Jürgen Habermas: Vi må anerkende tro
Religion er kommet for at blive i det offentlige rum. Udfordringen er gensidig anerkendelse mellem religionerne. Men også de verdslige må anerkende de religiøse, sagde Jürgen Habermas en af det 20. århundredes største tænkere på besøg i Århus.Muhammed-tegninger, tørklædedebat og Anders Foghs religionsudrensning til trods: Religion har en stigende påvirkning i samfundet. Det var en af konklusionerne ved en konference om Religion i det offentlige rum på Aarhus Universitet onsdag d. 14. maj.
– Vi lever i et post-sekulært samfund, erklærede en af vor tids fremmeste filosoffer og sociologer, Jürgen Habermas.
– Vi troede i lang tid, at det religiøse USA var undtagelsen, der bekræfter reglen. Men nu er USA blot et spejlbillede af, hvad der foregår af religiøse spændinger i Europa, sagde han.
Udfordringen i det efter-verdslige samfund er ligeværdighed og gensidig anerkendelse, både mellem religiøse og verdslige mennesker og mellem religiøse mennesker indbyrdes. Det er en læreproces, som forudsætter god vilje fra alle sider, var både Jürgen Habermas og hans tre teologiske respondenter enige om.
Jürgen Habermas regnes som en af det 20. århundredes største tænkere. Han tilhører den sidste generation af tyske lærde, som oplevede 2. verdenskrig. Han har været professor i filosofi i Heidelberg og i Frankfurt og har ledet et forskningsinstitut om livsbetingelserne i den teknologiske verden. Forfatterskabet bevæger sig i området mellem filosofi, sociologi, politik og retsteori.
Jürgen Habermas er kendt for sin teori om den herredømmefri samtale båret alene af argumenternes egenkraft. Teorien er udviklet til også at dække fornuftig argumentation i det offentlige rum som grundlag for demokratiet. Det var derfor ikke underligt, at auditoriet på Teologisk Fakultet i Århus var fyldt til bristepunktet til hans oplæg.
Dagen blev indledt af lektor Peter Lodberg:
– Er religion blevet en ballademager i samfundet, eller er det et værdigrundlag og måske endda også en mulighed for heling? Er religion kun noget, der skal komme til udtryk i privatlivet, eller kan samfundet drage fordel af religion i politik?
– Jürgen Habermas er erklæret optimist hvad angår genoplivningen af debatten i det offentlige rum, fortsatte han.
– Vi bevæger os fra et samfund alene baseret på ateistiske og kulturelle værdier til et samfund, hvor alle også religiøse får lige rettigheder og pligter. Dette samfund kalder Habermas for det post-sekulære samfund. Altså det efter-verdslige. Denne betegnelse har han fået meget kritik for.
Og netop det efter-verdslige samfund var emnet for Jürgen Habermas indlæg:
– Det moderne samfund er ikke længere kun defineret af videnskab og teknologi. Udviklingen har efterladt samfundet med en masse sociale subkulturer, og sammen med øget velfærd har det skabt en øget efterspørgsel efter tryghed.
Det er her, religionen kommer ind, mener den 78-årige filosof:
– Religion er igen begyndt at gennemtrænge samfundet. Ikke mindst på grund af indvandringen de seneste 40-50 år er europæere nu nødt til at finde ud af, hvad de selv tror på.
– Troen er blevet mere personlig. Europæere behøver ikke fundamentalister til at minde sig om deres egen relativitet i lyset af den globale horisont.
– Religion får større og større indflydelse i samfundet. Også kristne kirker har lært at gebærde sig i det offentlige rum og diskuterer nu åbent deres holdninger til fx abort, dødshjælp og dyrebeskyttelse.
Religiøse mennesker er gået fra at være tilskuere til at blive deltagere og spørger sig selv: Hvilke ønsker har vi, og hvilken respons kan vi forvente af andre? Det er lige her, balancen mellem det private og offentlige rum ligger, pointerede Habermas:
– Når muslimer ønsker et bedehus er det så ikke et fair ønske? Derefter går de videre og vil bygge en moské. Men hvad så, når deres budskaber udfordrer demokratiet?
– Enhver har ret til at udøve sin tro. Men man har samtidig pligt til at respektere andres tro. Det er det, vi kalder tolerance. Og det kan vi ikke lovgive om; det er noget, der bør praktiseres i hverdagslivet.
– Vi må give hinanden gensidig anerkendelse. Vi behøver ikke at kunne li alting ved hinanden, men vi skal anerkende, at alle parter har lige rettigheder. I et inkluderende samfund bør alle kunne komplementere hinanden.
Det gælder også politisk, mener Habermas:
– Integrationen vil ikke lykkes, hvis vi ikke også inkluderer de religiøse minoriteter i politik. Ikke deres organisationer, men individuelle personer, som er repræsentative for minoriteterne. Vi må se i øjnene, at muslimer ikke kommer til at blive integrerede i samfundet, uden at de tager deres religion med.
– Det drejer sig om fælles medborgerskab, hvor alle respekteres som ligeværdige i samfundet. Her har mange muslimske samfund stadig en lang proces foran sig. Der må ske en mentalitetsændring, og den kommer først efter en læreproces, fortsatte Habermas og kom med en finte til kirken:
– Når vi diskuterer deres forhold til begrebet lov, skal vi som kristne huske vores egen kirkelige baggrund, hvor loven bl.a. har en fremtrædende plads i den katolske kirke. Derfor er løsningen ikke at diskutere lovforståelsen, men at holde den inden for sit eget religiøse samfund. Udfordringen er derefter at retfærdiggøre sine holdninger overfor samfundet i et ikke-religiøst sprog, som alle kan forstå. Og det kan gøres med de etiske og moralske værdier, mener Habermas.
Det er en gensidig læreproces for alle parter. Den er et must – også for sekularisterne, pointerede han:
– Verdslige borgere må møde deres religiøse medborgere i øjenhøjde og hverken ignorere eller nedvurdere dem. Det er udfordringen i dag: At leve sammen som selvreflekterende borgere i gensidig anerkendelse.
