Rundt om bønnen

Bogen Fadervor rundt er en mindre sag, forfattet af Henrik Laursen, tidl. generalsekretær i KFS og nu præst i Vigerslev kirke. Bogen rummer 31 andagtsstykker, der hver især knytter an til et ord eller en sætning i bønnen Fadervor.Bogen er ikke et forsøg på at tænke nyt eller reformulere gamle sandheder. Bogens helt klare styrke er derimod ønsket om at skabe fornyet glæde over og kærlighed til den velkendte bøn – og for nogle tomme remse -, Fadervor.
Andagtsstykkerne fører os vidt omkring. Der sættes fokus på bønnen gennem tematikker som ondskab, tilgivelse og fællesbøn. Men stykkerne vil ikke bare belære. De kræver også noget af deres læser: Tænk, overvej, tag stilling og prøv det af i praksis.
Er du vokset op med andagtsbøger, vil du måske irriteres over de belærende andagtstekster, der synes at ligne noget, du har læst flere gange før. Dette til trods kan alle hente noget godt i bogen. Fadervor rundt er en oplagt hjælp til fx dåbsforældre, mennesker uden store bønserfaringer eller dem, der oplever Fadervor som en tom eller meningsløs remse.
Lisbet Borum Reuss Schmidt

Henrik Laursen: Fadervor rundt
65 sider • 80 kr. • Credo