Velbekomme!

Carina Wøhlk er præst ved Helligaandskirken
og hiv- og aidspræst i Københavns Stift. I evangeliet til Midfaste møder vi Jesus, der netop har mættet en flok på femtusinde med fem små brød og to fisk. Og så trænger skaren sig på igen – skrupsulten efter mirakler.

Carina Wøhlk

Jesus mærker forventningspresset og trækker sig lige så stille tilbage. Folkeskaren finder ham og beder om mere brød. Men Jesus vil ikke være deres skaffedyr. Han vil have dem til at forstå, at livet ikke handler om at leve fra hånden og i munden eller om at trylle sig bort fra virkeligheden – det handler om et varigt eksistensgrundlag, om fællesskab med medmennesker, om ånd og livsoverskud.

Det brød, som skaren efter bespisningsunderet har fået smag for, fortæres, fordøjes og forsvinder. Inden længe knurrer maven igen, og sulten melder sig. Men der findes en anden form for næring, der mætter for altid. Livet rummer en dybdedimension – små glimt af evighed, store øjeblikke af nærvær og kærlighed. Disse dybder kan vi ikke arbejde os frem til eller gøre os fortjent til. De kommer ikke til os som belønninger. Nej, de kan kun gives og modtages som en gave fra Gud. Og hans gavmildhed kommer stærkest til udtryk i Jesus Kristus.

Ind i vores virkelighed siger Guds søn: ”Jeg er livets brød”. Han er den guddommelige næring, der kan stille vores sult efter meningen med tilværelsen, vores sult efter at blive anerkendt og elsket, som vi er. Mødet med ham betyder, at vi ikke skal hungre mere. For han lærer os at gribe ud efter livet og æde det med hud og hår.
Traditionelt forbindes fastetiden med afholdenhed, men den evangeliske pointe til Midfaste søndag er, at vi netop ikke skal holde os tilbage, men række ud efter vores medmennesker for at holde om dem og af dem.
På latin hedder brød ”panis”. Og når vi samles for at dele brødet, bliver vi ”companes” – kumpaner, venner, fæller. For brød bliver kun til liv, hvis det bliver brudt og delt – ellers er det bare mad.

Når vi deler brødet, deler vi også den erkendelse, at livet ikke kun drejer sig om at overleve, men om at leve helt igennem, mens vi er her. Og det virkelige liv folder sig ud i fællesskabet – i vores relationer til andre. I den forstand lægger evangeliet til Midfaste op til en bevidsthed om solidaritet. Vi skal dele det, vi har, med hinanden. Og vores kumpaner, vores medmennesker, er ikke bare dem, vi kender eller umiddelbart kan identificere os med. Næstekærligheden er grænseoverskridende.
I vores del af verden har hiv-smittede gode livsbetingelser – med adgang til medicin og psykosociale tilbud. Men vores brødre og søstre i Syd dør i hobetal. Hele generationer er forsvundet – og børn har mistet deres forældre.

I Helligaandskirkens menighed for mennesker, der er berørt af hiv og aids, har vi indgået en venskabspagt med kristne hiv-smittede i Zambia. Og der er ikke kun tale om en økonomisk forpligtelse. Når vi mødes til gudstjeneste, beder vi for medkristne lidelsesfæller i Afrika. Når vi knæler ved alterskranken og deler brødet under nadveren, er det i troen på, at både vores kristne forbrødring og vores skæbnefællesskab rækker ud over Helligaandskirkens rum.

For Jesus Kristus har med sit liv og sin død vist os, at Gud omfatter og omfavner alle med sin kærlighed. Og han ansporer os til at kaste os med glubende appetit over livet med alt, hvad det byder på. Der er himmerigsmundfulde nok. Der er nok til alle, der tør tro, at Gud serverer nye muligheder, nye glæder for os – på trods af alle menneskelige svigt og svagheder. Døren står på vid gab. Bordet er dækket. Tag for dig af livet…
Velbekomme!
Kristeligt Pressebureau