Hvad er ægte frihed?
Poul Ivan Madsen er provst i Skjern provsti
Jesus sagde: I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie (Johannesevangeliet 8,32).
Hvad er frihed? Havde vi levet i et krigshærget land, havde vi nok ikke været i tvivl. Så vil vi blot ønske, at vi kunne få lov til at leve et sted, hvor død og ødelæggelse ikke var den barske virkelighed hver eneste dag.
Men i vore dages Danmark er friheden blevet en selvfølge for os. Vi har vanskeligt ved at forestille os, hvad det overhovedet vil sige at leve i ufrihed. For selv er vi jo frie til at gøre akkurat, som det passer os. Der er ikke ret meget, der lægger bånd på os og begrænser vore udfoldelsesmuligheder. Og det er uden tvivl et stort gode, som vi må huske at takke for. Men er det også ægte frihed?
Nej, ikke hvis vi spørger Jesus. For han har en helt anden opfattelse af, hvad ægte frihed er. I dagens tekst kommer en gruppe jøder og påstår over for Jesus, at de er frie, fordi de aldrig har trællet for nogen. Men Jesus er uenig og siger til dem, at Enhver, som gør synden, er syndens træl. Hvor frie de end påstod, de var, så var der alligevel noget, der bandt dem. Nemlig synden. Selv om de nok ønskede at gøre det gode, så kunne de ikke lade være med også at gøre det onde.
Sådan er vi mennesker. Selv om Gud har skabt meget godt i hvert eneste menneske, er der også meget ondt og forkert i vore liv. Ofte kommer vi til at svigte og begå uret mod vore medmennesker. Ofte kommer vi til at såre selv vore allernærmeste. Vi kan ikke lade være, hvor gerne vi end ville. Det er det, som Jesus her kalder synden.
skulle prøve det hele
Derfor er det spørgsmålet, om vi er så frie, som vi går og tror. For vel kan vi gøre stort set, hvad der passer os, men det er alligevel ikke nogen ægte frihed. Tværtimod kan en sådan frihed let føre til, at mennesker bliver både bastet og bundet. Tænk blot på alle dem, der i frihedens navn absolut skulle prøve det hele, også de hårde stoffer. Hvordan blev de ikke trælbundet i narkoens helvede!
frie som vi troede
Når vi i frihedens navn ønsker at gøre, hvad der passer os selv, så er det netop, fordi vi er uløseligt bundet af vor egen selviske vilje. Vi er ikke i stand til at elske vor næste, sådan som Gud vil, at vi skal gøre, og derfor er vi slet ikke så frie, som vi gik og troede.
Kun Jesus formår at sætte os i frihed. For da han døde på korset, borttog han alle vore mange fejl og synder. Alt det, der binder os og fører os ind i ufrihed under syndens magt, har han overvundet for vor skyld. Han har rakt os Guds tilgivende kærlighed og nåde, så vi aldrig mere behøver at leve i trældom under syndens magt. Derfor kan vi, når vi tror på ham, leve vort liv i ægte frihed.
bundet til ham
For ægte frihed handler slet ikke om at gøre, hvad der passer os. Den handler derimod om at være bundet til Jesus og hans gode vilje med os. Kun når vi er bundet til ham, kan vi have ægte frihed. Man kan altså godt være fri, selv om man er bundet. Det drejer sig bare om at være bundet til det rigtige. Bundet til den Gud, som elsker os og vil det bedste for os.
Tænk på en drage, der blafrer i vinden. Så længe vi holder et fast greb i snoren, kan den boltre sig i luften og nå store højder. Men giver vi slip for at gøre dragen virkelig fri, styrter den til jorden og mister sin frihed. Sådan er det også med os. Hvis vi kapper forbindelsen til Kristus, styrter vi til jorden. Så bliver vi igen bundet af vor egen selviske vilje. Så bliver vi bundet af syndens magt. Kun når vi er bundet til Kristus, ejer vi den ægte frihed.
Kristeligt Pressebureau