Københavnsk kirke for alle

På 10 år er de gået fra 10 til 350 besøgende. København Vineyard er stadig kirke for ikke-kirkevante og har 3 mål: At alle skal blive inkluderet, involveret og inspireret.Frikirken København Vineyard fylder 10 år d. 1. december og er vokset i alle årene. Gudstjenesteformen og organisationen er gennemsyret af imødekommenhed og fællesskab.Gudstjenesterne er der 2 af – der er nemlig ikke plads nok til alle i de lånte lokaler hos Apostolsk Kirke på Filippavej 3 på Frederiksberg. De begynder klokken 16 og 19, og en enkelt gang om måneden samles hele kirken kl. 15. Men så er der heller ikke siddepladser til alle.

Udfordringen er på besøg søndag d. 11. november om aftenen, og da aftengudstjenesten begynder, er eftermiddagsdeltagerne knap nok nået ud af lokalet, og mange står stadig og småsnakker i gangene og uden for døren, hvor alle besøgende til aften-
gudstjenesten bliver taget imod med håndtryk og et venligt ”dav”. På stolene i kirken ligger små brochurer, som fortæller om, hvad gudstjeneste, Biblen, lovsang og personlig forbøn er.
Den umiskendelige summen af mange samtaler og højt humør afbrydes ét minut over syv, da lovsangsbandet begynder at spille. Sangene er korte og simple, og forsangeren står med lukkede øjne og hænderne knyttet om mikrofonstativet, mens hun synger og svajer roligt fra side til side i takt med musikken. Da hun når til omkædet på ”Når jeg skuer din hellighed”, slår hun armene ud og synger ”Det er mit liv at tilbede dig”, så man tror på det. Hele forsamlingen synger med.
Tilbedelsen fortsætter i 35 minutter, indtil mødelederen tager mikrofonen og siger:
– Hvis du er her for første gang, så særligt velkommen til dig!

– Vi starter altid med at byde velkommen. Hele gudstjenesten er indrettet, så man som udenforstående forstår den, og vi henvender os til folk, som ikke er garvede kristne, siger Helle Rønne Samuelsen, en af kirkens 3 præster, da jeg mødes med hende et par dage inden gudstjenesten.
For Vineyard er først og fremmest en åben kirke med plads til alle. De har 3 erklærede mål: At alle må blive inkluderet i et kærligt fællesskab, inspireret i troen, og involveret i at formidle visionen videre til andre. De har et stort ønske om at være kirke for ikke-kirkevante og tvivlende mennesker.
Flemming Mølhede, der er ledende præst og var med til at starte kirken, uddyber kirkens målsætninger over telefonen:
– Alle, der er i en proces, er velkomne til at blive en del af kirken, selvom de ikke er helt afklarede. Min drøm er at se et sted, hvor man i den grad ønsker at inkludere og omslutte hinanden med Guds kærlighed. Hvor der er en oprigtig interesse for hinanden, og vi agter andre mennesker højere end os selv. Det er et “must”, og en del af vores berettigelse som kirke, at det sker.

Tilbage til gudstjenesten: Inden den obligatoriske kaffepause mellem lovsang og prædiken indbydes deltagerne til at tage del i noget, der kaldes netværksgrupper og klynger. Netværksgrupperne er fællesskaber på 6-12 mennesker, som mødes hver uge for at udforske troen og livet. I netværksgrupperne lærer man hinanden godt at kende og har det sjovt. Klyngerne er mellem-størrelse fællesskaber bestående af flere netværksgrupper, og hér kan man lære endnu flere fra kirken bedre at kende.
– Vi er en fugl med 2 vinger; den ene er gudstjenesten, den anden er netværksgrupperne og klyngerne. Der er et godt kammeratskab, og her kan vi omsætte det, der foregår ved gudstjenesten. Her kan det med Kristi legeme blive til virkelighed i stedet for en floskel. Når først nye i kirken starter i netværksgrupperne og klyngerne, oplever de, at kirke bliver til familie, forklarer Helle.

Efter lovsang og velkomst er der kaffepause, hvor der bliver hilst på hinanden og på nye.
Prædikenen tager udgangspunkt i hverdagen og handler om det tilhørsforhold til Gud og hinanden, man kan få som kristen i stedet for det, som prædikanten kalder ”nutidens narcissisme, kabel-tv-eskapisme og Ikea-religion”.
– Hele tiden bruger vi et sprog, folk forstår. Det skal gennemsyre alt, hvad vi gør i en kirke, fortæller Flemming og fortsætter:
– Problemet i Danmark er, at kirken og ikke-kirkevante har tabt dialogen, og det er underligt, for folk er søgende. Vi vil genoprette den dialog, derfor er vores gudstjenester skruet sammen, så det giver mening for dem, med temaer, de kan relatere til.

Da nadveren uddeles, er det en netværksgruppe, der står for det. I det hele taget tager mange forskellige del i at få gudstjenesten op at køre, fordi man lægger stor vægt på at involvere folk og lade dem komme med input.
– Vandet løber den vej, det gør, og så prøver vi at bakke op om det, forklarer Helle.
Og alle, der tager del i at arbejde i kirken, får support fra en ”træner”, som kontakter dem og spørger, hvordan det går, og om man har nogle nye idéer.
– Man har altid én i ryggen, fra ham der styrer Power Point til præsterne. Man får aldrig en opgave og så et ”værsgo’, sejl din egen sø”, siger Helle.
– Rygdækning er meget, meget vigtig, understreger Flemming også.
– Folk mister energien uden rigtig støtte. Alle med ledelsesansvar får coaching, så vi kan lave bæredygtige strukturer, der kan holde på lang sigt. Kontinuitet er en vækstnøgle.

Efter nadveren er der et kvarters tilbedelse og lovsang, inden der siges på gensyn. Men det er ikke slut på aftenen. Mødelederen inviterer alle med på den nærtliggende Café N, og mange tager med til kirkekaffe og –øl til københavnerpriser.
Stedet fyldes løbende op, som de løsriver sig fra farveller og på gensyn i kirkens lokaler og begiver sig op ad de københavnske stræder til caféen.
Her er råhygge. Men det er ikke kun derfor, kirken bevæger sig uden for porten.
– Vi gør rigtig meget ud af at fortælle om Gud til folk i København, fortæller Helle.
Jævnligt besøges f.eks. Istedgade, hvor der er alvorlige problemer med heroinmisbrug, fattigdom og prostitution. Folk fra kirken deler mad ud, og de mest frimodige tilbyder at bede for folk, de møder.
– Nogle gange tages der imod, og nogle er kommet videre. Det er spændende og dejligt at kunne opleve, at folk er åbne over for Gud og lader os bede for dem, siger Helle og tænker et øjeblik, før hun fortsætter:
– Kirken må være optaget af at fortælle, at der er et alternativ.

Snart er der 10-års fødselsdag, og det bliver også udadvendt, med gratis gaveuddeling på gadeplan.
København Vineyard er vokset ud af en netværksgruppe på 10 personer til 350 på sine 10 år. Væksten er ikke sket pludseligt, men gradvist. Først måtte de placere stolene i siderne, så de ikke skulle ”drukne”. For 3 år siden blev der udvidet til 2 gudstjenester, fordi de ikke længere kunne være der. Nu er der igen knap nok plads i de lokaler, Apostolsk Kirke har lånt dem siden 2000.
Heldigvis har kirken for nylig fået nye lokaler på Frederiksberg; en bygning som det lykkedes dem at samle ind til i løbet af nogle uger, på trods af, at kirken fortrinsvis består af unge studerende.
– Det er fuldstændig vildt, fortæller Helle begejstret.
– Der var en helt utrolig stor opbakning, og da vi fortalte, at det lykkedes os at købe, var der spontan jubel og klapsalver. Det har været en enormt positiv proces, og vi har været sammen om det.
– For det er virkelig et problem, hvis der ikke er plads til at inkludere flere, siger Helle.
– Et større sted giver os mulighed for at udvide vores arbejde socialt, blive mere synlige i København, og for at alt det, vi oplever nu, bare bliver forstærket!
Det er næsten midnat, før de sidste forlader caféen og siger ”vi ses!”