Valgmenigheder vokser

Det er 140 år siden, den første lov om frie menigheder inden for Folkekirken trådte i kraft. Valgmenighederne er vokset med 50 pct. på 17 år.Det kan være svært at opgøre antal aktive medlemmer i Folkekirkens sognekirker. Men med kirkens valgmenigheder er det en anden sag – for dem skal folk nemlig vælge til. Og her viser der sig en markant vækst.

Robert Bladt dokumenterer valgmenighedernes vækst.

Ved valgmenighedsforeningen ELUVA’s repræsentantskabsmøde d. 7. marts blev der fremlagt statistik om foreningens fire valgmenigheder i hhv. Fjellerup, Kronjyllands, Skjern og Ølgod Valgmenighed.
– Mit skøn er, at ELUVA-menighederne sidste år havde en medlemsfremgang på mellem 50 og 100 medlemmer, fortæller foreningens formand, valgmenighedspræst Robert Bladt.
De fire valgmenigheder har tilsammen 904 medlemmer.
– I de 4 menigheder blev der gennemsnitligt holdt 44 gudstjenester med et gennemsnit på 133 deltagere sidste år, viser opgørelsen.
Og væksten bekræftes af en undersøgelse, Robert Bladt foretog sidste år blandt 41 danske valgmenigheder.
– Heri dokumenterer jeg, at alle valgmenighederne fra 1989 til 2006 havde en medlemsfremgang på 50 pct., fra 12.344 medlemmer i 1989 til 18.586 medlemmer i 2006.

Flest i det midtjyske

Og 1989 var året, hvor den nu 140 år gamle valgmenighedslov for alvor blev genopdaget.
– Det var århusianere, der genopdagede valgmenighedsordningen, da en mindre gruppe unge karismatikere i 1989 etablerede Århus Valgmenighed. Siden da er yderligere tolv meget forskelligartede valgmenigheder blevet stiftet, forklarer Robert Bladt i undersøgelsen. Alle de nye valgmenigheder – med kun én undtagelse – hører hjemme i det midtjyske.
Valgmenighedsordningen stammer fra en lov af 15. maj 1868, da 20 selvstændige husfædre sluttede sig sammen om at etablere en fri menighed inden for folkekirkens rammer.
– Valgmenighederne er et eksempel på et opbrud i de bestående kirkelige traditioner, forklarer Robert Bladt. – De er på mange måder en modkultur til den stadigt stigende grad af servicetænkning, som præger den øvrige del af Folkekirken.