Et adventsliv: Mellem nutid og fremtid
Carsten Haugaard Nielsen
er sognepræst i Christiansfeld (Tyrstrup og Hjerndrup sogne)Mellem faktum og futurum. Dér lever et menneske. Faktum det er det, der er nu. Futurum det er der, der kommer.
Når jeg tænker på min fremtid, ser jeg ser to landskaber for mig. Jeg ser først et billede af nogle marker. Et broget landskab af muligheder. Nogle er veldyrkede og har fået al den gødning og pasning, der hører til. Andre har fået lov at ligge eller er kun blevet udnyttet en smule. Der er også et krat et sted. Noget, jeg ikke gerne viser frem for nogen. Noget, der bekymrer mig. Billedet udfordrer mig. Hvilke muligheder har jeg? Hvilket ansvar? Er der nye områder, der skal opdyrkes?
Det andet, jeg ser for mig, er et vejkryds. Også vejkrydset udfordrer mig. Hvilken retning vil jeg vælge? Den samme retning som indtil nu? Eller kommer der en tid til nyorientering? Til en anden vej?
Også de ti brudepiger i ugens tekst stod mellem faktum og futurum. Men deres forhold til det, der skulle komme, var et andet, end vores ofte er. Vi er optaget af at vælge vores fremtid og udnytte vores muligheder. De var optaget af at vente på det, fremtiden ville bringe dem – en bryllupsfest, som de håbede at komme med til.
Vi tænker ofte kun ud fra os selv og tror, at det er afgørende for vores liv, hvad vi vælger. Når vi står ved én af livets korsveje, vælger vi at gå én vej og ikke en anden. Eller når vi står over for vores livs landskab, siger vi: Nu skal noget nyt opdyrkes.
Misforstå mig ikke. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at overveje sine valg. Det hører med til livet, at vi tager ansvar for os selv og de muligheder, vi har fået givet. Men når vi tænker efter, ved vi godt, at det ofte er det, vi ikke har valgt, der betyder mest. Når man f.eks. har mødt den, man vil dele sit liv med, opleves det ikke som noget, man selv har valgt. Forelskelsen, der slår fødderne væk under én, kommer til én. Eller når man får sit første barn. Ganske vist er det i alt fald som oftest da noget, man selv har valgt. Alligevel opleves det som noget, der kommer til én. Jo, vi kender det godt: i det liv, der ligger mellem faktum og futurum – mellem nutid og fremtid – da er det vigtigste ofte det, der kommer til os. Snarere end det, vi vælger.
Adventsteksten i dag fortsætter i samme spor og siger: Det vigtigste i din og min fremtid er det, Gud vælger til os. Gud vil give noget, der er at sammenligne med en bryllupsfest. Han vil, at vi skal erfare hans himmerige og vandre i det. Guds rige er et underligt rige. Det er her allerede nu i glimt i form af glæde, håb, kærlighed, erfaring af Gud og fællesskab med Gud. Men engang skal vi se det fuldt ud. Engang skal bryllupsfesten vare til evig tid, og Gud skal opfylde alt og give os glæden for evigt. Det er målet. Guds mål med os. Det er den sidste afgørende futurum. Den store advent.
Vi står mellem faktum og futurum. Mellem i dag og det, der kommer. Hvad skal vi da dér? Vi skal vente, og så skal vi sørge for at have olie på lampen og sørge for, at der er nok som de fem kloge brudepiger, der både havde olie på lampen og forråd af olie med sig.
At have olie på lampen betyder: at lade sig fylde af Guds Ånd. At gøre det er ofte at erfare freden og roen. Men undertiden er det lige det modsatte. Undertiden er det uro. Undertiden er det at lade sig udfordre, at gøre op med mønstre i sit liv, at gå nye veje.
Men i en lille olielampe kan der ikke være meget. Den brænder snart ud og skal fyldes igen og igen. Sådan er det med Guds Ånd. Der skal hele tiden fyldes på. Hver søndag er til, for at Gud kan fylde os med sin Ånd. Ja, hver dag skal vi fyldes af ham. At have olie på lampen og at have mere at fylde i vil sige at leve tæt på Gud og hele tiden lade sig fylde af det, han vil sende os gennem sit Ord, gennem dåb og nadver og gennem bønnen.
Og så med et indre fyldt af Guds Ånd – som brudepigerne: vente. På Gud og hans vej.
Kristeligt Pressebureau
