Faste giver synet tilbage
Robert Bladt er præst ved Fjellerup Valgmenighed på Djursland, og til sommer overtager han posten som generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende.Et ægtepar sad i stuen foran panoramavinduet. Deres hus var bygget ned til en smuk sø, og i baggrunden var solen ved at gå ned over landskabet med skove og bakker. Det var dog et fantastisk syn! udbrød manden. Hvad fantastisk er der ved vinduer, der trænger til at blive pudset? spurgte konen.
Selv om vi har øjne, er det ikke altid, vi kan se. Kirkens fastetid er tænkt som en øjenåbner, for der er en åndelig blindhed, som vi alle er ramt af. En blindhed, som rammer vores syn på os selv og på Gud. Fastetiden er tiden, hvor vi kan få synet tilbage. Når og hvor det lykkes, bliver vi ret forberedt til påske.
Vi er skabt med to øjne. Hvis vi har nedsat syn på det ene øje, mister vi noget af perspektivfornemmelsen. Du kan prøve det af ved at stille dig foran en hvid væg, holde en hånd for det ene øje og med den anden hånd forsøge at sætte en finger på væggen. Det er vanskeligt at fornemme, hvornår fingeren rammer.
Åndelig blindhed kan ramme os, så vi enten ikke kan se, hvem vi selv er, eller ikke kan se, hvem Gud er. I begge situationer bliver resultatet, at vi mister det rette perspektiv i vores gudsforhold.
Den blinde mand i søndagens tekst råbte: Forbarm dig over mig! Denne enkle bøn hører på en særlig måde fastetiden til. Det er egentlig en pinlig bøn. Og der er da også folk, som forsøger at få den blinde til at holde bøtte. Bønnen er et råb om hjælp. Men netop denne bøn afspejler den ene erkendelse, fastetiden vil åbne mine øjne for. At jeg har brug for hjælp. At jeg ikke kan selv.
Sammen med denne indsigt i, hvem vi er, vil Gud give os en indsigt i, hvem han er. Jesus demonstrerer dette i beretningen om den blinde. Jesus er fokuseret. Målet for rejsen er peget ud, og hele menneskehedens fremtid står på spil. Og så standser Jesus, lader en enkelt, højtråbende, blind mand føre hen til sig og spørger ham: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?
Midt i et af frelseshistoriens afgørende øjeblikke standser Jesus og forbarmer sig over et enkelt menneske. Sådan er Gud. Han er barmhjertighedens og omsorgens Gud. Den, som er kærlig i det små.
Samtidig åbenbares Guds kærlighed i det store perspektiv. Jesus underviser disciplene i, hvilke lidelser han af kærlighed til menneskeheden vil gennemgå. Det viser os, at Jesus vælger lidelsen. Han falder ikke i dødens klør, han går i døden. Derfor kan vi i Jesu død se Guds kærlighed. Det er den anden erkendelse, fastetiden vil åbne mine øjne for.
Altså to erkendelser, ligesom vi har to øjne: Min fortabthed afspejlet i bønnen: Forbarm dig over mig! og Guds kærlighed afspejlet i Jesu bønhørelse af den blinde. Begge dele må med, hvis vi skal have det rette perspektiv på vores gudsforhold.
Hvis jeg ikke ser Guds kærlighed i Jesus, fortvivler jeg. Så bliver jeg ude af stand til at bede bønnen Forbarm dig over mig! Hvorfor skulle jeg forvente forbarmelse fra Gud, hvis han ikke elsker mig? Mit blik kan let sløres for Guds barmhjertighed, så Gud bliver det altskuende øje, som slår ned på hvert fejlende menneske.
Hvis jeg derimod ikke ser min egen fortabthed, bliver frelsen enten overflødig eller noget, jeg har krav på. Da bliver påskeforberedelsen overfladisk, og påskefejringen mister sin dybe nødvendighed. Forsoningen er så ikke længere en del af påsken.
Men hvor det lykkes Gud at give os både syn for vores egen fortabthed og sin kærlighed, dér har vi fået den bedst tænkelige påskeforberedelse. Med dette rette perspektiv kan vi uden tøven sætte fingeren på korset og fejre påske med fuld glæde.
Kristeligt Pressebureau
