Silje synger Julen ind

Silje fra ”Stjerne for en aften” har over 10 års erfaring fra events, koncerter, festivals og julearrangementer.- At synge er mit liv. Jeg vil gerne fortælle folk om Gud og prædike gennem min sang – det er jo mit kald.Sådan udtrykker 24-årige Silje Møller sin passion for musik. Hun har sunget siden hun var en lille pige – i børnekor, Kings Kids og skolemusicals.
– Det var først, da jeg kom på efterskolen Frydensberg i Mariager, at det gik op for mig, at jeg virkelig havde nogle talenter. Så jeg begyndte at gå til sang, fortæller Silje.

Optræder til julefest

Den 13. december holder Aalborg Menigheds Center årets julekoncert, og det er ikke første gang, at Silje ses på scenen i den anledning. Men denne gang har hun selv været med til at arrangere festen.
– Vi er kommet længere og længere væk fra det, som julen handler om. Bare kig i butikkerne og på gågaden og se, hvordan nisser, julemænd og magi fylder mere end julens sande budskab, nemlig Jesus.
Vi har derfor arrangeret et skuespil, som skal være en ”øjenåbner”. Det handler om to børn fra forskellige baggrunde. Begge fortæller, hvad julen betyder for dem, og hvordan de holder jul, så man kan få øje på kontrasten.
Tit tænker man ikke over, hvor travlt man har. Jeg skal synge til festen, og det glæder jeg mig meget til, siger Silje.

Den søde juletid

For Silje er julen en ganske særlig tid. En tid, der ikke kun handler om gaveræs og julemad.
– For mig handler julen om Jesus. Jeg kan godt lide at være sammen med Gud i julen og takke ham og ære ham, fordi han gav os Jesus.
Det er vigtigt ikke at miste fokus midt i en verden, som er meget materialistisk. Der er ikke noget i vejen med at glæde hinanden med gaver. Man skal bare ikke glemme, hvorfor vi fejrer jul. Jeg synes også, julen er en dejlig anledning til at være sammen som familie og nyde den skønne højtid sammen, siger Silje.

Kendt fra tv-show

Silje har sunget i mange kristne sammenhænge, både i lovsangsbandet i Aalborg Menigheds Center, men også på events som Åfestivalen og Glow koncerterne, men ikke mindst til julearrangementer.
Men hun har også sat sit spor uden for kirken, nemlig ved at deltage i det kendte tv-underholdningsprogram ”Stjerne for en aften”. Hun deltog første gang i 2003 og anden gang i 2005. Dommerne sagde til hende, at det kunne blive svært at slå igennem med kristne sange, men det var ikke tilfældet. Dengang sagde Silje til Udfordringen:
”Jeg tror, at min sangstemme er en gave fra Gud. Derfor vil jeg også bruge den på at fortælle om Gud. Det her har været en god oplevelse. Nu skal jeg videre ud med evangeliet.”

Nye sange og ny stil

Siljes mål er at udvikle sit sangtalent, skrive sange, der berøre menneskers hjerter samt at skabe sin helt egen stil.
– Jeg har i lang tid sunget kopinumre af andre kunstnere. Det har også været fint, men nu vil jeg gerne synge noget, som kommer fra mig. Jeg har skrevet en masse sange, som jeg er ved at finpudse. Når de er helt færdige, kunne jeg godt samle dem på en cd. Men det, jeg holder mest af, er at optræde live på scenen. Mit formål med sangene er helt klart, at publikum møder Gud, siger hun og tilføjer:
– Jeg elsker at synge, og jeg ved, at jeg kan. Jeg synes, det er en god måde at ære Gud på, og samtidig giver det anledning til at komme ud med evangeliet og prædike både for kristne og for mennesker, som ikke tror.
Siljes største forbillede er amerikanske Stacie Orrico. Hun har sunget flere af hendes sange, fordi Stacie gennem teksten drager paraleller fra det virkelige liv til Gud.
– I forhold til sangskrivning er det en fed måde at formidle budskabet om Jesus på. Det kan jeg godt lide, siger Silje.
Hun har sunget meget i gospel-sammenhænge, men det har ikke gjort hende til en gospelsanger.
– Den stil, jeg vil kategorisere mig selv i, er helt klart pop/rock. Det er mest den genre, jeg optræder med, siger hun.

Band-sangerinde

På scenen har Silje adskillige gange optrådt med sit eget band, ”Silje Band”, som består af syv medlemmer – én på klaver, bas, guitar, to kor back-ups, hendes mand Johan på trommer og Silje som forsanger.
– Det er et stykke tid siden, vi har været på allesammen. For tiden tager jeg mest af sted alene og synger til bryllupper, fødselsdage og fester eller til events, som jeg selv har været med til at arrangere, siger Silje, som glæder sig til at blive færdig med sine sange, så bandet kan øve og optræde sammen med hende.

Troen har betydning

Silje er vokset op i en kristen familie, men da hun var 12 år, gik det pludselig op for hende, hvem Jesus virkelig var.
– Man kan sige, at jeg var vant til at høre om Gud som barn. Men da jeg pludselig forstod sandheden om Jesus, blev min tro personlig.
I dag betyder min tro alt for mig. Den er med til at forme mig og hjælper mig i hverdagen. Jeg læser min bibel og holder meget af at komme i kirken. Det er en livsstil, ja, det er min sang, siger Silje, som er ved at læse til lærer på Aalborg Seminarium. Hun har tidligere undervist tre år på Nordjyllands Kristne Friskole. Hendes linjefag er musik, engelsk, dansk og billedkunst. Gennem musikfaget vil hun formidle den sang, som Gud har lagt i hendes hjerte.