Sandheden er ilde hørt
Holger Skovenborg er redaktionschef på Indre Missions Tidende og bor i Gårslev ved Fredericia.En lille fræk dreng træffer julemanden i indkøbscentret.
– Hvad ønsker du dig til jul, spørger julemanden.
– Jeg ønsker mig cowboytøj og en revolver og computerspil og byggeklodser og en ny cykel og
– Hov, stop nu lidt, afbryder julemanden. – Jeg bliver jo nødt til at se efter i min bog, om du nu også har fortjent alt det.
– Æh
, svarer drengen.
– Hvis du vil lade være med at kigge i din bog, julemand, så vil jeg godt nøjes med en æske byggeklodser.
Sandheden er ilde hørt, siger vi med en gammel talemåde. Det må siges at være sandt.
Det er blevet populært at udgive sine erindringer. Men hvis vi forestiller os en biografi, hvor alt det, vi har gjort, er skrevet op, så vil de fleste af os nok alligevel foretrække, at andre ikke kigger i den. Den vil heller ikke ligefrem være vores egen yndlingslæsning.
Sandheden er ilde hørt kunne også være overskriften over denne søndags prædiketekst. Her taler Jesus til en gruppe mennesker, som mener, at de er frie. Men de er ikke frie. De gør det onde, og lysten til det onde får lov til at dirigere dem. Den bestemmer over dem. Derfor er de i virkeligheden slaver, siger Jesus. Slaver under synden og ondskaben.
– I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen, siger Jesus til de frie mennesker.
Det er ikke ligefrem den slags, vi har lyst til at høre. Heller ikke i dag, hvor vi føler os frigjorte fra gamle dages mange forbud og traditioner.
Derfor er kirkens budskab heller ikke noget, der sælger billetter. Det er godt nok budskabet om frihed fra slaveriet. Men budskabet giver kun mening som et frigørende budskab, hvis det høres på baggrund af en erkendelse af, at man har brug for det. Hvorfor skal jeg have hjælp til at blive fri, hvis jeg ikke er bundet?
Hvis jeg afviser, at jeg gør noget ondt af betydning, så afviser jeg i virkeligheden også, at tilgivelsen har nogen betydning. Jeg forstår kun tilgivelsen som noget glædeligt, hvis jeg forstår, at jeg er afsløret som en synder. Og det er ubehageligt at blive afsløret.
Nogle mener, at kirken burde tilpasse sig og tale mindre om synd. Mange vil kun høre om en Gud, der er ligeglad – og dermed også ligegyldig. Det kaldes en kærlig Gud, uden at der for alvor er brug for Jesus med hans død på korset. Men en tro uden Jesus er ikke en tro på den sande, kærlige og frelsende Gud.
– Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet, siger Jesus. Og så drager han den logiske slutning, som det næsten ikke er til at få sig selv til at sige eller skrive: Når de ikke har Gud til far, har de Djævelen til far. Der er ikke nogen mellemvej.
Som mennesker er vi født som syndere med modstand mod Gud og dermed underlagt syndens far: Djævelen. Men hvis vi lader Jesus komme til med sandheden, der afslører os, kan han sætte os fri fra slaveriet. Jesus er Guds søn og det eneste menneske, som aldrig har gjort noget ondt. Derfor kunne han ved sin død tage følgerne af andres ondskab.
Det betyder ikke, at vi så aldrig mere gør noget forkert. Men det betyder, at Djævelen ikke længere ejer os som sine slaver. Jesus vil i stedet for give dem, der holder fast ved hans ord, evigt liv i Guds rige. Derfor skal vi ikke lade os nøje med en mindre gave for at undgå at blive afsløret sådan som drengen foreslog julemanden.
Julen varer ikke lige til påske, men det gør fastetiden. Den dybere mening med fasten er netop dette: At vi ser, at vi er syndere, og på den måde bliver forberedt til at tage imod påskens glædelige budskab om tilgivelse.
Kristeligt Pressebureau
