Men hvem tror I, jeg er?
Anni Louise Albæk er
gadepræst for unge i ÅrhusKvinden kigger på mig med store, brune øjne. Hvem er du? spørger hun vedholdende.
Foto: Jon Holm-Pedersen, Bylines.dk
Hun er klædt i en slidt sari og har en tatovering på armen, hvor der står Osho (navnet på en nu afdød indisk guru med mange tilhængere). Vi er i Indien, nærmere betegnet Sydindien. Jeg er stødt på denne gamle dame tæt på et meditationscenter, og vi er faldet i snak. Midt under samtalen standser hun op og stiller mig spørgsmålet: Hvem er du? Jeg står rådvild og ved ikke helt, hvilket svar hun forventer. Hvem er jeg? Præst, kvinde, datter, søster, dansker, mørkhåret alt sammen rigtigt, men er det de oplysninger, hun søger? Da hun kan se, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare, begynder hun at fortælle, hvem hun selv er.
I søndagens tekst er det samme spørgsmål på spil. Det handler om, hvem Jesus er. Men det er ikke et spørgsmål, der bliver stillet Jesus, men derimod et spørgsmål, som Jesus stiller sine disciple. Hvem tror I, jeg er?
Hvem er han, ham Jesus? Der er mange holdninger og meninger om, hvem Jesus var og er. Var han blot en profet i en række af profeter, var en han klog mand med succes eller var han Guds Søn?
Det er et spørgsmål, som Jesus nu nok selv kunne svare på, men han vælger at spørge. Så i stedet for selv at fortælle hvem han er, lægger han svaret i hænderne på sine disciple, sine rejsefæller de mennesker, der er tættest på ham, sine venner. Men I, hvem siger I, at jeg er?.
Simon Peter svarer Jesus. Et kort svar. Et enkelt svar. Du er Kristus, den levende Guds Søn. Verdens første og mest enkle bekendelse. Simon Peters svar fortæller, at Jesus er mere end en profet og visere end en klog mand med succes. Han er Guds egen Søn han er Kristus.
Det er ikke afgørende, at Jesus kan forklare, hvem han er, men afgørende, hvem disciplene siger, han er. Og det er afgørende, hvem vi siger, han er. For det er ikke ligegyldigt, hvem og hvad vi bekender os til. Det betyder noget. Det gør en forskel, at man som menneske bekender sig til Jesus og siger højt, at han er Kristus, den levende Guds Søn. Jesus er mere end en historisk fortælling eller endnu én i rækken. Han er den ene den eneste. Han er Guds egen Søn, der ikke blev væk fra verden, men gik ind i verden. Levede i verden, græd i verden, lo i verden, led i verden og endte med at dø i verden. Jesus var Guds levende Søn. Og det er ham, vi skal bekende os til.
Bekendelsen til Jesus Kristus er en overgivelse til ham. Vi giver os selv til ham. Vi lægger vores liv i hans hænder, og han tager imod os i kærlighed. For Gud sendte ikke sin Søn her til verden for at dømme den, men for at frelse den, af kærlighed til verden, til mennesker til os. Gud lover os gennem Jesus Kristus, at han vil blive ved med at elske os. Selv når vi svigter, vender ryggen til Gud og benægter alt kendskab til Gud, elsker han os. Han holder fast på os, når vi selv slipper taget. Han holder fast i os og holder af os.
I dagens evangelium giver Jesus et tilsagn om, at det er på Peters bekendelse, kirken skal bygges. Det er selv samme Peter, der senere benægter al kendskab til Jesus, ikke en, ikke to, men hele tre gange vender Peter ryggen til Jesus. Peter svigter i det afgørende øjeblik og slipper taget i Jesus. Men kirken skal alligevel bygges på hans bekendelse. En bekendelse, der er Peters overgivelse til Jesus som den levende Guds Søn.
Helt frem til i dag bekender vi det samme i kirken. Kirken er bygget på Peters bekendelse den dag, og når vi står sammen og bekender den kristne tro højt i kor, siger vi samtidig, at vi hører til hos Gud. Vi bekender, at vi tror på en Gud, der lytter til os, når vi bekender os til ham. Vi tror på en Gud, der ikke svigter os.
Kristeligt Pressebureau
