Fadervor på tre måder
De nye oversættelser giver ny indsigt i den bøn, som Jesus selv lærte os.Da vi nu har tre udgaver af Fadervor, vil det være godt at kigge lidt på nogle af de overvejelser, der ligger bag de forskellige formuleringer.
Lad mig gennemgå sætningerne en af gangen. Den nye Aftale forkortes her som DNA, den autoriserede fra 1992 som AO og Bibelen på Hverdagsdansk som BPH.
AO: Vor Fader, du som er i himlene.
DNA, BPH: Far i Himlen.
Det gamle ord Fader er på nudansk blevet til Far. På hebraisk og græsk bruges himlene i flæng med himlen uden nogen forskel i betydningen, men på normalt dansk siger vi himlen.
Ingen børn ville tiltale deres far med: Vores far. Ordet vor, som på moderne dansk er blevet til vores, bruges kun i omtale, ikke i tiltale.
Der er ingen egentlig forskel i betydningen, men AO er ikke normalt dansk. AO er naturligvis mere højtideligt, netop fordi det ikke er almindeligt dansk, og derfor er den formulering måske mere anvendelig i liturgien, som helst ikke skal være for dagligdags.
AO: Helliget blive dit navn.
BPH: Må du blive æret.
DNA: Lad alle forstå at du er Gud.
Her er der større forskel mellem oversættelserne. I hebraisk kultur og tænkemåde står navnet for personens karakter og væsen. Derfor har Gud så mange beskrivende navne. Det samme gælder ikke på dansk, så derfor har både BPH og DNA erstattet dit navn med du. Hvordan bliver Gud så helliget?
Gud er naturligvis allerede hellig, men bønnen må dreje sig om, at mennesker anderkender, respekterer og ærer Gud som den store og almægtige Gud, han er.
Det drejer sig om mere end blot forståelse, som DNA har det. Men i det danske forstå i denne sammenhæng ligger der måske også accept.
AO: Komme dit rige.
BPH: Må dit rige bryde igennem.
DNA: Lad dit rige blive til virkelighed.
Guds rige betyder Guds herredømme. På en måde er Gud og Jesus – allerede herre over alt i himlen og på jorden. Men bønnen må dreje sig om, at det enkelte menneske går ind under Guds herredømme og accepterer ham som sin herre. Guds rige vokser ved, at flere mennesker kommer ind i det. Guds rige er allerede en virkelighed på jorden, men vi ber om, at flere må komme med i det, og at Gud må få herredømmet over flere mennesker. Det er også muligt, at der tænkes på det kommende fredsrige på jorden.
AO: Ske din vilje som i himlen således også på jorden.
BPH: Må din vilje ske på jorden, som den sker i himlen.
DNA: Og lad alting blive som du vil have det her på jorden ligesom det allerede er i himlen.
Ordstillingen i AO er ikke almindelig dansk. Det er mere naturligt først at tale om jorden, da det er jorden, som er i fokus. Det er her, der er brug for at Guds vilje må ske og blive til virkelighed. DNA er måske mere mundret, men til gengæld lovlig langt i en bøn og ikke særlig poetisk.
AO: Giv os i dag vort daglige brød.
BPH: Giv os det, vi har brug for i dag.
DNA: Giv os det brød vi har brug for i dag.
Ordet brød bruges som et metonym, d.v.s., at det står for et beslægtet begreb, noget mere end bare brød. Brød henviser til vores daglige behov af enhver art. Det indsnævrer meningen, når man her bruger ordet brød på dansk, fordi vi ikke længere som i gamle dage bruger det ord metonymisk (f.eks., have nogen i sit brød). Der findes mange metonymer i Bibelen. For eksempel står der et sted, at hele Jerusalem gik ud for at lade sig døbe af Johannes, hvor Jerusalem repræsenterer indbyggerne i byen. Når der står, at vi ikke skal leve af brød alene, er der heller ikke tale om franskbrød og rugbrød, men om alt det, som hører det almindelige, fysiske liv til i modsætning til det åndelige.
AO: Forlad os vor skyld.
BPH: Tilgiv os, hvor vi har svigtet.
DNA: Tilgiv os det vi har gjort forkert.
Ordet forlad er gammeldags og erstattet af tilgiv. Ord som synd og skyld er ikke almindelige længere på dansk. BPH taler om at svigte, mens DNA taler om at gøre noget forkert. At gøre noget forkert forekommer mig at være et ret svagt begreb. Har man brug for tilgivelse, hver gang man gør noget forkert? Det kommer nok an på situationen, og hvordan ordet bliver brugt.
AO: Som også vi forlader vore skyldnere.
BPH: Ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os.
DNA: Ligesom vi har tilgivet andre.
Ordet skyldnere henviser i dag til pengesager, og det er jo ikke meningen her. Det skal selvfølgelig svare til foregående linje, så BPH har knyttet tråden ved at bruge samme ord: svigte. DNA har forkortet det i stedet for at sige: Ligesom vi har tilgivet dem, der gjort noget forkert imod os.
AO: Og led os ikke ind i fristelse.
BPH: Lad os ikke bukke under for fristelsen.
DNA: Lad være med at sætte os på prøve.
Det græske ord peirasmos kan betyde både fristelse og prøve(lse). Den samme hændelse kan være begge dele. Forskellen er motivet bag og resultatet. Djævelen frister os med det formål at få os til at falde eller bukke under for fristelsen. Hans motiv er negativt. Gud sætter os på prøve, for at vi skal modnes og styrkes. Guds motiv er positivt. DNAs bøn harmonerer ikke med resten af Bibelen, specielt ikke Jakob 1,2-4, som opfordrer os til at være glade, når vi kommer ind i alle slags prøvelser, så den formulering bliver nok rettet i næste udgave. BPHs oversættelse bygger på en sproglig undersøgelse af, hvor det samme udtryk ellers findes i NT. Det er forklaret i fodnoten til Matt. 6,13. Gud sætter os på prøve, men han frister ingen. Tværtimod sørger han for en udvej, når vi fristes, og han hjælper os til ikke at bukke under for fristelsen, hvis vi ber ham om det. Bønnen her bør læses sammen med Matt 26,41, som i den autoriserede lyder: Bed om ikke at falde i fristelse. Den græske tekst siger ordret Bed, så I ikke kommer i fristelse. AO har korrekt klargjort her, at der tales om at falde for fristelsen. Af en eller anden grund er AO inkonsekvent og taler ikke om at falde for fristelsen i Matt 6,13. BPH er mere konsekvent efter grundteksten og taler begge steder om at bukke under for fristelsen. (DNA har brug for ovennævnte bøn om tilgivelse, for oversættelsen er forkert).
AO: Men fri os fra det onde.
BPH: Men red os fra den Ondes angreb.
DNA: og befri os fra ondskabens magt.
Denne bøn hænger nøje sammen med den foregående og siger det samme med andre ord. Det er djævelen, som frister og angriber os. På græsk kan man ikke se, om det skal oversættes som den Onde eller det onde, men i Bibelsk sammenhæng er der næppe tvivl om, at meningen er den Onde. Alle engelske oversættelser taler da også om the evil one, så DNA har åbenbart valgt at følge AO frem for, hvad de fleste bibeloversættelser siger.
AO: For dit er Riget og magten og æren i evighed. Amen.Disse ord hører helt sikkert ikke med til den græske originaltekst, men blev tilføjet lang tid efter, at Mattæus evangeliet blev skrevet. Derfor er ordene i BPH anbragt i en fodnote, ligesom man har gjort i alle nyere engelske oversættelser. Ordene kom med i AO, fordi hensynet til traditionen var vigtigere end hensynet til originalteksten. Det samme gælder formodentlig DNA.
Iver Larsen
er cand. scient. i
matematik, fysik og datalogi med supplering i klassisk og nytestamentlig græsk.
Han har arbejdet med
bibeloversættelser i 30 år.