Tag del i andres glæder
Ole Meldgaard er chefkonsulent ved Kofoeds Skole i KøbenhavnJesus havde det med at afsløre menneskers selvretfærdighed. Ikke for at hænge dem ud, men for at hjælpe dem videre til noget bedre.
Han gjorde det på en indirekte måde ved at fortælle historier, hvor tilhørerne selv skulle finde slutningen og svare for sig selv. Hvad mener du selv er pointen i historien? Historierne er som et spejl. Hvordan ser du dig selv?
Jesus fortæller her lignelsen om en far og to brødre, som begge tænker mest på sig selv, hver på sin måde. Den yngste søn kræver sin arv af faderen, drager til et fremmed land og ødsler pengene bort i sus og dus. Pengene slipper op, vennerne forsvinder, og han ender med at gå i hundene.
kan ikke rokkes
Da han er allermest udstødt og foragtet, husker han på sin far og livet derhjemme. Han bider al skam i sig og vender hjem. Faderen havde frygtet at sønnen var død og bliver jublende glad, da han igen ser sin søn, og han holder en stor fest for sin hjemvendte søn.
Den ældste søn, derimod, bliver vred og vil ikke med til festen. Her har jeg gået og slidt for dig, men for mig har du aldrig holdt en fest. Da den ødeland dér kom hjem, slagtede du fedekalven og gav ham festdragten på. Men faderens glæde kan ikke rokkes. Vi bør feste og være glade, for din bror var død og fortabt, men nu er han fundet igen.
Vi kender historien som lignelsen om den fortabte søn. Historien kunne også hedde lignelsen om den vrede bror med fokus på den søn, som blev hos sin far, men alligevel må have levet langt borte fra ham i sin helt egen verden.
Hvad har de to mon talt om i den lange tid, yngstebror var borte? Hvad har den ældste søn tænkt om sin far? Han var lydig mod sin fars bud, han arbejdede hårdt uden at få noget for det. Det synes uselvisk på overfladen, men i virkeligheden er han sit eget livs centrum i en sådan grad, at han ikke formår at deltage i sin fars glæde over hjemkomsten af den fortabte bror.
Det spørgsmål, vi sidder tilbage med, er, hvordan faderen og de to brødre mon får det med hinanden herefter? Kan de leve sammen og glædes ved hinanden? Gik den ældste bror ind til festen, eller blev han udenfor, og gjorde han livet svært for sin lillebror? Blev han ved med at bære nag til ham og føle sig forbigået og overset? Isolerede han sig i forholdet til faderen og broderen, og blev de fremmede for ham? Eller gik også han i sig selv og forsonede sig med sin bror?
Det må vi selv finde svarene på. Det afslørede Jesus ikke. Hvad ville du gøre i den ældste brors sted? Vi ønsker det bedste for os selv og hinanden. Men vi ved også fra egne erfaringer, hvor svært det er at genoprette et ødelagt forhold ved at skulle give afkald på sin ret.
Somme tider går verden i stå med for megen retfærdighed og konsekvens. Det bliver til øje for øje og tand for tand.
Den ældste bror har god grund til at være vred. Er der nogen, som har fortjent en fest, er det ham, hvis der skal være sammenhæng mellem indsats og belønning. Men ingen retfærdighed eller fortjenstfuld indsats kan genoprette forholdet. Det lever af noget helt andet.
Princippet noget for noget er kommet på mode i vort samfund. Du må yde, hvis du vil nyde. Du må først selv vise, at du dur, så belønner vi dig. Tro ikke, du kan komme og spise af fedekalven, når du har ødslet pengene op.
Men Jesus viste med sin fortælling, at ethvert menneske i Guds øjne har en enestående værdi i sig selv. Jesus fortalte ikke lignelsen for at undskylde ødelandene, men for at fortælle os, at indtil vi lærer at deltage i hinandens glæde, har vi ikke ret forstået vor himmelske fars vilje. Ej heller, hvad der tjener os selv bedst.
Krist. Presseb.
