Ildsjæl fylder 60
Bent Christiansen er langt fra færdig endnu…Det har været et fantastisk spændende liv med masse af udfordringer, udbryder Bent Christiansen, forstander for International Apostolsk Højskole i Kolding. På lørdag d. 26. april fylder han 60 år. Og han har bestemt ikke tænkt sig at geare ned.
– Lige nu er jeg gennem skolen involveret i mission i det vestafrikanske land Togo. Og er ved at tage en to-årig akademilederuddannelse. Jeg skal jo have noget at gå op i på mine gamle dage, siger han.
Når han ser tilbage på sit liv, har han altid taget initiativ til noget, indtil andre kunne tage over. Det startede med Sommermission ud fra Apostolsk Kirke, derefter Euromission, hvor unge rejste Europa tyndt med det kristne budskab, senere oprettede han en årlig landslejr for unge på Efterskolen Kildevæld og sidst, men ikke mindst, startede han for seks år siden Bedehus Danmark en tværkirkelig bevægelse, der motiverer kristne til at bede for Danmark.
Bent Christiansen er født og opvokset i Sønderborg og blev kristen som 15-årig i bevægelsen Kristent Fællesskab. Her udviklede han sig hurtigt, godt hjulpet på vej af solid bibelundervisning som var og er kendetegnende for bevægelsen. Han kom hurtigt med i et tværkirkeligt ungdomsarbejde med bl.a. Blå Kors, Pinsekirken, Luthersk Missionsforening og Apostolsk Kirke. Det var også her han mødte sin kone Birthe, der er fra Indre Mission.
– Det fælleskirkelige arbejde har altid fascineret mig. Man møder mange forskellige kristne udtryksformer og ser helt nye sider af Gud.
Selv oplevede han noget helt nyt i det han kaldte Åndsdåben – en personlig påfyldning af Helligånden. Han tilsluttede sig Apostolsk Kirke i starten af 1970erne og blev dybt involveret.
– Jeg arbejdede på tegnestuer, hvor jeg konstruerede maskiner og beregnede. Men jeg gik ret hurtigt på halv tid for at få tid til det kirkelige arbejde. Chefen ville ikke gå med til det i første omgang, så jeg spurgte om han ville fyre mig. Det ville han ikke, i stedet fandt han en halvtidsplads til mig.
Han blev dog senere præst i Apostolsk Kirke i Brønderslev i 1978, forstander på Efterskolen Kildevæld i Kolding i 1984 og tiltrådte den nuværende stilling som forstander på International Apostolsk Højskole i Kolding i 1991.
Vil du altid være skolemand?
– Hele mit liv har jeg beskæftiget mig med mennesker. Jeg kan ikke finde noget der er mere udfordrende. Så jeg bliver nok ved med at hænge fast som skolemand.
Især nu, hvor højskolen via sine elever er engageret i mission i det fransktalende Vestafrika.
– I Togo har tidligere elever bygget en menighed op på 5000 medlemmer og er nu i gang med at starte en bibelskole med 46 elever. De ønsker, at vi fra skolen skal være deres åndelige fædre, og det er jo spændende. For vi ved at, i Afrika bliver alle bibelskoleelever menighedsplantere. Det kunne vi trænge til at se noget mere af herhjemme!
For at det kan ske, må kristne først og fremmest bede til Gud, mener Bent Christiansen. Han oplevede som forstander på Efterskolen Kildevæld, at underskud blev vendt til overskud, da lærerteamet bad til Gud.
– Vi havde i begyndelsen en årrække med underskud på flere hundrede tusinde. Det var en vanskelig tid. Så gik vi ind i intens bøn, og der blev der forløst noget i den åndelige verden. Pludselig kunne vi få ændret lånene, og vi fik mange elever. Og så fortsatte det med overskud år efter år.
60-årsdagen fejres bl.a. med Åbent Hus på højskolen i Kolding lørdag formiddag.
Svend Løbner