Stjerne bekendte sin tro

24-årige Rhydian Roberts gav Gud æren for sit talent og underskrev stor musikkontrakt.Walisiske Rhydians sangtalent gjorde ham næsten til X-Factor-stjerne i England. Han brugte anledningen til at dele sin tro.Showet X-Factor kører også i fjernsynet herhjemme, hvor folk står i kø for at få deres sangtalent bedømt i håb om at nå til tops.
Rhydian Roberts havde imidlertid en anden tanke med at gå på scenen og synge på åben skærm.
– Jeg har meget at være taknemmelig for. Gud har givet mig et sangtalent. Det er en gave. Hvad gør man med en gave? Du giver den videre, sagde Rhydian til den engelske avis ”New Life Newspaper”.

Ingen sex før ægteskab

Da Rhydian bekendte sin kristne tro, kastede medierne sig over ham med typiske spørgsmål som, om han var sammen med kvinder. Hertil svarede han, at han ikke troede på sex før eller uden for ægteskabet.
– Jeg er en kristen, og jeg tror på Gud. Jeg kan ikke sige, at jeg er kristen og så have sidespring. Jeg har for meget respekt for kvinder. Sex er en god ting og bør ikke misbruges. Så nej, jeg har ikke haft det.
Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver tiltrukket af kvinder, jeg er ligeså meget mand som andre fyre. Men hvis du har en tro og bekender dig som kristen, så kan du ikke tviste det til egen fordel, misbruge sex og gå på kompromis, vel? Jeg ønsker at være i en position, hvor jeg kan slå mig ned og få min egen familie.
Hans svar kom bag på interviewerne, men blev respekteret.

Delte meninger

Selv om Rhydian har forbløffet fans med sin unikke baryton-stemme, har flere englændere haft mistro til ham.
I begyndelsen af showet mente seerne, at han var arrogant og stolt. Men efter flere omganges imponerende medvirken i X-Factor skiftede den generelle holdning fra negativ til positiv.
Simon Cowell fra X-Factors dommerpanel udtalte sig til ”New Life Newspaper”.

Rhydian Roberts under optræden i X-Factor showet 2007.

– Han er slet ikke som nogle havde forventet ud fra de første forestillinger. Han er faktisk utrolig høflig og respektfuld. Han træder ud fra mængden, fordi han har en fantastisk stemme. Men der er ingen arrogance eller indbildskhed over ham. Han er en fin fyr, jeg tror bare, at han er en smule usikker.
De negative holdninger kom sig af, at Rhydian havde fremhævet sit talent som en gave fra Gud under showet.
– Han har givet udtryk for at hans talent er fra Gud, og så er der straks nogle, der mener, at han er arrogant, men det er han altså ikke. Han ved, at Gud er med ham, men han tvivler lidt på sig selv. Han er bevidst og sikker i sin stemme og optræden. Men personligt har han ikke stor selvtillid, sagde hans mor Angela Roberts til New Life Newspaper.

Ingen tudehistorie

For Rhydian er den vigtigste faktor ikke X-factor-showet.
Han har meldt ud, at den sande X-Factor i hans liv er troen på en kærlig Gud.
– Det bedste øjeblik for mig var, da jeg gav mit liv til Jesus og blev en kristen, sagde han.
Aviserne kastede sig efter disse udtalelser over stjernens mor Angela Roberts, for det kunne ikke passe, at Rhydian ikke havde en ulykkelig historie fra fortiden.
– Folk tror, at han ingen følelser har, fordi han ikke er brudt sammen på åben skærm eller har en god tudehistorie. Hvad er der galt med at komme fra et lykkelig familie og et godt hjem? Vi er aktive kristne, hvilket betyder, at vi ikke kun går i kirke, men at vi dagligt tænker på Gud, sagde Angela Roberts til ”New Life Newspaper”.

Rhydian fik kontrakt

Rhydian var tæt på at vinde, men tabte til Leon Jackson med kun 1% færre stemmer i X-Factors slutfinale den 15. december sidste år.
Selv om Rhydian tabte, underskrev han alligevel den 20. december en kontrakt for en million britiske pund med den kendte Simon Cowell fra dommerpanelet. Han mente, at Rhydian havde bevist, at han havde talentet og potentiale for at få en god karriere inden for musikbranchen.