Poul gad ikke gå i kirke

Men til sidst talte Gud til ham – og sammen
med Elsie oprettede han Sarons Slette med
et stort nødhjælpsarbejde og bibelcampingI Gatten ved Farsø ligger Himmerlands Golf and Country Club, som i dag ejes af Lars Larsen. Det er Nordeuropas største golfbane. Lige ved siden af ligger en bibelcamping med en meget spændende historie. Da Elsie og Poul Thomsen i 1968 flyttede tilbage til Jylland efter nogle år i København, købte de en gård i Gatten i Vest-Himmerland.
– Inden længe købte vi en gård mere, byggede flere stalde og udvidede på enhver måde, fortæller Poul.
– Men jeg mistede arbejdsglæden og initiativet til at drive gården. Det var en meget svær tid…

– Jeg er vokset op i et kristent hjem og oplevede at blive frelst, da jeg var 16 år. Og det har jeg aldrig været i tvivl om, fortæller Poul.
– Vi kom også i en kirke. Men jeg oplevede, at man nok læste fra Bibelen, men sagde noget andet, når man prædikede. Man tog ikke konsekvensen.
Når man fx kom til Guds undere og mirakler, så betød de kun, at træerne sprang ud om foråret og at blomsterne blomstrede…, husker Poul.
– Det vendte sig fuldstændig på tværs i mig: ”De tror åbenbart ikke på det, de prædiker om”, tænkte jeg. Det endte med, at jeg til sidst holdt op med at gå i kirke.

Men Elsie og Poul fik kontakt med nogle kristne, som mødtes til ”fornyelsesmøder” i en spejderhytte ved Ålestrup.
– De tog Gud på ordet, de handlede, og nogle blev guddommeligt helbredt. Jeg hørte også første gang i mit liv tungetale. Det greb mig, og jeg bestemte, at dét ville jeg have tag i, fortæller Poul.
Men så let gik det ikke.
Selv om han og Elsie gik til forbøn, skete der ikke noget synligt i deres liv.

Poul konkluderede lidt fornærmet, at Helligånden åbenbart kun var for de andre. Da der var kristne teltmøder i nærheden om sommeren, ville Poul ikke med.
– En aften kom min kone hjem med hele to præster, og vi skulle have kaffe.
Jeg betragtede stadig mig selv som kristen, jeg gad bare ikke gå med til møder, der ikke var noget i.
Det som de forkyndte til teltmøderne var, at vi skulle have del i Helligåndens kraft, som mange mennesker måske ikke havde rigtig tag i – vi havde i hvert fald ikke.
Vi bad igen sammen med de to præster, og jeg kan huske, at jeg bad ”Kære Jesus, vil du ikke godt gøre sådan, at vi snart må blive døbt med den Hellige Ånd, som der står beskrevet i evangelierne og Apostelens gerninger.”
Heller ikke der skete der noget, – men et par dage senere spurgte min kone, om jeg ville med på Markuskirkens bibelcamping i Ålborg.
Jeg holdt jo af min kone og gjorde det for hendes skyld.

– Og der på platformen begyndte der at ske noget.
Det var ligesom, at det var Guds direkte tale til mig, ind i mit hjerte, i vores situation. Alt, hvad der foregik, var direkte ind i vores hjerter.
Vi fik et revolutionerende møde med Jesus, og alt det, der så håbløst ud, blev forvandlet til muligheder.
Alt det, der virkede mørkt, blev forvandlet til lys. Jeg kan ikke forklare det, men det ændrede fuldstændig vores tilværelse. Og effekten af det er ikke stoppet, konstaterer Poul nu 28 år efter.

– Da jeg kom hjem, oplevede jeg, hvordan Gud talte til mig gennem Bibelen på en måde, som jeg ikke har oplevet tidligere. Specielt når jeg tidligt om morgenen gik og malkede, fortæller Poul.
– Hvordan taler Gud?
– Det er som regel ikke med en hørbar stemme. Men han talte i mine tanker, så jeg fik en overbevisning om, at det kom fra Gud.
Han underviste mig og viste mig ting, som jeg næsten ikke kunne tro, skulle ske for mig.
Det var en god tid, men også en tid, hvor jeg ind imellem tvivlede og ligefrem bad Gud om tilgivelse for at have så tåbelige tanker…

Hvad viste Gud dig?
– At vi skulle starte en fælleskristen bibelcamping. Og at jeg rejste rundt i Østeuropa fra gruppe til gruppe i forskellige lande. Men jeg kunne jo hverken engelsk eller tysk. Hvordan skulle det kunne ske? Mange andre ting, jeg fik vist, var dengang utænkelige.
– Det, Gud talte, var en overbevisning i mit indre. Det stod printet inde i mig, at sådan var det. Men det næste øjeblik tog så hjernen over, og jeg tvivlede.
For mig er det ikke normalt at høre Guds hørbare røst – jeg har prøvet det et par gange, men her var det en indre røst – man ved bare, det er sådan. Og det var jo voldsomme løjer, hvordan skulle jeg håndtere det, hvem skulle jeg dele det med?

– Mange gange, når Gud havde talt, tænkte jeg ”hvad vil min kone nu sige til det her?” – Men når jeg så fortalte det til hende, svarede hun ”det ved jeg godt”. Det var vidunderligt. Hun ventede på, at jeg skulle komme og dele det.
Andre gange kunne hun kun sige, at det troede hun ikke på. Nogle gange havde hun ret, andre gange ikke.

Elsie og Poul gik nu i gang med at planlægge den første fælleskirkelige bibelcamping i 1983, dvs. med talere og deltagere fra forskellige kirker.
– Det gik utroligt godt. Mange kom, en del blev frelst og døbt med Helligånden, nogle blev helbredt, husker de. Men de undgik ikke problemer:
– Et år i 1992 var det så svært, at vi gav op. Vi gennemførte den annoncerede camping, men på et møde med medarbejderne om aftenen, ville vi bekendtgøre at vi sluttede. Men den selv samme dag sendte Herren to på min vej og gjorde mig begribeligt, at vi ikke skulle stoppe.
Så det blev et helt andet møde. Jeg delte, hvad jeg havde været igennem, og det blev til en ny start, en ny sammenrystning af medarbejderne.

– I mit hjerte hed campingen Sarons Slette fra starten, men vi startede med at holde bibelcamping på en anden mands jord.
Vi havde gårddrift, da vi startede, og var derfor nødt til at starte på anden mands jord, men det lykkedes os til sidst at overtage jorden. Og fra da af, efteråret 1987, hed det Sarons Slette.
Et år ledte Gud os til at rejse til Sarons Dal i Norge – Aril Evardsens store arbejde.
Vi fik deres blad ”Troens Bevis”. Jeg kunne se, at det, de lavede, var det, vi holdt på med. Blot var de kommet meget længere.
Jeg læste om, hvordan de manglede penge og måtte skære ned bl.a. i de midler, der gik til de unåede folk. Det skreg i mit hjerte, og jeg bad hver dag Gud om at forløse de 2 millioner, de manglede.

– Jeg bad hver dag én time i en campingvogn. Da hørte jeg en hørbar stemme: ”Giv du de 2 millioner”.
Vi havde ingen penge. Vi havde lige været igennem en gældssanering og var lige kommet i gang igen. Jeg tænkte: ”Det her går du vist for meget op i”. Så jeg afbrød det bedemøde og gik i gang med det praktiske arbejde.
Jeg troede, det var ved at kollapse for mig. Dagen efter snakkede jeg ikke om de 2 millioner, men nogle dage senere var jeg i gang igen og råbte til Gud.
Stemmen lød hørbar igen: ”Giv du de 2 millioner”.
Min respons til Gud var, at han måtte have kaldt det forkerte nummer, for jeg havde ikke 2 millioner.

– Efter nogen tid oplevede jeg, at jeg ikke havde nærkontakt til Gud mere. Bønnerne nåede kun til loftet. Jeg tænkte tilbage over, hvad der var sket, og blev klar over, at det var ved de 2 millioner, at forbindelsen led skade…

– Efter to år tog vi så til Sarons Dal for at dele det med Aril, og efterfølgende ville vi samle ind i Danmark til de unåede.
Jeg mødte Aril, og han troede på mig og lovede at komme til Danmark i 2 dage for at tale på bibelcampingen.
Jeg tog medicin for vand i kroppen, men pga. mødet fik jeg ikke taget medicinen og forventede at have problemer næste morgen.
Men da jeg talte med Aril, skete der noget med min krop. Selv om jeg ikke fik min medicin, var der ingen problemer, og jeg undrede mig meget.
Jeg havde tidligere været til forbøn for sygdommen, uden at det havde hjulpet.
Nu lød ordet fra Johannes 15;7 klart i mit indre: ”Hvis du bliver i mig og mine ord bliver i dig, så bed om hvad som helst, og du skal få det.”
Det blev en åbenbaring for mig, at min tøven med at handle på Guds ord om de to millioner var en form for ulydighed. Den havde siddet som en slags prop og stoppet for Guds helbredelse. Men da jeg handlede og talte med Aril, så virkede de helliges bønner, og jeg blev helbredt.
Siden den dag tog jeg ikke medicin mere, selv om lægerne havde sagt, at det skulle jeg gøre resten af mit liv.
De to millioner blev samlet ind over nogle år, og i dag har vi givet over 4 mio. Vi har netop sendt 50.000 kr. af sted. Vi har alene samlet ind til at bygge en skole i Burundi. I den forbindelse var Folketingerts formand Christian Majdal her for at fortælle om ulandsbistand sidste år.
På Elsie og Pouls gård blev der oprettet et nødhjælpscenter, som gennem årene har sendt flere tusind tons nødhjælp til bl.a. Ukraine, Hviderusland, Moldavien, Indonesien, Iran, Afghanistan…
Mange frivillige kommer og pakker. Campingspladsen er også indrettet ved frivilliges hjælp. I dag er nødhjælpsarbejdet og bibelcampingen organiseret i en forening med bestyrelse osv.

Sidste år var der 350 til det aftenmøde, hvor der var flest på Sarons Slettes bibelcamping.
Og i år fornemmer Elsie og Poul, at der vil komme flere.
Derfor har de ombygget laden til en stor mødesal med balkon og platform. Den tidligere mødesal er omdannet til cafeteria. Desuden er der indrettet værelser i den tidligere stald.
– Gud viste mig for over 20 år siden, at her skal der blive en tusindtallig skare, som priser hans navn. Det har vi ikke set endnu, men det kommer, og det er på vej, siger Poul Thomsen.
Bibelcampingen holdes den første uge i sommerferien, i år er det fra 28. juni – 5.juli.