Feltpræst: Elsk også fjenderne
Christian Ulrich Terp er dansk præst i Slesvig og feltpræst ved Hærens Operative KommandoNår man som præst færdes sammen med danske soldater på udenlandske missioner, som jeg gjorde det i Afghanistan i 2006, så tales der lige ud af posen. Måske også for at prøve præsten lidt af. I al godmodighed forstås.
– Hvorfor er du med præst, og bevæbnet? Du må vel ikke slå ihjel?
Til det må jeg selvfølgelig svare, at jeg er helt på det rene med, at jeg ikke må slå ihjel.
– Men det må I jo heller ikke, selv om I er soldater, er det så min tur til at svare igen.
– Ingen mennesker må slå ihjel. Hverken præster, soldater eller politifolk, som har retten til at forsvare sig på deres side. Eller voldsmænd og mordere, som har ondt i sinde; og heller ikke mennesker, som uagtsomt bliver skyld i, at et andet menneske mister livet, eller mennesker som vælger at tage deres eget liv.
Men for den, der har en soldats embede, for nu at bruge Luthers benævnelse, befinder man sig i den konflikt, at skulle sætte sit liv på spil for at bekæmpe en fjende og eventuelt tage sin fjendes liv for at sikre freden.
Og for præstens vedkommende gælder den samme menneskelige virkelighed og ultimative etiske konflikt. Der findes ingen retfærdiggørelse af krig, kun forklaringer. Det er dette uløselige dilemma, – at det altid er mennesket selv, der er problemet – som udtrykkes med det bibelske ord, – synd.
Det var denne urgamle og kun alt for velkendte menneskelige virkelighed, som Jesus henviste til, når han citerede den gamle religiøse tradition: at man skulle elske sin næste og hade sin fjende.
Men det er ikke dette gamle, der kan forandre verden og skabe nyt liv. At leve efter dette princip, tand for tand, øje for øje og liv for liv, det kan enhver finde ud af. Den kærlighed, som kun gælder den, man er ven med på forhånd, den kan enhver finde ud af. Det fører ingen vegne.
Den eneste mulige forandring og det eneste, der radikalt ændrer livets vilkår, er at elske sin fjende på samme måde, som man må gå ud fra, at man elsker sig selv og sit eget liv.
er min næste
Næsten er ikke bare min ven og frænde, men ganske enkelt det menneske, som jeg er den nærmeste til at være medmenneske for. Ven og fjende skal blive hinandens næste.
Så det at elske dem, som man selv synes er ens kærlighed værdig, det har intet at gøre med den kærlighed, som Jesus taler om, og som han forkynder er Guds svar på menneskers selviskhed.
Derfor er livet aldrig fred og ingen fare, men altid anfægtelse. Fortvivlelsen over at måtte erkende, at det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg; og det gode, som jeg skal gøre, det gør jeg ikke.
Det kan en soldat og ethvert andet menneske godt se. Og enhver af os kan se, at vi ikke har vilje til at gøre det, der kræves af os.
Men Jesus gør det. Han lever tilgivelsen af sine fjender helt ud og går på forudsigelig menneskelig vis til grunde i denne kærlighed. Han dør af at gøre det, som er kærlighedens menneskelige fuldbyrdelse.
I har hørt, at der er sagt! Det var det gamle, som aldrig kan føre os andre steder hen end der, hvor vi allerede er.
Men jeg siger jer! Det er det nye ord, som skal pege på det eneste, der kan frelse os fra os selv. Gøre det modsatte af, hvad vi altid har gjort; elske fjenden og tage krig af dage med kærlighedens magt.
Elsk din fjende! så er det sagt; og det er det, præsten skal forkynde, også selv om det ikke vil lykkes. Guds Ord falder som regnen; både over retfærdige og uretfærdige.
Derfor er præsten med sammen med soldaterne. De er nemlig også en slags mennesker som alle andre.
Kristeligt pressebureau
