Fordi jeg siger det!

Hvis der er noget, jeg ikke kan have med at gøre, så er det, når folk besvarer spørgsmål med fordi! – eller fordi jeg siger det!Det er noget så frustrerende. Det er virkelig de færreste spørgsmål, hvor sådan et svar er bare tilnærmelsesvist fyldestgørende. Alligevel hører man det ofte, dog for det meste sagt til børn. Lige netop i den sammenhæng kan jeg godt forstå det – og er vist også skyldig i selv at have sagt det. Det kan altså være utroligt svært at give børn en begrundelse for, at de ikke må gøre, hvad der passer dem. Man prøver at appellere til dem med logik, uden effekt. Man prøver at hæve stemmen, uden effekt. Og til sidst kommer man så med den totale fallit-erklæring: Fordi jeg siger det!

Et eksempel:
Der er en time til aftensmaden, og det barn, du passer, vil have småkager. Du svarer:
– Nej, ikke nu. Vi skal snart spise.
Barnet: – Jeg kan sagtens spise igen om en time.
Du: – Det kan godt være, men du skal ikke have små
kager nu.
Barnet: – Jamen hvorfor ikke?
Du: – Fordi du slet ikke har godt af så meget sukker.
Barnet: – Det er jo ikke særlig meget… Kom nu.
Du: – Nej!
Barnet: – Hvorfor?
Du: – FORDI JEG SIGER DET!

Der er rigtig mange grunde til, at barnet ikke skal have lov til at spise småkager før aftensmaden, men det kan man ikke få det til at forstå.
Sådan tror jeg også, det er med Gud en gang imellem. Fx i forhold til sex før ægteskab. Det kan måske være svært at forstå, at det skader nogen, hvis man fx er forlovet med en, man er sikker på, at man skal giftes med.
Hvad er så problemet? tænker mange.
Sådan er der mange ting, vi ikke forstår.
Jeg har valgt at prøve at slappe af og have tillid til, at den almægtige Gud, himlens og jordens skaber, nok har en rimelig god idé om, hvad han laver. Derfor kan jeg godt acceptere et ”fordi jeg siger det” – når det kommer fra Gud.