selv om der selvfølgelig også findes skeptikere, der ødelægger idyllen ved at nævne ordet vulkanudbrud. Lad det nu ligge.
Neden for bjerget ligger et imponerende, gammelt tempelkompleks samt adskillige ashrams. Stedet er blevet et tilløbsstykke for hinduer samt vesterlændinge på jagt efter indisk spiritualitet, og pilgrimme kommer hertil i et antal, der langt overstiger kristnes valfarter til Rom og Toronto. Op mod en halv million mennesker mødes hver måned ved fuldmånetid for at gå de 14 km rundt om bjerget. Barfodede, naturligvis.
I den kontekst ligger Quo Vadis altså som et kristent center, der indbyder til dialog mellem folk af forskellig race, religion og hudfarve. Centeret er blevet til i samarbejde med Danmission, og dialog er hovedordet.
– I første omgang har vi oplevet, at dialogen skulle føres med folk i vores egen lutherske kirke. Mange af dem har aldrig været i et tempel, har ingen kontakt med deres hinduistiske eller muslimske naboer, og nogle ser nærmest de andre religioner som satans værk. Vi har derfor skullet lære, at dialog handler om at lytte til andres troserfaringer og at dele vores egne uden at have skjulte bagtanker. Omvendelse må vi overlade til Gud, fortæller Joshua Peter og understreger med et smil, at han er rodfæstet som kristen og ikke er blevet en brik mere hinduistisk af dialogarbejdet, selv om nogle i hans menighed nærer frygt for det.
Dialogarbejdet har bl.a. skabt venskabelige relationer til Siva Achariyr Shankar. Han er hindu-præst i templet, ligesom alle hans forfædre har været det i en uendelig kæde af generationer før ham. Selv om vi er forsinket, venter han på os, og med hastige skridt leder han os på overtid uden om køen af ventende hinduer og direkte ind i det allerhelligste. Det er drivende varmt, og luften er tyk af røgelse. Selv om præsteklædningen kun består af bar overkrop og løsbundet orange lændeklæde, sveder præsten bravt. Vi sidder på gulvet et par meter fra indgangen til stedet, hvor gudebilledet står omkranset med blomster og lys. Shankar udfører et kort messende ritual, og før vi næsten når at registrere det, er vi på vej ud med en askeplet i panden.
Efter en kort gåtur uden om altergrotten langs en række hinduistiske gudefigurer, gentager ritualet sig lige så hastigt i et andet lille alterrum. Selv om hindupræsten har travlt, giver han sig velvilligt tid til at snakke lidt bagefter og svare på spørgsmål, inden han får lidt penge for ulejligheden og forlader os. Vi går nu alene rundt og iagttager det enorme tempelbyggeri. Den unge teologistuderende fra Quo Vadis, som er med, stiller samme spørgsmål, som jeg allerede har fået tidligere: Om jeg ikke kan føle en speciel stærk spiritualitet i området? Jeg må skuffe ham med, at jeg finder templet imponerende, men ikke specielt åndeligt opløftende. Jeg skynder mig at trøste ham med, at jeg er typen, der heller aldrig har følt noget specielt åndeligt ved at besøge store katolske katedraler eller danske domkirker i barokstil.
Men det skal ikke forhindre andre i at føle anderledes på stedet, – og det gør det tydeligvis heller ikke. En rundtur senere på aftenen sammen med en dansk volontør byder på et besøg i en ashram og et møde med nogle af dem, der føler sig draget af østens traditioner. Bl.a. en samtale med nogle katolske munke. Min dialogiske indsats består i at lytte til samtalen, der mest af alt virker som en venlig indbyrdes bekræftelse af, at vi alle er på vej, at vi alle er Guds børn, har del i den guddommelige gnist og tilhører samme menneskehed, at Gud er større end religionerne og sætter pris på menneskers henvendelse, uanset hvilken form det sker i.
Set i bakspejlet er jeg bange for, at jeg kom til at ødelægge den gode stemning lidt – og har brug for mere træning i dialog. Grammatisk drejer mit problem sig egentlig blot om orddeling: Er den lille firearmede elefantstatue i sit væsen en afgud, eller er den af Gud? Hvis det sidste er tilfældet, så dyrker man i sidste ende Gud, når man lægger sig underdanigt på maven for statuen eller ofrer til den. Er det derimod en afgud, kan jeg med god samvittighed slippe for at slæbe et elefanthoved med fire arme med hjem til vores stue, – hvor den alligevel ikke passer ind i farven.
Min indre dialog om spørgsmålet kører stadig, men jeg undskylder mig med, at jeg jo kun var der et par dage. Og i Tiruvannamalai har guruer mediteret i årevis, før de nåede til oplysning og afklaring.
For mit vedkommende bragte Lord Shivas bjerg altså intet mirakel. Til gengæld mener jeg, at jeg oplevede et par af slagsen en aften i Bangalore i bilen. Det ene mirakel er, at vi slipper sikkert gennem den indiske bytrafik i mørket, mens monsunregnen strømmer ned på bilruden. Det andet mirakel sidder på førersædet og hedder Jakob. Mellem dyttene i hornet fortæller han, hvordan han er kommet med i det kristne fællesskab i Operation Mobilisering, om sin uddannelse til at tjene i kirken og sit kald til at rejse til Nordindien for at udbrede evangeliet.
– Der er kun en meget lille kirke, og det er i et område, hvor en missionær for nylig blev dræbt af religiøse fanatikere, fortæller han.
Alligevel var han parat til at tage af sted, – og det synes jeg er et godt gammeldags mirakel. Jeg har ham ganske vist mistænkt for at tænke mere i retning af omvendelse end dialog, – men sådan arbejder kirkerne altså forskelligt i Indien. Og Gud ser ud til at bruge begge dele.
I godt 14 dage var Niels Sørensen i Indien og fulgte i hælene på sin kone, der er projektkonsulent i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Fra sidelinjen fulgte han mødet med danske missionsorganisationers samarbejdspartnere. Postkort fra Indien er en subjektiv rejseberetning med overvejelser om kristnes indsats og vilkår i Indien.
