Den rene vare
Fremragende og medrivende biografi om den folkekære og forkætrede Bodil Koch, verdens første kvindelige kirkeminister.I et TV-interview gav Bodil Kochs datter, Dorte Bennedsen, engang udtryk for, at man ikke ville kunne tegne et portræt og sige: Det er Bodil Koch. Så vil du kunne få mange forskellige billeder af hende, alt efter hvem du snakker med.Birgitte Possing prøver i sin fremragende biografi alligevel kunststykket af og kommer ganske godt rundt om den usædvanlige kvinde, minister, mor, hustru, feminist, socialdemokrat – og cigarryger. Hun har valgt at gøre det ved at inddele portrættet i temaer i stedet for den klassiske fødsel-til-død livs-gennemgang. En fremgangsmåde, der netop medvirker til at understrege den folkekære og forkætrede dames mange facetter og kvaliteter.
Bogens egen historie går tilbage til sommeren 1991, hvor Birgitte Possing på et nordjysk museum blev tiltrukket af et maleri i stærke farver af en kvinde med markante øjenbryn og et brændende, intenst blik: Bodil Koch.
Jeg så en kvinde, som både var på spring og på vagt. En person, der ikke hang helt sammen. Dét gav mig lysten til at forsøge at fange hende i ord, når jeg engang blev gammel og fik tid, fortæller forfatteren.
ministeren selv
Lykkeligvis har hun så fået tid allerede nu. Og det er medrivende læsning, er det. Og hæsblæsende som ministeren selv. Vi følger hende tilbage til slutningen af 2. Verdenskrig, hvor hendes politiske engagement blev vakt gennem folke-oplysende virksomhed (det senere Folkevirke); vi hører om hendes kamp for kvindelige teologers adgang til også at blive præste-viede – og vi erfarer, at intet er nyt under solen, heller ikke i den kirkepolitiske debat: f.eks. forholdet mellem stat og kirke og spørgsmålet om kirkens rummelighed.
Verdens første kvindelige kirkeminister (1950 og 1953-1966) havde inden sin tiltrædelse karakteriseret nogle af biskopperne som den tristeste samling mandfolk, man kunne forestille sig. Med en sådan karakteristik i bagagen var det på forhånd givet, at der måtte blæse nye vinde ved hendes tiltræden.
Dengang havde Socialdemokratiet ikke nogen formuleret kirkepolitik; den kom først til året efter hendes død, men ville næppe have været tænkelig uden hende – på samme måde, som tiden ville have haft et betydeligt tammere debat-klima uden denne socialdemokratiske venstrefløjs-ildsjæl, der helt var sin egen, sagde præcis hvad hun mente uden smålig skelen til etiketten – men som også kunne præstere underlige skæverter, som da hun engang stillede sig uforstående overfor, at ikke alle kristne samtidig var socialdemokrater.
Birgitte Possing indfanger det hele og dokumenterer tilbundsgående, tør det siges … 659 noter bliver det til! Stor tak til forfatterinden, at hun fik tid.
Birgitte Possing:
Uden omsvøb
– Et portræt af Bodil Koch
392 sider 349 kr.
Gyldendal