Da planeterne mødtes over Betlehem

Hartvig Wagner er pastor emeritus,
tidligere højskoleforstander og ivrig
amatør-astronom med bopæl i Herning.Beretningen om de vise mænd og stjernen over Betlehem er en af de bedst kendte i Bibelen. Den har givet anledning til mange spekulationer.

Hartvig Wagner

Historien om de tre konger, en hvid, en rød og en sort ved navn Kasper, Baltazar og Melkior, hvis grave er i Kølns Domkirke, er et rent fantasiprodukt. En legende.
Det gælder derimod ikke den nøgterne beretning i søndagens prædiketekst. Den er ingen legende. Her er hverken vismændene eller stjernen selve sagen. De peger blot hen på et centrum, som det er afgørende for os at finde hen til.
Grundteksten afslører, at evangelisten Matthæus bruger specielle astronomiske termer, der tyder på, at der må være sket noget på stjernehimlen, som ikke er et ekstraordinært under, men har med naturens orden at gøre.
Nu har astronomer for længst regnet sig frem til, at der indtraf et sjældent møde, en såkaldt konjunktion, mellem planeterne Jupiter og Saturn i Fiskenes stjernebillede i år 7 før vor tidsregnings begyndelse, det år, som hyppigst anses for at være Jesu virkelige fødselsår. Hele tre gange mødtes de to planeter det år. Matthæus’ ordvalg og skildring svarer fint til dette sjældne naturfænomen.
Fra skriftlige kilder ved vi, at man på den tid anså planeten Saturn for at være jødefolkets skytsstjerne og Jupiter for verdensherskerens stjerne. Fiskenes billede var symbol på de sidste tider. Derfor måtte datidens stjernekyndige drage den slutning, at endetidens verdenshersker skulle fødes i jødeland!

I byen Sippar i Irak har man fundet en lertavle, som er en forud beregnet kalender for det pågældende år. Her er det forestående planetmøde udførligt beskrevet. Uden tvivl har mange ventet, at noget særligt ville hænde. Vi tør derfor tro, at vismændene har kunnet vide, hvad de gik efter. Lad os prøve at følge dem.
Undervejs gør de sig deres tanker. Fremme i kongestaden Jerusalem opsøger de den ventede verdenshersker dér, hvor de naturligt måtte vente at finde ham: i Kong Herodes’ slot. Men forgæves. Stor var skuffelsen. Nu havde de vandret mange besværlige mil for at hylde den nyfødte konge. Men der var ingen feststem­ning i byen, og på selve kongeslottet skabte deres forespørgsel kun forvirring. Var deres be­regninger og forhåbninger bare indbildning?
Læg så vel mærke til, hvad der hjælper de vise videre, da deres forestillinger og vej var endt blindt: Den hellige Skrift! På dens ord gik de videre til Betlehem. Stjernen, med andre ord astrologien, ledte vild. Ikke den, men Guds ord førte til målet. Matthæus’ beretning er en stiltiende protest mod astrologien, troen på, at stjernernes stil­ling betyder noget for menneskers liv.
At stjernen, planeten Saturn, Israels symbol, netop kulminerede over Betlehem, da de nåede frem, var et af de sammentræf, Gud jævnligt lader ske til bekræftelse og opmuntring for den, der uden nogen anden støtte vover sig ud på Guds ord.
Og da vismændene endelig stod i klippehu­lestalden, var de så forvissede gennem ordet og tegnet, at de ikke tog anstød af den fattigdom, de mødte. De forstod, at her midt i ringheden var det største under sket, og de faldt på knæ og tilbad barnet.
Her er så centrum i denne og i alle andre søndagstekster: Jesus Kristus sendt til verden som frelser, ikke bare for Israels folk, men for alle folkeslag, som de fremmede vismænd fra Østen repræsenterede.
Det lod Gud ske netop i det øjeblik, da jordens folk ved synet af det naturlige himmelfænomen undrende spurgte: Hvad mon der skal ske? Gud bruger også naturen i sin tjeneste. Men vejen til opfyldelse af enhver forventning om frelse, vejen helt ind til frelseren Jesus Kristus, går via Guds ord i Bibelen.
. . . vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist.
Det er Hellig tre Kongers evangelium.
Kristelig Pressebureau