Venstre sidebanner eksempel

Kreative ideer til kirkelige mærkedage

Mange forældre, søndagsskolelærere og medarbejdere i børne-bibel-klubber er konstant „på jagt“ efter nye ideer – og så troede jeg, at man ville få en hel masse i LogosMedias Kreative ideer til helligdagene, men der er kun ti, og de er ikke lige gode alle sammen.Hæftet fortæller kort om de enkelte helligdage og har et forslag til kreativ udfoldelse til advent, Helligtrekonger, men ikke til selve julen, som er så central i børns opfattelse. Påske og pinse er også med, men også Kristi Himmelfartsdag, Kyndelmisse, fasten og Alle Helgens dag.
Der er enkle forslag til en adventskrans i pap og papir til at hænge op, Helligtrekongers-hatte, en lysestage med fugle til kyndelmisse, en sparebøsse til at samle penge ind til velgørende formål i fasten, dekoration af påskeæg, men ikke noget med korsfæstelsen eller den tomme grav, en „glasmosaik“ i papir til minde om Himmelfarten, en pinsebog, en papirmosaik om Faderen, Sønnen og Helligånden til Trinitatissøndag, et høstbanner til tiden omkring høstgudstjenesten og en bønneskål til Alle Helgens Dag.
Der er både lette og mere krævende opgaver. For de fleste vil opgaverne kræve en voksens hjælp, men det er da også dejligt, når voksne og børn gør noget sammen. På midtersiderne er der hjælpeskabeloner, der kan bruges direkte eller forstørres op til store vægkollager til børneværelset, klasseværelset eller kirkerummet.
Et arbejde-sammen-hæfte for børn og voksne til 58 kr. Flere gode ideer, men skuffende, at der ikke rigtigt er nogle kreative ideer om det mest centrale i kristendommen: Jesu fødsel, død og opstandelse.

Gillian Chapman:
Kreative ideer til helligdagene
32 sider
58 kr.
LogosMedia