Blues som kristen spiritualitet

Anslaget kalder man det i musik-sproget, og det henviser til den måde, hvorpå tasten indledningsvis slås an. Donald Millers anslag er i denne bog et erindringsbillede. Han hørte engang en mand stå og spille på sin saxofon:„Jeg stod og betragtede ham et kvarter, og han åbnede ikke øjnene en eneste gang. Siden da har jeg kunnet lide jazz. Nogle gange har man brug for at se andre elske noget, før man selv kan elske det. Det er, som om de viser vejen. Tidligere brød jeg mig ikke om Gud, fordi jeg ikke forstod ham. Men det var, før noget af alt dette skete“, skriver forfatteren i sit forord.
Her er så hans beretning om det, der skete. En lige-ud-ad-landevejen beretning om en ung mands rejse mod dén kristne spiritualitet, han bekender sig til, og som han kan erfare, men ikke forklare. Bogen er de sange, han og hans venner synger, og den munder ud i spørgsmålet: Hvilken sang vil du, min læser, synge, når din sjæl sættes fri? Sang er tilbedelse, og tilbedelse er selv-tilstrækkelighedens effektive modgift.