Debat

Fusk med tal på fordrevne albanere førte til Nato-angreb på serberne, mener læseren.
Vesten bør anerkende Kosovo som selvstændig stat, siger USA’s tidligere udenrigsminister Madelaine Allbright (MA).
Ja, det er, hvad Vesten har lagt op til i mange år, så at Islam med sharia kan indføres på endnu et område af vor klode – målet er jo én Verden og én tro.
Vi husker MAs daglige opfordring til krig mod vore kristne brødre og søstre i Serbien. MA påberåbte sig ”menneskerettigheder”, og hun blev ikke træt af at forkynde de uhyrlige overgreb mod de stakkels muslimske kosovo-albanere, og den 19.4.1999 berettede hendes udenrigsministerium, at næsten 500.000 albanere var forsvundet. Med ildhu rasede hun om Vestens humanitære pligt til at gribe ind. FN var uvillig, men så fik hun sin vilje, idet hun fik sat hele NATOs krigsmaskineri i gang, og i tre måneder regnede bomberne ned over serberne med ikke mindre end 37.465 fly-missioner – og ikke engang påsken blev respekteret.
De forsvundne albaneres antal var dog allerede den 16. maj reduceret til ca. 100.000. Senere til 44.000 og atter senere til 22.000 for til sidst at ende med det officielle tal 11.000. Men de internationale eksperter, som straks ilede til, fandt aldrig de forventede massegrave.
MAs krig byggede således på en solid løgn. FNs efterfølgende såkaldte fredsbevarende styrker så passive til, mens islamo-albanerne plyndrede og sprængte eller nedbrændte hundredvis af kristne helligdomme og tusindvis af kristne hjem. FNs udsending erklærede, at han intet kunne gøre for at forhindre det.
MA anklager Bush for manglende forståelse for de forskellige landes historie og kulturbaggrund. Hvis MA havde haft mere kendskab til Balkans og især Kosovos historie, så havde hun måske haft mere omtanke – men måske krigsindustrien havde brug for en rask lille krig.
MA anbefaler at anerkende hendes protegé Kosovo, og hun planter således Islam solidt, hvor kristendommens vugge stod i Europa, og hvor den har stået under blod, sved og tårer i 2000 år.
Hvad svarer Danmark? Hvad siger vor statsminister Anders Fogh og vor udenrigsminister Per Stig Møller? Vil de ”uden at ryste på hånden” blot tude som de ulve, de er iblandt? Eller vil de i elvte time støtte vore brødre og søstre, der har kæmpet, lidt og stridt for at bevare troen på den korsfæstede, døde og opstandne Jesus Kristus – den tro, som er grundlaget for vor kultur og vore såkaldte ”værdier”?
Jørgen D. Grønbæk
Holstebrovej 65
7800 Skive

KRF døde i årene fra 1998 til 2001, hvor det i partiet blev forbudt at sige fra over for islam, hvor partiet tog afstand fra det at ville styrke kristendommen i samfundet, men i stedet kun ville arbejde for de humanistiske værdier, og hvor partiet som følge heraf definerede sig reli-gionsneutralt over for alle religioner.
I de seneste år har størrelsen KD endog gjort de kulturradikale partier til dets foretrukne samarbejdspartnere.
Skulle KRF nogen sinde kunne komme igen, så vil det kræve følgende:
1) at det siger fra over for islam og religionsneutraliteten.
2) at det siger fra over for kulturradikalismen.
3) at det placerer sig som et nationaløkonomisk socialt midterparti.
4) at det bygger på den kristendom, der findes på alle virkelighedens områder.
1 og 2 på den ene side og 3 på den anden side passer fint sammen. Der er her tale om, at kulturkonservatismen kombineres med social ansvarlighed.
Nogen anser 4 for at være en selvfølge, men det er det ikke, da hovedparten af tidens kristendom kun findes på dele af virkelighedens områder.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV

Med de mere end 4 millioner døbte mennesker i Danmark, og alle andre af god vilje, er det selvfølgelig muligt at danne et nyt kristent parti, og nødvendigheden af et sådant er indlysende på baggrund af Kristendemokraternes katastrofevalg og partiformandens nedtoning af de kristne værdier.
Ifølge K.D. den 14. januar siger valgforsker ved Ålborg Universitet Christian Albrekt Larsen, at han ikke tror på, at der er grundlag for et nyt parti med en mere kristen profil, og han taler om, at partiet er inde i en dødsspiral, som en opsplitning kun vil forstærke!
Ja, når det gamle dør, opstår der noget nyt. Det er det, der sker i øjeblikket. Et nyt kristent parti med en klar markering af de kristne og etiske værdier vil ikke være en opsplittende, men langt snarere en samlende faktor, som vil drage mange vælgere med sig ind i det forjættede land.
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58,
6700 Esbjerg

Det katastrofale valgnederlag for Kristendemokraterne fører nu til internt oprør mod formand Bodil Kornbek.
Da Kornbek har skabt tvivl om partiets abortmodstand, som det kom til verden på, bør formanden skiftes ud med tidligere medlem af folketinget for KD, Tove Videbæk.
Når vækkelsen kommer, som jeg plæderer for, skal de nye kristne ikke føle sig hjemløse i et politisk parti med uklare holdninger til kristelige og etiske spørgsmål. Derfor må Kornbek skiftes ud.
Tænk på, at en provokeret abort i 21. ell. 22. graviditetsuge nogle gange resulterer i et levendefødt barn.
Personalet har svært ved at kapere, at de har været nødt til at lægge det lille barn i et skyllerum – nogle gange med et klæde over barnet for at fremme døden.
Hvem kan kapere det?
Knud Held-Hansen,
Beatesmindevej 76, 1.tv.,
9210 Aalborg SØ

I Danmarks Radio og tv-selskaberne er der for tiden en tendens til, at ældre og dygtige medarbejdere ikke længere får lov til at producere tv-programmer, men at dette er forbeholdt yngre medarbejdere.
Jeg står uforstående over for, hvorfor tv-programmer ikke kan produceres af såvel ældre som yngre medarbejdere, og et godt råd til Danmarks Radio skal derfor være: Lad ældre dygtige medarbejdere fortsætte med at producere tv-programmer! For man kan ikke skabe et kvalitetsmæssigt godt produkt uden den nødvendige faglige baggrund og erfaring. Det kommer der sjældent et produkt ud af, som har den helt store efterspørgsel.
Nogle af de bedste tv-programmer er netop blevet produceret af personer med mange års erfaring.
Hvem husker ikke de programmer, som Vagn Olsen har produceret om sejladsen på Donau ombord på en floddamper, udsendelserne fra Ægypten med skildringen af forskellige befolkningsgruppers levevis samt måder at fejre påske på forskellige steder i Europa. Det var alle programmer, der kvalitetsmæssigt lå på et meget højt niveau, og som blev set af mange.
Jeg tror, vi er adskillige, der savner den type programmer, som Vagn Olsen producerede.
Benno Aulby
Lathyrusvej 9
2970 Hørsholm
Landsstyrelsesmedlem,
KLF, Kirke & Medier

Den 12. januar havde KD HB-møde i Fredericia. Der var længere til Fredericia den morgen, end der plejer at være, og det var med en stor portion ulyst, jeg tog til HB-mødet. Jeg var bange for, at partiet ville revne ved mødet.
Sådan gik det heldigvis ikke. Forslag om at nedlægge partiet blev klart afvist. Forslag om ekstraordinært landsmøde blev klart afvist, fordi der ikke var oplæg til en alternativ strategi eller forslag til ny formand. Formandsskabets strategiplan – efter evalueringsdebatten – blev vedtaget med stort flertal, og HB gav et klart ’tillidsvotum’ til formandsskabet.
Jeg var gladere, da jeg kørte fra HB-mødet, end da jeg kom. Problemerne er ikke løst, langtfra, men jeg ser lys forude.
Strategiforslaget ser spændende ud. Nu skal det foldes ud, og der er absolut politik i det. Kristendemokratisk politik, inspireret af det kristne livs- og menneskesyn. God, bred, samlet familiepolitik.
I HB anerkender vi naturligvis valgnederlaget og har været gennem en vigtig evaluering, hvor mange ting er kommet på bordet. Min personlige kommentar til valgnederlaget er:
Mange mener, at statsministermeldingen var en væsentlig årsag til, at vi ikke kom tilbage til folketinget. Måske har de ret? Måske ikke? Jeg tror det ikke, men kan ikke vide det. Men det mærkelige er, at de samme mennesker IKKE talte om, at det var statsministermeldingen i 2005, der var årsag til, at vi røg ud af folketinget. Her tror jeg til gengæld, at det var én af årsagerne. Vores politiske udmeldinger hang ganske enkelt ikke sammen med statsministermeldingen i 2005.
Denne gang var der sammenhæng mellem politiske udmeldinger og statsministermeldingen. Men vi begik den fejl, at vi kaldte os et borgerligt, anstændigt parti, uden at vi fik forklaret, hvad vi mente med borgerlig – og det har ganske givet forvirret mange.
Selv havde jeg meget svært ved at kalde mig borgerlig. Jeg er IKKE borgerlig og jeg er IKKE socialist. Jeg ER kristendemokrat, og den ideologi placerer os som et midterparti, der kan samarbejde til begge sider. Det handler om, hvor vi kan få mest af vores politik igennem – og vi vurderede, at vi kunne få mest igennem ved at pege på Helle Thorning Schmidt.
En væsentlig årsag til, at vi ikke kom tilbage på Chris-tiansborg ved dette valg var stemmespildsproblematikken. Vi lå under spærregrænsen, da valget blev udskrevet, så det var en hård kamp op ad bakke. Mange har givet udtryk for, at de ønskede at stemme på os, men de var bange for, at vi ikke kom ind – og det har været selvforstærkende.
Men vi begik også fejl. Vi er selv stærkt medskyldige i, at vi ikke kom tilbage i folketinget. Vi – mig selv indbefattet, og det beklager jeg – brugte for mange kræfter på at kritisere de andre partier, ikke mindst DF, i stedet for at koncentrere os om at fortælle, hvad KD vil. Det kan godt være, at de andre kritiserer, men vi skal forsøge at lægge den kraftige kritik på hylden og koncentrere os om at kommunikere, hvad vi står for, og hvad vi vil.
Jeg er ikke enig i, at den kristne profil var væk, men jeg er enig i, at vi skal tydeliggøre den kristendemokratiske ideologi, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn. Nogle leder i dag efter et kristent parti, men et sådant findes ikke. Partier kan ikke være kristne lige så lidt som film, bøger og skoler kan være det. Mennesker kan være kristne, og et politisk parti, skoler, bøger, kan være inspireret af kristendom – og det er Kristendemokraterne.
Når vi taler om de svage i samfundet, når vi taler om at hjælpe nydanskere til en plads i det danske samfund, når vi taler miljø- og energipolitik på baggrund af forvalterskabstanken, når vi taler om højere u-landsbistand, når vi taler hospice, hjemløse m.m., så er det altsammen politik på grundlag af den kristendemokratiske ideologi, det kristne livs- og menneskesyn. Men det skal vi blive bedre til at kommunikere. Mange unge forstår det, mens mange af vore ældre vælgere ikke har fanget det. Det skal vi ikke kristisere vælgerne for, men vi skal blive bedre til at forklare det.
Jeg tror ikke på tanken om et nyt parti, der ligner KD. Et nyt parti vil betyde, at ingen af de to partier kommer i folketinget, og vi har brug for et kristendemokratisk parti på Christiansborg. Jeg tror stadig, at KD har en fremtid, men skal det lykkes, må vi stå sammen. Gør vi ikke det, så skader vi mulighederne for kristendemokratisk indflydelse i Danmark lang tid fremover. Kan vi bære det?
Bjarne Nederby Jessen
Vinderød Enghavevej 73
3300 Frederiksværk

Bemærk venligst, at indlæg på debat-
siderne – ligesom kronikker – er udtryk for skribentens egne holdninger.
Udfordringens holdning fremgår af leder-artiklerne. Avisen er politisk uafhængig.