Hun gav smerten vinger

Det er titlen på Etta Camerons biografi som udkom den 30. oktober. Og bedre kan det ikke siges. Troen på ”Vorherre” har båret hende gennem et dramatisk liv med vold og voldtægt og endda et fangenskab bag jerntæppet i 5 år…Etta Cameron har en eventyrlig historie. Men ikke et af den slags eventyr, der får læseren til at svømme hen i romantiske tåger. Historien minder snarere om Askepot – blot i en alt for realistisk og gruopvækkende udgave.

”Vreden er tung – tilgivelsen er let og nært beslægtet med kærligheden… Man skal lære at tilgive. Evner man ikke at tilgive, kan man ikke komme videre med sit eget liv”
Fra Etta Camerons nye bog
”Hun gav smerten vinger”

”Hun gav smerten vinger” hedder Etta Camerons biografi, der beskriver hendes liv helt fra hun som 11-årig efter morens død fik ansvar for sine fem mindre søskende, og til hun steg til berømmelsens tinder og blev hele Europas jazz-, funk- og gospelsangerinde.
Det er historien om en pige, der blev tævet af sin far, voldtaget af farens ven gennem to år og derefter som kvinde tævet af to ægtemænd. Det er ikke eventyr, men blodig alvor. Etta Camerons biografi griber læseren fra start til slut og får både følelser af gru og glæde frem.
For der er få med så smittende glæde som Etta Cameron. Også selv om hun blev misbrugt, ydmyget og bedraget.

Hvad er hemmeligheden, spurgte vi hende, da vi fik ”audiens” på forlaget Peoples Press. Og kunne selv gætte svaret efter at have læst det, hun allerede tidligt i bogen slår fast: ”Vreden er tung – tilgivelsen er let og nært beslægtet med kærligheden… Man skal lære at tilgive. Evner man ikke at tilgive, kan man ikke komme videre med sit eget liv” (s. 64).
– Det er vigtigt at tilgive, meget vigtigt, fastslår Etta Cameron denne efterårsdag.
Der er ikke skyggen af tvivl i hendes stemme. Men skal man altid tilgive?
– Ja, det er man nødt til at gøre, fordi hvis man holder fast i vreden, bliver den en meget svær og tung byrde at bære indeni.
Skal man tilgive alle?
– Ja, man kan gå helt tilbage, ikke kun tænke på, hvad der er sket i år, men gå helt tilbage og bede til Vorherre og tilgive den person, som har såret en. På den måde kan man befri sig selv fra alle de dårlige følelser. Det er jo en byrde, man holder fast i.

Etta Cameron har et klart formål med at fortælle sin smertelige historie:
– Mange har gennem årene spurgt, om jeg ikke nok ville skrive min livshistorie. Men jeg har sagt nej, for hvis jeg skal skrive om mit liv, så skal det være ærligt. Jeg vil ikke tegne et liv, som ikke er. Nu håber jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel for én, som muligvis har haft det lige så hårdt som jeg – eller måske endnu værre. Bare der er én, som får hjælp.
Hvordan?
– Hvis nogen oplever noget, der er så svært, at de ikke tror, de ikke kan komme igennem det, nogen som synes, at det hele er forbi og simpelthen opgiver at leve, og så ved at læse bogen kan sige: Hvis Etta kan, så kan jeg altså også!
Så giver du smerten vinger?
Ja, jeg har været vant til at vise mig fra min stærke side, siden jeg som barn skulle tage mig af mine søskende, men nu viser jeg også min svage side, for at folk skal forstå, at jeg har et eller andet, som holder mig oppe. Jeg beder til Vorherre, jeg stoler på Gud, det er min styrke.
– Det er min tro, der har reddet mig, for jeg kan altid tale med Vorherre, og jeg ved, at han altid hører mig.

Hvordan mærkede du Guds hjælp, da du blev slået?
– Ved at jeg fik styrke til at komme væk! For ellers ville det have været som for alle andre i min tid, hvor kvinderne blev hos deres voldelige mænd, og mange blev mishandlet og banket næsten til døde. Men jeg fik styrke gennem min tro, og jeg bad til Vorherre. Jeg stolede på, at hvis jeg kom fri af denne mand, så ville Vorherre hjælpe mig videre. Og det har han også gjort.
Og kirken blev dit åndehul, skriver du…
Ja, her var der ligeværd og respekt for os alle sammen. Her blev min far ikke kaldt ”boy” som de sorte ellers blev kaldt af de hvide. Det var kærligheden, der bandt os sammen. Vi gik i kirke mange gange om ugen, ikke kun søndag. Det var herligt!
Og du sang allerede som lille i den lokale baptistkirke?
– Ja, da jeg var 10 år sang jeg med kirkekoret i min første radioudsendelse. Men som ganske lille sang jeg med i et lille The Toddlers Choir, altså de små børns kor. Så avancerede jeg og fik efterhånden solistrollen.
Og sangen forstummede ikke, da I fik det svært i familien?
Nej, jeg er vokset op med en stærk tro, og min mor har altid sagt: Never give up! Go to the Lord in Prayer! (Giv aldrig op! Gå til Herren i bøn!) Og Gud har altid hjulpet mig. Måske ikke lige med det samme. Men jeg har altid fået hjælp.

Etta Camerons historie starter på en lille, kroget ø på Bahamas og går via Miami, London og Østberlin, inden hun en dag i starten af 1972 pludselig står i Danmark efter at være flygtet ud af DDR. Som om hun ikke havde haft problemer nok i sit liv, blev hun holdt fanget i Østberlin bag jerntæppet af en dansk kontraspion og frarøvet muligheden for at se sine børn.
– Åh ja, Mamma Mia!, udbryder Etta Cameron med tanke på de fem mørke år i Østtyskland. Og det er først nu i biografien, hun fortæller den historie.
– Det var så forfærdeligt! Der bag ved jerntæppet havde jeg virkelig brug for Vorherre. Jeg var bundet fast til ham, for jeg kendte ikke nogen, jeg kendte ikke sproget. Jeg turde ikke gøre noget uden Vorherre.
Etta Cameron var landet på den forkerte side af jerntæppet på grund af en sjusket koncertagent. Hun havde blot fået at vide, at hun skulle synge i Berlin, men anede ikke, at det var i Østberlin bag jerntæppet.
– Han havde spurgt andre jazzsangerinder, men ingen af dem kunne. Så da han hørte om mig, spurgte han, om jeg var interesseret. Og jeg sagde yeah! Jeg vidste ingenting om øst og vest, jeg vidste bare, der var noget, der hed Berlin, og så regnede jeg med, at jeg kunne tage det næste fly hjem efter koncerten. Men det gik ikke på den måde. Agenten fortalte mig ikke, at det var til Østberlin, jeg skulle. Ellers ville jeg havde sagt nej. Det var derfor, de andre havde sagt nej.

Men så fik du succes i Østtyskland mod alle odds…
– Ja, for så stod jeg der og tænkte: Skal jeg bare stå her og græde og måske blive syg og endda dø af det? Hvad kan du ellers gøre? Jamen, så synger du! Og så begyndte jeg at synge mine gospelsange i kirkerne. Og folk strømmede til. De følte, at her var nøglen til deres frihed. Det løste op i deres sindstilstand.
Hvordan klarede du at sprede glæde midt i din egen krise?
– Jeg gik ned på knæ hver eneste nat, ligesom jeg gør nu – jeg lægger mig altid på knæ ved min seng, når jeg beder – og enkelte gange, hvis jeg er træt, siger jeg: Vorherre, du ved, hvor træt jeg er. Jeg ligger kun på min ryg i sengen i aften. Og så fortæller jeg ham alt. For jeg ved, at man kan komme med alt til Vorherre, der er ingen problemer, han ikke kan klare.
– Så jeg tænkte: Jeg kan lige så godt prøve at give folk nogle lyse dage, mens jeg er her, ved at synge gospel. Og det voksede og voksede.
I Etta Camerons biografi er flere plakater fra hendes koncerter i Østtyskland – og hun ser forbavsende glad ud – selv om hun på det tidspunkt ikke anede, om hun nogensinde kom tilbage til Vesten:
– Man måtte ikke en gang ringe fra øst til vest dengang, husker hun.
Og det varede i 5 år, inden du kom ud – var det et sidespor, eller…
– Nej, jeg tror, Gud var med i det. For den dag i dag er der mange af mine fans fra dengang, der kommer, uanset hvor jeg holder koncert i Tyskland. Nogle kom for nylig hele vejen til Cannes for at høre mig. Og jeg får også e-mail, hvor utroligt mange har sagt, at min sang og min tro hjalp dem, da jeg sang i kirkerne i Østtyskland.
Og så flygtede du til Danmark ved hjælp af nogle danske besøgende. Det virker så tilfældigt…
– Det var min skæbne. Og nu har jeg været her siden 1972 – i 35 år.
– Jeg skulle simpelthen igennem alt dette og opleve den hårde tid i Østtyskland, så jeg ved hvad jeg snakker om, når jeg snakker om sjælens smerte. Jeg har lært, hvad det betyder. For det var hårdt.

Og så møder du venlighed hos danskerne generelt –men kirkerne er noget tøvende over for din musik…
– De sagde nej til gospel dengang. Du kan godt synge i koncertsale, men ikke i kirken, sagde de. Men jeg ville ikke synge mine gospels og spirituals andre steder end i kirken. De hører til i kirken. Og når jeg har sunget dem der, vil jeg måske også synge dem andre steder, fastholdt jeg.
Det var i Holmens kirke, de inviterede hende første gang, den kirke, hvor hun nu har sin årlige julekoncert.
– Det var meget mærkeligt, for det var midt i en jazzfestival, og de havde forventet, at jeg skulle synge jazz. Men jeg kunne ikke få mig selv til at synge jazz i kirken, fordi jeg respekterer kirken alt for meget til at sætte kirke og jazz sammen.
– Og så siger kordegnen til mig: Vi klapper ikke i vores kirke! De vil kunne lide din musik, men de klapper ikke! Jeg sagde, det er helt fint. Men efter den fjerde sang kunne man mærke i gulvet, at folk trampede en lille smule. Nogle klappede en lille smule nede bagved bænkene, så man ikke kunne se, hvem der gjorde det. Lige pludselig stod de alle sammen op og klappede – og kordegnen tog fat i mig efter koncerten og udbrød: You did it! You did it! Det var rigtig kirke!
– Derfor har jeg min julekoncert i Holmens kirke hvert eneste år. Og nogen gange to eller tre, fordi der ikke er plads.

Var det ikke en kontrast til den sorte kirke, du var vant til?
– Jo, især da præsterne sagde, de ikke ville have gospel i deres kirker. Men nu ringer de samme præster og inviterer mig til at holde dobbeltkoncerter! Er det ikke fantastisk? Jeg er så taknemmelig og takker Vorherre hver eneste dag!
Og sådan endte Etta Cameron med at blive Danmarks og hele Europas disco- og funkdronning, inden hun gav sit hjerte til jazz, gospel og spirituals. Men det er også blevet til film, teater og et utal af tv-shows.
”Etta Cameron – Hun gav smerten vinger” er en barsk biografi, som fanger og berører læseren. Men det er også en hjertevarm historie om livsmod, om kærlighed, om ufattelig styrke – og ikke mindst en fortælling om troens kraft.
Bogen er et digert værk, ført i pennen af journalist Bo Østlund, og udkom d. 30. oktober på forlaget Peoples Press.

Etta Cameron om
Bibelen på Hverdagsdansk:
Min Bibel er det bedste jeg har. Det er en meget hellig bog for mig, og – efter min mening – verdens mest spændende bog. Jeg er fortrolig med Bibelen, for jeg er vokset op med at gå til bibelklasse to gange om ugen. Derfor er Bibelen meget hellig for mig.

Jeg var meget streng i starten da jeg hørte om alle disse nye oversættelser, meget skeptisk overfor brugen af slang i sproget. Men efter at have læst forskellige oversættelser, er jeg blevet mere åben for, at man kan oversætte Bibelen til nutidens sprog.

Da jeg læste uddraget af Bibelen på Hverdagsdansk, tænkte jeg: Jeg må have mere! Jeg har printet mellem 10 sider ud fra Internettet. Og her må jeg sige, at denne oversættelse er meget let at forstå.
Bibelen på Hverdagsdansk har et meget klart sprog, der gør den forståelig – og det er jo det, en bibeloversættelse skal!

Sproget gør den mere spændende at læse, især for børn og unge. Og mange af os andre vil uden tvivl også få en større forståelse, også os, der kender Bibelen i forvejen.
Jeg er sikker på, at konfirmander og andre børn, bedre kan forstå Bibelens fortællinger, når de læses op i et sprog, de kan forholde sig til.

Hver generation har deres eget bidrag til sproget, og derved ændres sproget hele tiden. Om 50 år vil det danske sprog være helt anderledes, og den måde, vi snakker på nu, være gammeldags.

Jeg har sammenlignet oversættelsen med min egen Bibel, og jeg blev glad for det jeg læste. For der er ikke lavet om på indholdet i Bibelen på Hverdagsdansk.

Det er jo ikke nemt at oversætte Bibelen. Jeg ved at fra min Bibellæsning, at der er passager, som man skal tygge på, og gå tilbage til igen og igen for at forstå dem. Men Bibelen på Hverdagsdansk har bevaret tekstens mening, indholdet. Det er et godt stykke arbejde.

Jeg er ellers ikke bange for at kritisere. For jeg er normalt gammeldags når det gælder Bibelen. Men denne oversættelse er jeg glad for!