Ungdomspræst i kørestol gav en million til børn
Mika lader sig ikke slå ud af sin ulykke. Det er indstillingen, det kommer an på, mener han.Han blev lam i syttenårsalderen, men i stedet for at lade sig lamme af det, kæmpede han for et liv for andre. Han skænkede en million kroner af forsikringspengene til thailandske børn.
Foto: Joel Broberg
Mika havde allerede som ti-årig i søndagsskolen lært at give af sine penge til trængende. De samlede nogle kroner sammen hver uge for at hjælpe børn netop i Thailand.
Mika var en aktiv 17-årig, der holdt af at dykke og køre motocross. Men en gang til træning på motocrossbanen kørte han på sin motorcykel i et spor; noget satte sig fast i hjulet, og han blev slynget af motorcyklen med hovedet først. Hans rygrad brækkede ved fjerde ryghvirvel, og han lå livløs på marken.
På sygehuset blev det fastslået, at han var lammet fra nøglebenet og ned. Det blev et brat stop for det aktive liv. I syv måneder lå han på universitetssygehuset i Linköping for at blive rehabiliteret. Han kunne træne bevægeligheden i nakken og armene, men fingrene kan han stadig ikke røre.
Året gik, og Mika fik penge fra sit forsikringsselskab til at sikre sig et nogenlunde normalt liv. Han satte pengene i banken og tænkte, at han ville beslutte, hvad han ville gøre med dem senere. Han gik på bibelskole og ville opbygge sit åndelige liv.
– Da jeg senere hørte om det store behov, som børnene i Thailand har, besluttede jeg at gøre noget. Jeg kendte til fattige familier, som vi havde hjulpet, allerede da vi gik i søndagsskole. De sendte altid takkebreve og fotos, fortæller Mika Juurikivi.
Vi havde kontakt med en menighed, der drømte om at bygge et børnehjem, og jeg følte, at det var rigtigt, at jeg nu støttede det.
Han ville give sine penge, en million svenske kroner, væk, så menigheden fik mulighed for at hjælpe forældreløse og fattige børn. Mikas forældre havde kontakt med finske missionærer, som sørgede for, at det var ok at sende pengene derover.
– Den første gang, jeg kørte ned i banken for at sende en kæmpe sum penge af sted, var jeg lidt nervøs. Kan jeg virkelig stole på dem? Da bad jeg Gud om at tage hånd om det her. Jeg havde jo givet pengene til ham, siger Mika, som senere kunne erfare, at alt gik rigtig for sig.
I år 1999 stod børnehjemmet færdigt, og Mika besøgte byen Pitsanulok i Thailand for første gang for at se, hvad der var sket. Siden er det blevet til yderligere fire besøg.
Nu får omkring hundrede fattige og forældreløse børn hjælp gennem børnehjemmet, som blev bygget takket være Mikas generøsitet. Efter råd fra den svenske hjælpeorganisation Erikshjälpen er der kun 12 pladser på børnehjemmet, for at børn ikke skal blive institutionaliserede. De fleste får hjælp i familierne, som tager hånd om børnene.
– Det er ret vildt, at det, man lærte i søndagsskolen, kan lede til noget som det her, siger Mika smilende.
Under besøget i Thailand lærte han sig selv at le. At være venlig mod andre.
I Thailand er det en del af kulturen at smile.
At være positiv er noget, som Mika Juurikivi har i generne. Ellers havde det nok været sværere at acceptere et liv i kørestol. Indstillingen til livet er afgørende:
– Jeg vil få det bedste ud af situationen. Og jeg tænkte meget hurtigt, at jeg måtte blive så rask som muligt. Der er ingen idé i at surmule. Det bliver ikke bedre af det.
Mika mindes, at der kun var en enkelt aften på sygehuset, hvor han havde ondt af sig selv og græd. Med god grund, kan man tænke.
– Men da jeg havde grædt et stykke tid, tænkte jeg, at man ikke kan græde for evigt. Og det gik over, siger Mika, som har været positivt anlagt siden han var lille.
Han har aldrig bekymret sig ret meget.
– Jeg så, at der stadig var et liv, og at man kan finde på ting. De var rigtig gode på rehabiliteringsstedet og viste mig, at jeg kunne lære at køre bil, have min egen lejlighed og stifte familie.
Og jeg er jo desuden kristen. Gud er med i det hele og hjælper mig, uanset hvordan situationen er, siger Mika og citerer sit yndlingsvers fra Biblen (Romerbrevet 8:28):
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.
Dagen før ulykken havde Mika været til et ungdomsmøde i pinsekirken i Motala. Han havde været med, siden han var barn, og troet på Gud, siden han var fem.
– Jeg sagde til Jesus, at jeg vil se dig! Jeg var 17 år gammel, og jeg tænkte, at det her med tro skulle være alvorligt ment. Hvis Gud findes, vil jeg have med ham at gøre. Og så skete ulykken dagen efter.
Var det Gud…?
– Jeg ser det mere, som at det var den Onde, der ville stjæle og ødelægge mit liv. Men Gud tillader nogle gange ting og sager at ske, og nogle gange kan de vise sig at være til vort eget bedste, mener Mika.
Mika Juurikivi har i hvert fald valgt ikke at blive bitter eller indadvendt, han vil hjælpe andre. Han er blevet ansat som ungdomspræst i pinsekirken i Motala.
Og han har et klart budskab til de unge i sin hjemby:
– Jeg vil, at de skal lære at kende Jesus, for det er han værd. Relationen er vigtig.
Jeg ønsker, at mit liv skal give mennesker anledning til at søge Jesus, fastslår han.
Han virker så utroligt tilfreds med sit liv, selv om han ikke kan gøre dagligdags ting uden hjælp. Er der ingenting han savner i livet?
– Det skulle i så fald være at have min egen familie, siger han og kigger tænksomt ud af vinduet.
