Hvad er bøn
En rigtig ordination tager
da mere end fem timer
Cand. teol. Robert S. Andersen, der sammen med sin kone Britta er udsendt til Tanzania af missionsselskabet BDM, fortæller her om, hvordan en ordination af nye præster, diakoner m.m. foregår i en levende afrikansk kirke.Det er søndag d. 24. januar, og vi er stået lidt tidligere op end normalt. Vi skal nemlig til ordination i Sydprovinsen af Brødrekirken i Tanzania.
Ved ordinationen beder andre præster for hende, mens hendes mand – som også er præst – knæler i bøn bagved.
Tre af mine elever skal ordineres sammen med 44 andre. Så med fuld bil drager vores fire børns lærer, Marianne Korsholm, og jeg af sted klokken otte. Køreturen er smuk. Halvanden time over bjerge, gennem dale, indtil vi forlader asfalten for at bevæge os de sidste syv kilometer ned til sognekirken i Lutengano. Det første, vi møder på vejen, er en lastbil med et kor på vej samme sted som vi. Alle sammen klædte i deres spraglede skjorte- og kjoleuniformer.
Velankommet forhører vi os lidt om, hvornår det egentlig er. Nogle siger 9.30, andre 10. Mens jeg ifører mig præstekjolen, begiver Marianne sig ind i kirken. På vej op mod det sted, hvor processionen skal starte, møder jeg så optoget: Biskop, formand, næsteformand, generalsekretær og op imod 75 præster samt alle deres ægtefæller.
Da vi ankommer til kirken, må vi lige vente udenfor i solen sådan en 15 minutters tid. Godt det ikke regner, når jeg at tænke, inden vi under trommemaskinens beat går ind i en stopfuld kirke og bliver placeret forskellige steder.
Evangelisterne, der skal ordineres til diakoner, sidder forrest med deres hustruer. Få er ugifte, en enkelt kvinde sidder der også. Bag dem sidder de diakoner, der i dag skal opgraderes til presbytere, og dermed blive valgbare til ledelsestjenester i kirken.
Gudstjenesten går i gang under begejstret sang fra et af de i dagens anledning seks indkaldte kor. Under ledelse af generalsekretæren for stiftet kommer vi i gang, og når tid er til det, træder biskoppen på prædikestolen under voldsomme tungetriller, og hans Pris Herren svares med et højt og enstemmigt amen af de hen ved 1000 mennesker, der har fået plads inde i kirken.
Talen er en biskop værdig: I kaldes til at forkynde evangeliet, fordi mennesker har brug for at blive frelst, siger han, og ordene modtages gang på gang af tilråb og tungetriller. Mange sidder udenfor, for der er bare ikke mere plads indenfor, hvor vi sidder lårene af hinanden. Efter prædikenen skal der først være dåb af to præstebørn. Og derefter går ordinationen så i gang.
Hver ordinand tilspørges ikke mindre end fem gange med navns nævnelse om sin vilje til at tjene Gud, lyde ordet osv. Fem gange 47 bliver til mange spørgsmål og mange svar. Efter hvert svar jubler den menighed, hvis præst har svaret. Særlig høj er jubelen, når kvinderne svarer. Først er det diakonernes tur, så presbyterne.
Forbønnen er noget anderledes end i Danmark, for ægtefællen knæler bag ordinanden og er dermed med i forbønnen. Da alle er færdige skal de have overrakt først en bibel, så et certifikat og derefter gives præsteflippen på af de tilstedeværende presbytere. Nu er der gået næsten tre timer. Så er det presbyternes tur. Det tager også tid. Mange er kvinder, og deres mænd, hvoraf alle er præster, knæler bag konerne under forbønnen.
En stor forskel på den lutherske kirke og Brødrekirken kommer frem i ordination. Her er et af løfterne nemlig, at præsten vil tjene, hvor som helst Gud måtte kalde ham. I stifteren Zinzendorfs tid betød det, at man kunne udsendes til Afrika efter lodkastning. I dag betyder det, at biskoppen suverænt bestemmer, hvilken præst der tjener hvor. Man ordineres altså ikke som i Folkekirken til en menighed, men til kirken som sådan.
Efter alle er ordinerede, skal der overrækkes blomsterkranse, gaver og tages billeder. Det tager også sin tid. Og korene skal jo også have hver deres chance. Men færdige er vi ikke. For vi skal lige have tre kollektrunder, hvor alle kommer op foran.
Der kommer mange penge ind sådan en dag, og den ene kollekt er til renovering af den kirke, vi er i. Tiltrængt, uden dermed at sige noget ondt om bygningen. Men er vi så færdige?
Nej, for under kollekten kom der en masse viktualier ind. Ananas, majs, appelsiner, hjemmelavede koste, mangoer og en høne. Den prøvede at stikke af, men blev dog indfanget igen. Tingene sælges på auktion, som tager den sidste halve time af de fem en halv time, vi ender med at tilbringe i kirken. Bispefruen fik hønen i gave, formanden for synoden en sæk majs, også i gave. Missionærerne kom hjem med lidt for meget frugt. Man kan jo ikke være fedtet på sådan en festdag.
Nu var det ikke sådan, at man skulle tro, festen var slut. Da præsterne kom ud, blev de omringet af deres menigheder, som jublede, trillede med tungerne og dansede rundt om deres præst. Lastbiler blev fyldt op af alt for mange mennesker. Og vi kunne få os en tiltrængt kop kaffe fra termokanden inden maden. Fem en halv time. Masser af sang, masser af jubel, og stor glæde over 47 mennesker indviet til tjeneste i Brødrekirken.
Og som missionær må man begejstres. Det er jo derfor vi er her, for at uddanne præsterne til en gerning, de selv udfører langt bedre, end vi nogensinde kunne.
