Frikirker samler ind til Kenya
KENYA – FrikirkeNet laver en ekstra indsamling til ofrene for de voldsomme uroligheder efter præsidentvalget i Kenya.
Voldsomme uroligheder, mord og kirker, der brændes ned. Det er lige nu virkeligheden mange steder i Kenya. Urolighederne opstod i kølvandet på præsidentvalget, som blev afholdt den 27. december.
Paraplyorganisationen FrikirkeNet opfordrer alle danske frikirker til at samle penge ind til fordel for ofrene for krisen i Kenya. Det er organisationen International Aid Services (IAS), der administrerer indsamlingen, men alle frikirker, der har aktiviteter i de berørte områder af Kenya, kan komme i betragtning til de indsamlede midler.
Selv planlægger International Aid Services at sætte ind med akut hjælp i Kenya.
– Lige nu og her er der brug for akut nødhjælp. Der er blandt andet brug for mad, tøj, tæpper og i mindre omfang medicin. På lidt længere sigt vil der være brug for hjælp til at genopbygge de nedbrændte huse og muligvis også kirker, siger Torben Løbner Madsen, som er leder af International Aid Services.
-domino