Kristen faste – brød til verden!

Man kan godt leve et rigt liv uden en firehjulstrækker eller retten til et fedt køkken!Muslimer, hinduer, katolikker og ortodokse gør det! Men hvorfor var det nu, at vi protestanter holdt op med at gøre det? – altså faste?

Jesper Ertmann Oehlenschläger

Var det af frygt for, at kristendommen skulle blive en gerningsreligion, eller var det mere af bekvemmelighed? Jeg tror, der ligger en stor velsignelse i at genopdage fastetidens rigdom til glæde for kirken og til gavn for verden!
Kirkens 40 dages faste indledes askeonsdag efter fastelavn. Op igennem kirkens historie har præsten denne aften korstegnet sognebørnenes pande med aske med ordene: ”Menneske, husk på, at du er kommet af støv og skal blive til støv”.
Askeonsdag lærer os, at vi skal blive til støv en dag, selvom politikerne gerne vil have, at vi skal leve noget længere af hensyn til fremtidens økonomi. Askeonsdag fejrer vi vores skrøbelighed og forgængelighed – at vi er dødelige mennesker – og kun Gud er udødelig. Vi kunne spørge os selv: Hvor vigtigt er det egentligt for os danskere, at vi skal blive hundrede år, mens millioner af børn aldrig når at fejre deres et-års fødselsdag på grund af sygdom, vi kan kurere, eller levevilkår, vi kan forbedre?

Men det koster jo! Ja, barmhjertighed og medmenneskelighed koster så sandelig – både penge, tid og overskud. Vi trænger til at lade os udfordre af profeten Esajas´ ord ”at du deler dit brød med den sultne” (kap 58). Måske kunne du og jeg godt skære toppen af vores overforbrug for at dele mere med vores næste, om det så er ham henne på hjørnet med posen, eller hende bag skærmen under fremmede himmelstrøg.
Hvis regeringen ikke vil sætte ulandsbistanden op, så kan vi kristne da bare gøre det helt autonomt! Det behøver vi vel ikke et storstilet tv-show for at forstå – men det hjælper! Der er masser af gode nødhjælpsorganisationer og missionsselskaber, der kan hjælpe os med at investere i andre menneskers fremtid.

Enkelhed er en klassisk kristen dyd, men desværre sjældent forkyndt. I et overflods- og forbrugssamfund har vi brug for at genopdage glæden ved det enkle liv. Man kan godt leve et rigt liv uden en firehjulstrækker eller retten til et fedt køkken! Det moderne menneske, der plages af ”livsstilsrelaterede sygdomme”, kan finde indre helbredelse ved et mere enkelt liv, ved at sætte grænser for sit eget (over)forbrug. Den, der indskrænker sit eget territorium, giver livsrum for en anden!
Skal levestandarden i den vestlige verden virkelig blive ved med at stige, mens den sociale ulighed i verden bare vokser dag for dag, og klimaforandringer hænger som en truende sky over hovedet på vores børn og kommende generationer?

”Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd”, fortsætter profeten. Millioner af mennesker lever verden over i stor elendighed og social uretfærdighed og holdes lænkede i fattigdom og undertrykkelse af korrupte regimer, politiske kræfter og uretfærdige handelsaftaler. I fasten kaldes Guds kirke både til at være en profetisk røst, der tør tale om disse uretfærdigheder, men også til konkret handling.
Verden har brug for en kirke, der tør tage bladet fra munden og hænderne op af lommen! Vi kan ikke redde hele verden, men de fleste af os kan vel finde plads til en pose kaffe eller ris med mærket ”fair trade” i vores bugnende indkøbsvogne. Velfærd – nej skattelettelser råber politikerne i munden på hinanden, men hvad gavner det folk, der lever på et eksistensminimum i den tredje verden? Er det vel-fair?
”Vær barmhjertige, som jeres himmelske far er barmhjertig”, udfordrer Jesus os.
At være barmhjertig er at have ”hjerte i barm”, skriver Søren Kierkegaard. At have modet til at mærke andres smerte og handle derpå. Som kristne har vi mødt stor barmhjertighed hos Gud, og vi kaldes derfor til at vise stor barmhjertighed og omsorg over for hele Guds skaberværk – medmennesket, naturens og klodens liv. Måske kunne vi øve os i at leve et lidt mere barmhjertigt liv over for skabelsen ved at lade bilen stå, tørretumbleren i fred, droppe en shoppingtur eller faste fra anden CO2, bare en gang imellem.

Glem ikke, at fastetiden også er en tid til eftertanke og bøn. I et fortravlet samfund, hvor alting skal være hurtigt og effektivt, og hvor et menneske vurderes på baggrund af, hvad det kan producere, mærker mange af os savnet af ro og stilhed. Fasten er en tid til stilhed, langsomhed og til at søge dybere rødder i livet med Gud. Hvile, fordybelse og erfaringen af Guds nærhed kommer, når man lader arbejdet og opgaver ligge for at give sin opmærksomhed til noget andet, der ikke råber så højt, men som er vigtigere.
Faste handler ikke om livsfornægtelse eller om at hænge med hovedet. Faste er en tid til forberedelse, hvor vi stemmer vores sind til glædens fest – påsken, festen for Jesu opstandelse. At faste fra mad, luksus eller tv forandrer intet i sig selv, men kan hjælpe os med at rette vores opmærksomhed mod ham, som kan forandre vores liv.
I fasten tager vi del i Guds kamp for retfærdighed i verden, vi øver os i barmhjertighed, enkelhed og fordybelse, og ”da skal vores eget lys bryde frem som morgenrøden, og vores sår skal hurtigt læges”, lover profeten os.

Jesper Ertmann
Oehlenschläger er sogne- og indvandrerpræst i København.