Kunst-tema
Når troen koster dyrt

Hun voksede op som traditionel muslim i Azerbaijan, men måtte flygte, da troen på Jesus kom ind i hendes liv.Nargiz arbejder i Danmark og drømmer om at blive en dygtig kunstmaler. Men for blot fire år siden så situationen anderledes ud.Når man møder Nargiz, oplever man en smilende, udadvendt pige, som gennem sine malerier formidler et tankevækkende budskab om Jesus. Hun har på egen krop mærket, at troen kan koste dyrt. Men forfølgelse og trusler skræmmer ikke den unge kvinde fra at fortælle om sin tro.

De fremmede

Nargiz er vokset op i et komponist-hjem med flygel i stuen. Begge forældre underviste på musikkonservatoriet i en storby i Azerbaijan.
Men en dag i 1994 begyndte deres liv at tage en helt ny drejning.
– Min far mødte nogle udlændinge fra England og Norge, som var meget interesserede i hans musik. De var med i en organisation, som uddelte flygtningehjælp pga. krigen mellem Armenien og Azerbaijan. Han inviterede dem med hjem, fortæller Nargiz.
Familien vidste ikke, at Nargiz mor om natten havde haft en drøm om en fremmed mand, der bankede på døren. Han havde en bog i hånden og efterlod den på flyglet, da han gik. Dagen efter kom udlændingene på besøg, og da de var gået, fandt familien en bog på flyglet med et kors på.

Interesse for Bibelen

Familien og udlændingene udviklede et godt venskab. Nargiz’ forældre fandt senere ud af, at de var missionærer.
– Jeg kan huske, at vi var nysgerrige over, at de fremmede kom til vores land. De prædikede ikke en masse , men viste med deres liv, at de troede på Gud og næstekærligheden. Det vakte vores interesse, og vi sagde ja til bibelstudium i vores hjem. Det førte til, at vi i 1997 blev døbt, siger hun.

Problemer i farvandet

Familien åbnede en lille husmenighed og begyndte at invitere venner og bekendte til at studere Bibelen.
– Vi vidste ikke, at det vi gjorde var farligt. Far skrev jo musik, og organisationen inviterede det norske gospelkor ”Skruk” til Arzabaijan. Derefter åbnede medierne ild mod os og skrev, at far spredte propaganda.
Det førte til, at det hemmelige politi indkaldte far til forhør tre gange. Sidste gang truede de os på livet.

Flugten til Norge

Familien flyttede til en anden by og havde fred en kort tid. Men da deres sag var offentliggjort, tog et talkshow Nargiz’ fars tro op og ringede hjem til dem. Herefter blev familien bange og kontaktede missionærerne for at få hjælp. Nordmændene hjalp Nargiz’ far til et organistjob i Norge i 2003. Mens resten af familien måtte blive i Azerbaijan, indtil hans prøvetid på seks måneder var overstået.

Forfølgelsen tiltager

Nargiz’ mor begyndte at få mystiske opringninger med trusler og skældsord.
Kort tid efter blev Nargiz’ bror overfaldet og sat i fængsel på falske anklager.
– Min mor ringede til far, og han fandt en højskole i Norge, som min bror blev meldt ind på. Da det lykkedes at få ham frigivet, flygtede han også til Norge, mindes Nargiz og fortæller, at hun blev det næste offer.
– Jeg gik på universitetet og læste indretnings-design. Jeg opdagede, at forskellige biler skyggede mig, og jeg måtte hver dag tage forskellige veje frem og tilbage. Det var meget uhyggeligt. Der gik ikke lang tid, før jeg også begyndte at få mystiske opringninger. Til sidst vendte folk os ryggen, og mor blev fyret. Da far endelig blev godkendt til at arbejde i Norge, flygtede min mor, søster og jeg også ud af landet.

Udvist fra Norge

Problemerne stoppede ikke i Norge. Nargiz’ mor og søster fik opholdstilladelse, men Nargiz og hendes bror blev udvist på trods af, at de løb en risiko ved at tage til Arzabaijan.
– Missionærerne kendte en kristen højskole i Danmark. Vi ønskede ikke at forlade vores familie i Norge, men det var vores eneste udvej, siger Nargiz.
Søskendeparret kunne ikke søge stipendium fra Norge, de skulle til den danske ambassade i Azerbaijan.
– Heldigvis havde Danmark ingen ambassade i vores hjemland, så vi blev sendt til den danske ambassade i Tyrkiet, hvor vi boede i tre måneder. Derefter kom vi til Danmark i 2004, som jeg kun kendte som H.C. Andersens land, ler Nargiz.

En ny kunstverden

Maleriet hedder: Fra mørket til lyset/Gennem trængsler.

På højskolen tog alle varmt imod Nargiz og hendes bror.
– De var enormt søde og meget tålmodige. Alle mine fordomme blev brudt. Jeg ville nok have mistet modet, hvis ikke det havde været for højskolen, siger hun.
Nargiz meldte sig ind på den kreative linje og opdagede sit talent for kunst. Det åbnede en ny dør for hende.
– Jeg bruger billederne til at fortælle om min tro. Jeg havde et større projekt, hvor jeg skulle male Jesus på et stort lærred. Folk var vilde med billedet. Da gik det op for mig, at jeg virkelig kunne male. Siden har jeg fået mange bestillinger, fortæller Nargiz.

Kunst med budskab

Nargiz har snart været i Danmark i fire år og har planer om at læse videre.
– Jeg brænder meget for at male, men jeg synes ikke, at jeg maler professionelt nok. Derfor vil jeg gerne læse kunst, så jeg kan dygtiggøre mig, siger hun.
For Nargiz handler kunsten ikke kun om at male. Hun ønsker at formidle et budskab gennem sine malerier.
– Når man siger ja til at følge Jesus, har man ikke valgt den letteste vej, men den smalle vej. Det handler ikke bare om at følge mainstream-kristendom. Guds åbenbaring sker ikke automatisk, den sker ved, at man studerer hans Ord. Hans kraft er der både i gode og vanskelige situationer, siger hun og tilføjer:
– Jeg har oplevet, at Gud altid har været med mig. Man bliver stærk i magtesløshed! Da jeg havde det sværest, greb Guds Ånd mig. Man kan opleve ham fysisk – også gennem mirakler, slutter hun med et varmt smil.