En kristen forbrugspolitik?
Spørgsmålet behandles i Men vi skal mættes – en nødvendig debat-bog, der fortjener endog meget vid udbredelse.I 1985 udgav den amerikanske kultur-kritiker Neil Postman en bog, hvis original-titel desværre ikke nåede frem til den danske udgave. Vi morer os selv til døde, hed den oprindelig, og dén bog citeres bl.a. i John Bentons interessante og stærkt tiltrængte kritik af forbrugersamfundet i kristent perspektiv.Vi morer os måske nok stadig halvt ihjel, men vi forbruger os også halvt ihjel. Det er så at sige en moderne variant af dansen om guldkalven. Der sættes konstant lighedstegn mellem livs-kvalitet, succes og det at være en god forbruger. Og uanset om vi vil være ved det eller ej, kan vi ikke blot se passivt til fra sidelinjen. Vi er en del af forbruger-samfundet på godt og ondt.
Forbrugskulturen er et verdsligt evangelium, hvis gode nyhed er budskabet om de uanede valg-muligheder på hylderne og den glæde, dette formodes at skulle bibringe køberen. Vi er gået fra at forbruge for at leve til at leve for at forbruge.
TV er blevet en markant medspiller i denne umådeholdne køb-dig-glad-kultur. Reklame-blokkene og de sponsorerede udsendelser understøtter hele tiden præmisserne: Hvad du ser er, hvad du kan få: rigdom og lykke i kraft af endnu flere forbrugs-goder. Budskabet serveres i en lind strøm for både børn og voksne. – John Benton leverer en næsten sønderlemmende kritik af mediet som forbrugs-generator.
Spørgsmålet er så, hvordan vi vil forholde os til denne konsum-kultur, og hvordan vi kan danne alternativer til den? Forbrugerismen påvirker ikke alene vores syn på tilværelsen, vore værdi-sæt, vore mål, vores identitet; den påvirker også potentielt kirken.
Således udfordrer forbrugskulturen os på områder som økologi (hvad er varens historie), retfærdighed (ikke alle har lige adgang til goderne) og åndelighed:
– Hvordan kan forbrugerismens vægtlægning på den materielle virkelighed hjælpe … kristne, når troen handler om overbevisning om det, der ikke kan ses? spørger forfatteren på side 15 med henvisning til Hebræerbrevet 11,1.
John Benton peger bl.a. også på, at kreditkort-mentaliteten står i direkte modsætning til tålmodigheden, som jo er en af Helligåndens frugter (Gal. 5,22-23). Materielle ting kan i sig selv ikke udfylde tomrummet i faldne menneskers hjerter; det kan intet andet end Livets Brød selv, Jesus Kristus.
En velskrevet og nødvendig, kristen debat-bog, der fortjener endog meget vid udbredelse.
John Benton:
Men vi skal mættes
169 sider 200 kr.
Credo