København Vineyard har købt nye lokaler
En mulighed bød sig, og på fem travle uger lykkedes det København Vineyard at få nye, tiltrængte lokaler.København Vineyard har købt Kristen Videnskabs tidligere lokaler på Nyvej 7 på Frederiksberg.
Og det har været en hektisk proces:
– Vi fandt først ud af, at ejendommen var til salg, for 5 uger siden, og så måtte vi fundraise på meget kort tid, fortæller Helle Rønne Samuelsen, som er medpræst i frikirken i København.
Så det var både spændende og hektisk, da ledelsen lynhurtigt skulle både byde ind på lokalerne, aftale med banken, præsentere muligheden for kirken og høre, om menigheden var med på idéen, inden bygningen blev solgt til anden side. Men det har været en positiv proces:
– Der er faktisk flere, der har givet udsagn om, at det har bundet os tættere sammen, siger Helle Rønne Samuelsen.
København Vineyard er populær især blandt unge københavnere og er vokset støt i sine 10 år. Hidtil har kirken lejet sig ind hos Apostolsk kirke på Filippavej 3, ved søerne i København, men for et par år siden måtte de udvide til 2 gudstjenester om ugen for at finde plads nok. Nu er det heller ikke længere nok, og derfor har det længe været et stort ønske for kirken at finde nye og større lokaler.
Selvom der bliver bedre plads, regner København Vine-yard med at fortsætte med 2 gudstjenester om søndagen.