Lidt for meget menneskelig gudstjeneste?

Menneskelig gudstjeneste er titlen på en halvtung afhandling af den svenske dr.theol. Martin Modéus, der er „stiftsadjunkt for gudstjenestefornyelse i Stockholm stift“.Bogen er et forsøg på at vise, hvordan gudstjenesten kan gøres mere menneskelig og varm for at skabe større lyst til at deltage i den og dermed forhåbentlig få flere i kirke. Der er mange gode tanker om og forslag til menneskelige gudstjenester, hvor der fokuseres på relationen til Gud, til næsten og til en selv og på de ritualer, der som udtryk for nogle grundlæggende behov bliver samlingspunkter for nævnte relationer. Modéus formulerer det sådan i indledningen: „Ritualet er en Guds gave til at hjælpe mennesker til at møde sig selv, deres medmennesker og Gud. Gennem ritualerne skaber vi fysiske og mentale rum, hvor vi kan tage plads i disse grundrelationer i livet.“
Modéus går meget grundigt og ganske pædagogisk til værks i sin udredning af gudstjenesten som relation og ritual; men undervejs kan den tanke godt dukke op, om ikke den teologiske doktors bestræbelser på at skabe menneskelige – „populære“ – gudstjenester kan foranledige, at man bliver lidt for meget optaget af at imødekomme menneskelige behov og skabe rammer for gudstjenesten på menneskers præmisser. Inspiration til gudstjenestefornyelse kan der dog alligevel hentes i bogen, der som efterskrift har en „Replik til de danske forhold“ af lektor ved Institut for Præsteuddannelse Anita Hansen Engdahl.
NJV

Martin Modéus: Menneskelig gudstjeneste
– Om gudstjenesten som relation og ritual
334 sider • 298 kr. • ALFA