Julesalmer – nu på dvd
Dvd med lyd og billed og sanghæfterHvis man gerne vil synge med på julens dejlige salmer, og sangmusklerne måske er blevet lidt slappe med årene – eller hvis man ikke er så mange om at synge, så har Bibelselskabet løsningen.
Bibelselskabet har nemlig samlet 12 af de mest kendte julesalmer på en dvd. Det vil sige, at man ikke blot kan høre dem, man kan også se dem.
Sammen med sangene vises der nemlig smukke vinterbilleder med bl.a. sne og rådyr på skærmen (dvd). Og salmernes tekster kommer op på skærmen linje for linje, så man kan læse de gode tekster eller synge med.
Det er Kammerkoret Cameratas 29 sangere, der har indsunget salmerne på god traditionel vis uden at lave om på melodierne og uden, at en solist stjæler billedet. Koret, der er Danmarks førende kammerkor, dirigeres af Martin Nagashima Toft. Stilen er, som når vi nytårsaften hører pigekoret synge Vær velkommen. Rent og klart.
Dvden er endda lavet så viseligt, at man kan slå teksterne fra, hvis man kun vil se billederne. – Og man kan faktisk også slå koret fra, så man kun hører melodierne akkompagneret af klaver eller orgel, så man selv kan lægge sang til.
Endelig indeholder hvert dvd-hylster fem sanghæfter, så der lige er til en familie.
Et rigtig udmærket initiativ – specielt for ældre og enlige, hvis de har en dvd-afspiller – og til en rimelig pris.
Henri Nissen