Tjek varen også på udsalg
En gang var det et kvalitetsstempel, når der stod håndlavet på en vare. Men jeg er ikke så sikker længere. Så er udsalget over os. Det forrygende, hæsblæsende, tilbagevendende forbrugereldorado. Det har faktisk lidt karakter af folkefest, antallet taget i betragtning. På den anden side kniber det måske lidt med hyggesnakken, når jeg skal løbe om kap med min datters klassekammerats far, for at nå kø-tilbuddet før ham.
Men hvad gør man ikke, for at spare penge? Og nu skal der virkelig spares, så det vil noget. Jo mere jeg sparer i januar, jo mere har jeg råd til resten af året.
De fornuftige stod klar med indsatsen, da spillet blev sat i gang. De var forberedte, og vidste hvad de gik efter. For os uforberedte er det det rene impulskøb.
Nu vil jeg jo gerne være en ansvarsfuld forbruger, så selvom der er fart på, tager jeg lige tid til at tjekke varemærket, inden jeg bestemmer mig for varen.
Hvor kommer trøjen fra? Er den Made in India eller hvad? Nå, Kina! Hrmff! Er det nu godt? Er det noget med børnearbejde, og sådan noget?
På cowboybukserne hænger et ekstra skilt. Det virker lidt snørklet, når jeg oversætter det.
Vær venlig at lægge mærke til dette: Disse cowboybukser har modtaget en håndlavet vask, som gør hver del unik!
Der var engang, hvor handmade, håndlavet var en kvalitetsmærkning, men efter det blev kendt, at indiske børnearbejdere sidder og syr perler på silkestoffer fra morgen til aften, har håndlavet fået en lidt anden klang.
For mit indre blik ser jeg et par kinesiske drenge trampe rundt i et blåt kemikaliedampende farvebad for at give mine cowboybukser, det helt unikke look.
Jeg ånder lettet op, da jeg ser at cowboybukserne rent faktisk er lavet i Italien. De har vel ikke børnearbejdere?
Det har jeg da i hvert fald ikke hørt om
og det man ikke ved, har man jo som bekendt ikke ondt af!
Eller har man?
Jette Damsgaard