Det spidser altid til i julen
Kristen telefonhjælp får ekstra mange henvendelser omkring juletid.- Budgettet er stramt, man har i forvejen lånt til sommerferien, banken vil ikke udvide lånet… Og nu står julen for døren.
Sådan fortæller nogle af de mennesker, som ringer til Bent Hertz fra menigheden Filadelfia i Nakskov.
– Vi får året igennem mange henvendelser telefon – og en del siger, at de har set vores annonce i Udfordringen. Men op til jul spidser det altid til, fortæller Bent Hertz.
– Nogle af dem, der ringer til os, er unge piger, som skærer i sig selv, fordi der er noget, de ikke kan klare.
Vi forsøger selvfølgelig at tale dem fra, at de påfører sig selv smerte. Det pynter jo heller ikke. Og i nogle tilfælde har vi rekvireret politiet.
– Hvorfor er der nogle, der er ulykkelige i julen?
– Nogle føler sig udstødt af familien på årets største højtid. Nogle er deprimerede på grund af årstiden. Nogle har været ude for en skilsmisse, og så er det ekstra svært i julen.
Der kan være så meget.
Sammen med sin kone, Evelyn, står Bent Hertz for en lille karismatisk frikirke i Nakskov, hvor der også findes både en baptistmenighed, Frelsens Hær og en pinsekirke foruden folkekirken.
Og som præst har Bent Hertz en noget specielt baggrund. Hans forældre var missionske og ønskede, at Bent skulle læse teologi og blive sognepræst.
Men Bent var ikke enig i barnedåbslæren, så han valgte i stedet at læse teologi hos katolikkerne! Ganske vist døber de også børn som små, men her fik Bent lov at læse teologi på dispensation som ikke-katolik. Både i Danmark og senere i Tyskland.
Han sejlede også nogle år på Norsk Amerika Line og var derefter to gange i tjeneste for FN med de blå baretter i Gaza. Det var lige efter 6-dages krigen, og våbenhvilen skulle opretholdes.
gennem Udfordringen
Selv flyttede Bent Hertz fra København til Nakskov for 17 år siden.
Han fandt faktisk sin Evelyn ved at sætte en kontakt-annonce i Udfordringen, så han har et særligt forhold til avisen!
Evelyn boede i Nakskov, og da Bents forældre oprindeligt kom herfra, flyttede han tilbage til sine rødder.
– Og det har jeg ikke fortrudt et minut siden. Jeg kan stadig godt lide at komme til hovedstaden – et par timer, men så er det også nok, mener Bent, som holder meget af det skønne Lolland-Falster.
Oprindeligt var han og Evelyn med i Karisma Center, men for nogle år siden oprettede de deres eget arbejde ud fra deres hjem på Marielystvej 24.
Her har de foruden søndagsgudstjeneste også bibeltimer, bedemøder og en gang om måneden video-aftener.
To gange årligt er helbredelses-evangelisten Orla Lindskov på besøg, og da kommer der flere udefra.
Og så samler menigheden også tøj ind til nødlidende i Ukraine.
Henri.