Ny dåbsklub på vingerne

’Englebisser’ vil inddrage både kirke, faddere og forældre i oplæring af børn efter dåb.To søde og frække engle af rafaelisk tilsnit viser, at her er kirken gået nye veje for at formidle det kristne budskab til børn. ’Englebisser’ hedder en ny folkekirkelig dåbsklub fra Religionspædagogisk Center, der vil bringe dåbsoplæringen helt ind i børneværelset. Det sker med både børnebøger, bogstøtter og dåbslys.
For børn formes bedst gennem højtlæsning i en intim og tryg atmosfære, fortæller centrets formand Jesper Stange:
– Dåbens betydning rækker ud over selve dåbsdagen, og vi må i fællesskab prioritere den efterfølgende dåbsoplæring, så kristendommen på en naturlig måde får rum i børnenes hverdag. Noget af det mest formative samvær, børn og voksne oplever, foregår i rolige stunder med tid til højtlæsning.

Stafetten gives videre

Dåbsoplæringen skal ideelt foregå som et samarbejde mellem kirken, fadderne og familien. Men det kan være svært i en travl hverdag. Derfor virker konceptet Engebisser som en ”stafet”, der går fra kirken til fadderne og familien:
– Forløbet iværksættes, når kirken forærer dåbsforældrene den anmelderroste ’En lille bog om Fadervor’. Dernæst sendes ’stafetten’ videre til familien eller fadderne, der kan vælge at forære barnet et sæt bogstøtter, to religionspædagogiske børnebøger og et dåbslys. På dåbsdagen kan man derefter de næste fire år give en gave, hvorved boghylden kommer til at indeholde minimum 11 børnebøger, som på hver sin kvalitative vis udfolder kristne temaer i børnehøjde, forklarer Jesper Stange.
Et eksempel er billedbogen ’Det største brøl om Tigeren Tuck’, der lærer, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles – præcis som der står i evangelierne.
/sl