Vordende mor valgte livet for sin ufødte søn

Kirstens barn havde 50 procent risiko for at blive født med Downs syndrom, og lægen pressede på for den endelige diagnose.”Hver gang jeg mærkede liv, tænkte jeg: Hvad er det for et liv?” siger Kirsten.

Silas havde 50 procent risiko for Downs syndrom. Han fejlede ingenting, da han blev født.
Foto: Anne Bjerregaard

I den store røde sofa virker den 47-årige kvinde meget lille, men hendes stemme er uden vaklen, når hun fortæller om det, hun selv kalder det værste, der er sket i hendes liv: Da hun for tre år siden valgte sit ufødte barn til med den viden, at det kunne fødes med Downs syndrom. Ikke kun var Kirsten Christensen alene om sit kommende barn. Hun stod også op mod et sygehusvæsen, der langtfra støttede hendes kamp for det ufødte liv i hendes mave.

Graviditeten var det, som Kirsten selv betegner som en svupser. Alligevel var drømmen om at give hendes søn en søskende pludselig en realitet, og Kirsten valgte barnet, selvom dets far var imod ideen:
”Jeg troede nok, han ville ændre mening, men det gjorde han ikke,” siger Kirsten, der i en alder af 43 år stod alene med en treårig søn og en mere på vej.
Kirsten valgte at tage imod tilbuddet om en nakkefoldsscanning og en blodprøve.
”Jeg tænkte nok ikke, at jeg kunne få et negativt svar, og jeg ville helst heller ikke vide, hvis det var negativt,” siger Kirsten, der fik ro i sjælen efter en nakkefoldsscanning, der ikke viste grund til bekymring. Resultatet af blodprøverne ville nu være sidste station på vejen mod en ukompliceret og glad graviditet.

Men blodprøverne, der sammen med scanningen udgør grundlaget for risikovurderingen for Downs syndrom, var endt som ”ikke mærkede”, hvilket betød, at de ikke var blevet tjekket. Blodprøverne skal tages i uge 10, og Kirsten var allerede 11 uger henne, da fejlen blev opdaget.
”Jeg tog straks til laboratoriet og fik taget en ny blodprøve en fredag, og de sagde, den ikke ville blive undersøgt før mandag. Jeg tænkte bare: den er taget for sent, og nu går der tre dage mere,” siger Kirsten, der tvivlede på, om hun så overhovedet kunne regne med resultatet.

Få dage efter viste resultatet af blodprøven en risiko på 50 procent. Det normale tal for gravide kvinder over 40 år ligger på 1:100 eller 1 procent. Lægen havde næsten automatisk indstillet hende til en fostervandsprøve dagen efter.
”Jeg sov slet ikke den nat. Turde jeg få en fostervandsprøve? Jeg var kun i 12. uge, og jeg vidste, man skulle være i 14. uge for at få lavet prøven,” siger Kirsten, der valgte at kontakte Orla Villekjær, en præst, hun havde hørt om og som kendte til den problemstilling, hun følte, hun stod i.
”Han sagde, at lægerne havde taget fejl før, og jeg ikke skulle lade mig presse til at tage fostervandsprøven,” siger Kirsten, der endelig følte, at der var en på hendes side. Kirsten bestemte sig for at møde op på sygehuset, men kun for at få at vide, hvordan lægen var kommet frem til de 50 procents risiko for Downs syndrom.

På sygehuset kunne lægen dog ikke besvare Kirstens spørgsmål:
”Jeg ville vide, hvad der var i blodet, hvorfor risikoen var så høj, men han kunne kun sige, at det havde computeren udregnet ved hjælp af min alder og så en blodprøve,” siger Kirsten frustreret og slår ud med hænderne:
”Jeg tænkte: Er det virkelig en computer, der skal bestemme over det her? Jeg havde det så underligt med det.”

Lægen tilskyndede kraftigt Kirsten til at lægge sig på briksen og få foretaget en fostervandsprøve. En prøve, hvor risikoen for spontan abort er én procent som følge af, at det er et direkte indgreb i moderkagen.
Kirsten sagde nej til videre prøver og tog hjem med sin gravide mave og visheden om, at det barn, hun ventede kunne have Downs syndrom.
”Jeg spejdede efter positive ting. De 50 procent stod lysende for mig både dag og nat,” siger Kirsten, der ved en scanning i 18. uge fik set, at barnet havde alle organer. Til gengæld var barnet lille, og Kirstens viden om, at babyer med Downs syndrom ofte har lav fødselsvægt gav ny bekymring.
”På det tidspunkt havde jeg det sådan, at jeg ville tage det her barn, lige meget hvad,” siger Kirsten, der er opvokset i en troende familie og derfor ikke med sit menneskesyn kunne få sig selv til at fravælge et liv.

Da fødslen oprandt, var Kirsten i for mange smerter til at bekymre sig om barnets sundhed.
”Jordemoderen stod oppe ved skærmen hele tiden, ikke nede hos mig. Det første, hun sagde til mig, var: ’Jeg kan se, der er forhøjet risiko for Downs syndrom’, og jeg stod der med veer og tænkte ’Hvad kan jeg bruge det til nu, tror du ikke jeg ved det?’,” siger Kirsten, der fødte Silas, som kun vejede 2500 gram ved fødslen. Til gengæld så Kirsten lige så hurtigt som lægerne, at han var helt rask og velskabt.

I dag føler Kirsten, at sygehuset og lægen var meget ensidige under hendes graviditet:
”Jeg følte, lægen ville tage ham. Der var kun én vej, en beslutning,” siger hun og bemærker, at Silas nok ikke havde været her i dag, hvis det stod til ham.
Kirsten husker tydeligt, da han pressede hende til en fostervandsprøve ved at sige, at hun skulle tænke som i dyreverdenen og beskytte den raske søn, hun havde i forvejen:
”Der var ingen tvivl om, at han syntes, det var det reneste vanvid, jeg ikke gjorde det. Alle hans alarmklokker har ringet: 50 procent, et rask barn derhjemme, du er alene, og nu risikerer du et dybt handikappet barn,” siger Kirsten, der i dag er lykkelig for, at hun stod fast på sit.
Hun mødte efterfølgende lægen til en konsultation. Er du godt klar over hvor heldig du har været? spurgte lægen Kirsten. Det var først på vej hjem, at hun kom i tanke om, hvad hun skulle have svaret:
”Er du godt klar over, hvor meget, du har taget fejl?”