Kronprinsesse Mette-Marits salmer i sorg og glæde
Norge har en kronprinsesse, for hvem kristendom og kirke har betydning. Det fremgår af den nye cd, Sorgen og gleden.
Cden indeholder 11 salmer og til slut en tekstlæsning. Såvel salmer som tekst er udvalgt af H.K.H. Kronprinsesse Mette-Marit, og i det medfølgende teksthæfte skriver hun om, hvorfor hun har valgt netop dem. Disse begrundelser vidner om et positivt forhold til kirken.
Melodierne er i de fleste tilfælde ikke kendt for os i Danmark; undtagelserne er Jeg er i Herrens hender, Tryggare kan ingen vara (Ingen er så tryg i fare) og Gud signe vårt dyre fedreland (Den signede dag). På cden er også Måne og sol, Kingos Sorgen og gleden og Brorsons Mit hjerte altid vanker, men melodierne er svensk folketone eller præget af samisk tradition (Måne og sol).
Arrangementerne er overvejende let rytmiske, ofte i retning af det jazzede, fint understøttet af klaver, bas og trommer og med en stemning af indadvendt blues. De 11 salmer synges af 11 forskellige solister, og de gør det godt, men et højdepunkt er dog to salmer, der skiller sig lidt ud: Først No stig vår song, vår takk til Gud, som blev skrevet til den norske konges 70 års fødselsdag; her medvirker Det Norske Jentekor, og det er en fryd at lytte til. Den anden er Lite barn som kommer, skrevet til Mette-Marits søns, Magnus dåb; det er en meget smuk og enkel salme, og hun skriver om den, at mens den blev sunget i forbindelse med dåben, blev Magnus, der ellers havde grædt meget, helt stille.
Kronprinsessen, der til slut læser fra Prædikerens Bog, har været med til at producere cden, så hun har sat sit ganske personlige præg på den.
Som helhed stimulerer cden til stille eftertænksomhed – og det er salmer, der taler stærkere og stærkere for hver gang, man lytter til dem.
Niels Jørgen Vase
Sorgen og gleden 51 min. 149 kr.
Kirkebutik.dk-pris: 140 kr.