Jul på Elfenbenskysten

Kan man holde jul i 30 graders varme…?
På Elfenbenskysten skyder de fyrværkeri af juleaften – og i 1999 skød de for alvor…Madou Kouassi-Zessia er 29 år og kommer fra Cote d’ Ivoire, som Elfenbenskysten hedder, hvis man snakker fransk, og det gør de på de kanter. Elfenbenskysten ligger i Vestafrika ud til kysten, hvor der er varmt, når vi har vinter, og hvor der går lidt anderledes dyr rundt i baghaven, hvis man altså bor i en af landsbyerne.
Hvordan fejrer vestafrikanerne jul i 30 graders varme midt i december?
– Jul er bare helt anderledes i Afrika, fortæller Madou, som nu går på International Apostolsk Højskoles lederlinje.
Madou har også haft en helt anderledes barndom end andre afrikanske børn.
Hans far arbejdede i udenrigsministeriet som diplomat. Derfor boede familien i Egypten og Canada en årrække.

Candisk jul

– I Canada holdt vi jul på traditionel, canadisk manér, med slik og gaver, hvor familien hyggede sig ved pejsen, fortæller Madou med et stort smil, mens han tænker tilbage på den lykkelige juletid i Canada med gode oplevelser.
– Vi var ikke kristne på det tidspunkt, men vi fulgte kulturen og traditionerne.
Men da Madous far ikke var udsendt mere, tog de tilbage til Elfenbenskysten, hvor de bosatte sig i hovedstaden Abidjan.

Kulturchok

– Det var et “kulturchok”, siger Madou.
– Nu var alting anderledes. I de første år beholdt min familie den canadiske jul med små mini-juletræer, gaver og julemænd, som de plejede. Men det blev for meget efter et par år, griner Madou: – Man kan jo næsten ikke opdrive juletræer i Afrika!
– En canadisk tradition kan ikke presses ned over Vestafrika, siger han.

Spiser festmåltid

– For ivorianerne er juleaften som en hvilken som helst anden fest.
Man går måske i kirke i julen og holder en fest, ligesom i Danmark.
– Vi spiste f.eks. mosede bananer, en del ris, jordnøddesmør, hvide auberginer, palmeoliesauce, kød og fisk og andre eksotiske grøntsager, fortæller Madou.

Ud med nisserne

– Julen betyder ikke noget særligt ud over festen for de fleste på Elfenbenskysten, og de har ikke en nissetradition eller behov for lys at varme sig ved eller juletræ.
De spiser, går i kirke, og så er det alt.
Da Madou og hans forældre og fire søskende blev kristne, fik julen en helt anden betydning. Det betød ud med juletræer og nisser, ja de stoppede faktisk med at fejre den traditionelle jul…!
Men det skete også noget dramatisk en juleaften 1999:

Kup juleaften

På Elfenbenskysten havde man også tradition for at skyde fyrværkeri af juleaften.
Præsident Henri Konan Bédié styrede landet med jernhånd. Hans diktatoriske styre og den omfattende kriminalitet førte til, at nogle officerer gennemførte et kup – selve juleaften.
Bédié blev overrumplet, for der var jo fyrværkeri juleaften, og derfor bemærkede man ikke det virkelige skyderi, før det var for sent. Da kunne præsidenten ikke gøre noget og måtte flygte i eksil i Frankrig.
Siden har det været ulovligt med fyrværkeri juleaften, hvilket har taget en del af glansen af julefesten.
– Ivorianerne mistede næsten alt det sjove, da de ikke mere måtte fyre krudt af juleaften, fortæller Madou.
Men selv er han nu ikke så ked af ændringen. For ham er det den kristne jul, der betyder noget, hvor man fejrer Jesu fødsel og i mindre grad går op i nisser og gran.
– Det er den rigtige fest.
Af Marianne Glitfeldt