Bogtema
I nuet og med
begge ben i Biblen
I 14 år har Jens Ole Christensen skrevet kort og kontant om det, han brænder for i
klummeform. Det bedste er nu samlet i bogform.- Den røde tråd er at være til stede med begge ben i nutiden og i Biblen, siger Jens Ole Christensen om sine mange klummer fra især Kristeligt Dagblad, der på opfordring netop er blevet samlet og udgivet i bogen Den bedrageriske dronning. 
Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Mission, teolog … Og en vittig og skarp skribent. I 14 år har han skrevet klummer, først for Kristeligt Forbund for Studerendes blad Til Tro, og fra 1998 for Kristeligt Dagblad, for hvem han stadig skriver og deler en fast klumme i fint selskab med integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbæk, teolog og journalist Iben Tranholm og biskop Jan Lindhardt.
Jens Ole Christensen skriver kort. Godt. Præcist. Og hans skriver om alt det, der er aktuelt for kristne og religiøst interesserede, som også følger med i verden omkring sig.
– Jeg tager altid afsæt i noget, der lige er sket, enten i det offentlige rum eller i mit eget liv, fortæller Jens Ole.
Et godt eksempel på den fremgangsmåde er klummen, der har givet navn til bogen: Den bedrageriske dronning.
Klummen med titlen Den bedrageriske dronning blev til, da Jens Ole Christensen med sin 16-årige søn besøgte Christiansborg engang i 2001 for at se på gobeliner. Ét billede faldt ham særligt i øjnene og fik ham til at undre sig: Nutiden af Bjørn Nørgaard. Det var et billede af dronningen og prinsen, afbilledet som Adam og Eva i Paradisets have. Og det bragte hans blæk i kog. En dagligdagsoplevelse blev stof til eftertanke og Jens Oles eftertanker deler han i klummeform.
– Til tider synes vi, det er dødlækkert at synde, skriver han, vittigt og alvorligt, inspireret af motivet. Han får analyseret billedet, og alle de tanker, det vækker i ham om synd, om kunst og om begrebsforvirringer, får han formidlet i en kort klumme. Sådan fungerer hans klummer: Som stikpiller; små, korte, relevante, vittigt analyserende anekdoter fra hverdagen eller nyhederne i en lang perlerække, og altid med Biblen som udgangspunkt.
– Den klumme, som har givet navn til titlen, er typisk for det, jeg vil, fortæller Jens Ole. Nemlig skrive om det, han oplever i nuet, og holde det op imod Biblens spejl og dele det med læsere.
Lysten til skriveriet skinner igennem teksterne.
– Jeg synes, det er befriende at skrive. Jeg kan nogle gange, hvis jeg er træt eller ked af det, skrive mig til humør. Det er som at tage en løbetur, forfriskende på samme måde.
Men de klummer, han skriver, skal være korte. Det er en svær kunst, og Jens Ole oplevede det da også som besnærende i starten, men efterhånden vendte han den begrænsning til sit mål og sin styrke:
– Efterhånden sagde jeg til mig selv: Hvis det ikke kan siges kort, eksisterer det så?. Store sandheder må også kunne siges kort, slår Jens Ole fast og trækker den et øjeblik, før han fortsætter eftertænksomt:
– …og forhåbentlig også enkelt!
En af grundene til, at Jens Ole elsker skriveriet, er den respons, han får.
– Det er den spalte i mit liv, som jeg får flest reaktioner på. Folk, der takker, folk, der er vrede. …Grænsende til meget vrede nogle gange, griner han venligt.
Jens Ole skriver om alt, der tænder ham, og tager også kontroversielle emner op, hvis de er vigtige for ham. Han har skrevet om muslimske kvinders ret til at bære tørklæde og et personligt forsvar for Folkekirken (begge dele kan læses i bogen), og reaktionen udeblev ikke:
– Der var STORE reaktioner. Men det er spændende, når folk skriver tilbage.
Men Jens Ole lader ikke læsere, top-nyheder eller andre begivenheder styre emnevalget. Han skriver ud fra sig selv:
– Jeg skriver meget på øjeblikkets begejstring. Jeg vil skrive på den umiddelbare varme.
Jens Ole Christensens åbenhed for indtryk og emner lyser igennem klummerne, som nok er ens i længde og opbygning, men alligevel vidt forskellige i indhold. Han takker sin omverden for inspiration i forordet til bogen og slutter sin klumme om Bjørn Nørgaards billede Nutiden af med en tak:
– Kære Bjørn Nørgaard. Tak for prædikenen. Selv om den måske ikke var sådan ment.
Typisk.
