Udholdende – udfriet

Tankevækkende bog for „lænestolskristne“ om den forfulgte kirke.Der er udkommet en bog af overordentlig stor betydning, og den skal læses af alle – uanset tros-retning. Andet er der sådan set ikke at sige om dén sag. Det gør vi så alligevel.Ronald Boyd-MacMillan har som journalist og forfatter arbejdet for Open Doors International – i Danmark kendt som Åbne Døre – siden 1982. Han har besøgt forfulgte kristne verden over og ikke alene talt for med-følelse, men nok så meget med-lidelse med dem. Han har gjort den erfaring, at de ville være mere bekymrede, hvis de ikke blev forfulgt; de ser lidelsen som en velsignelse og beder for Vestens kristne, at også de må opleve forfølgelse.
Det er en indgangsvinkel, der nok kan få det til at gibbe i en og anden lænestols-kristen, men Boyd-MacMillans bog er fuld af den slags tankevækkere og øjenåbnere.

Manden bag vækkelsen i Kina?!

En af dem præsenteres allerede ved bogens start; her besøger han en lille kinesisk hus-menighed, der netop er ved at afholde en fest til minde om den mand, som har skabt den største, kristne vækkelse i landets historie. Nysgerrigt spørger Boyd-MacMillan ind til, hvem denne person dog er og får at vide, at det er Mao Zedong. Ja, dén Mao!
Den kinesiske broder peger på, at man ifølge Mao skulle oprette himlen på jord, gøre det ved sandhedens hjælp og ved tro alene, og ligeledes stillede Mao et evigt Kina i udsigt. Mao skabte således et samfund af tilbedende (omend ikke-religiøse) mennesker, og da målet for deres tilbedelse døde, begyndte de længselsfuldt at søge efter en ny gud. – I dag regner man med, at der alene i den seneste generation i landet er opstået en kirke med flere medlemmer end indbyggere i Storbritannien!
Forfatteren erindrer sig den lille irritation, der voksede frem i hans indre:
„Dette var et spændende perspektiv på de kinesiske kristnes lidelser, men hvorfor var jeg aldrig før blevet præsenteret for det? Hundredvis af kristne fra Vesten havde gennem årene besøgt Kina, men den vinkel på det hele … havde jeg aldrig set på tryk“ (s. 16).

Guds vejviser – i de forfulgte

Nok er der historier om martyrium og udfrielse i Boyd-MacMillans bog, men nok så meget historier om udholdenhed: i Irak, Colombia, Mexico, Kurdistan, Pakistan, Etiopien, Indien, Sri Lanka. Vigtige historier, ikke alene i kirkeligt, men også i menneskerettig-heds-perspektiv. Boyd-Mac-Millan får det hele med; det er en utroligt vidende, engageret og velskrivende, undertiden bidende fører, man som læser overgiver sig til.
Og gør det gladeligt. Også fordi bogen er så perspektiv-rig: Broder Andreas kalder i forordet den forfulgte kirkes kraft „Guds middel til at vise … andre Kristi vej“ (s. 7).
Udover en rundrejse i kristen-forfølgelsernes geografi behandles fx også spørgsmål som, hvordan de forfulgte kan hjælpes („den svære kunst at gøre mere gavn end skade“), og hvilken lære vi kan drage af deres situation.
Som sagt en bog for alle trosretninger – men lad det være sagt uden forbehold: Enhver med interesse i samfundsforhold og menneskerettigheder kan roligt læse med. Ingen går hverken uberørte eller uvidende bort fra denne bog.
Stor tak til Lohse for at have formidlet bogen ud i fornemt udstyr og i Helge Hoffmanns lige så fine oversættelse!

Ronald Boyd-MacMillan:
Når troen koster mest
360 sider • 300 kr.
Lohse