Bogtema
Nyt om navne

Thomas Teglgaard er snart klar med næste bog i serien om Bøjlebirger: »Bøjlebirger og terroristerne«. En rablende vanvittig historie om Bøjlebirger, som absolut ikke er nogen kristen superhelt. Alligevel sender Gud en engel til ham, som har en mission, han skal udføre. Bøjlebirger har sin egen hjemmeside www.boejlebirger.dk.

Poul Hoffmann har skrevet en lille bog om den virkelige Maria Magdalene. »Nardusmysteriet« er et modsvar til bl.a. den historisk ukorrekte ”Da Vinci Mysteriet”. Hoffmann har skrevet et halvt hundrede bøger i sit liv. Den nye bog udkommer på Credo.

Anne de Graaf, den hollandske journalist, som skrev teksterne til Scandinavias succesrige børnebibel, har nu skrevet en fængslende roman, som Lohses forlag udgiver. Den handler om en amerikansk familie, der bliver kidnappet i Afrika. Det lykkes moderen, Miriam, at flygte. Sammen med en gruppe deserterede børnesoldater må hun gennem en lang og krævende rejse gennem Afrika for at finde sin familie. Som baggrund for bogen har forfatteren bl.a. interviewet tidligere børnesoldater, forældre, traumeterapeuter og medarbejdere fra UNICEF.

David R. Hudson, som skal tale på ”Det’ for Mænd”s konference den 15. marts, har fået en bog ud på Alstrups forlag. Ikke blot på dansk, men også på svensk og engelsk. Ud fra egne erfaringer forsøger han at hjælpe kristne til at tale profetisk.

Edith Johannesen, rådgiver sammen med sin mand Niels Peder gennem ”Kraftværket”. Nu har hun udgivet en bog om sit liv.
”Og der blev lys” hedder den lille bog, som Mediacellen har udgivet. Her fortæller Edith om, hvordan hun som lærer brød psykisk sammen. Men midt i en håbløs situation kom hun i kontakt med Gud – som hun ellers havde afskrevet. Nu ændrede hendes liv sig. I dag hjælper hun endda andre, som har det skidt i sindet.

Brian McLaren, som er fortaler for ”emerging church”, og som Boedal har udgivet flere bøger af, fik en kritisk anmeldelse af sin seneste bog i Udfordringen. Nu kommer også Henrik Højlund med en kritisk anmeldelse i bladet ”Kirkens Ja og Nej”. Han mener, at McLaren er for tåget, når det gælder betydningen af Jesu død og opstandelse, og i stedet bevæger sig ud af sære, religiøse vildveje, hvor Gud bliver en hyggelig samtalepartner i øjenhøjde, hvor evangeliet tolkes psykologisk og Bibelens historie underlægges evolutionsteorien.