Sørger over 30 år med abort
Fortsat modstand. Et sørgetog gennem Oslo markerer 30-års-jubilæet for aborten i Norge.Fredag den 13. juni – på 30-års-dagen for vedtagelsen af den gældende norske abortlov – gik et sørgetog gennem Oslo.
Sørgetoget startede ved det norske Storting og gik en omgang rundt om bygningen, fortsatte til regeringsbygningen og endte ved det ukendte barns grav på Vår Frelsers Gravlund. Flere steder belv der sunget, holdt bøn og givet appeller.
– Fosterdrabsloven er en tragedie. Det er ikke blot børnene, som mister livet. Men det er også en tragedie for lovgiverne og for dem, som medvirker til at praktisere loven, sagde præsten Ludvig Nessa uden for Stortinget.
Han tilføjede: – Resultatet af loven har givet en ubalance i befolkningen. Vi har for få i en arbejdsdygtig alder. Med loven i hånd er der gennem 30 år dræbt en befolkning på Oslo bys størrelse.
– Vi står overfor en højere autoritet end mennesker, nemlig Gud. Det er hans lov, som gælder, og som vi skal stå til regnskab for, påpegede præsten Einar Bryn i sit indlæg uden for regeringsbygningen.
Børre Knudsen sagde til KPK, at fri abort er den største uret mod mennesker.
– Ja, det er den største kriminalsag i verdens historie. Derfor kræves der også et retsligt opgør. Vi må begynde med at appellere til menneskets samvittighed. Jeg vil foreslå, at der indkaldes til en bred høring, hvor de forskellige sider ved dagens praksis belyses, fremholdt præsten Børre Knudsen.
En anden deltager, Kristi Rognerud, forklarede, hvorfor hun var med.
– Det er jeg, fordi jeg ser den ufattelige uret, vore politikere har bedrevet og fortsat bedriver. Koldblodigt myrder de jo hele generationer!
– Ingen sand kristen kan lade være med at ofre noget for det forsvarsløse barn i moders mave. Hvor er hans eller hendes menneskerettigheder? sagde Kristi Rognerud.
Af Boe Johannes Hermansen, KPK