Gavnlig praksisbog for rejsende til Guds Rige
En næsten Benny Ander-sensk titel angiver det både mulige og nødvendige projekt: Selvom man har begge ben på jorden, kan man samtidig godt have hovedet i himlen.Signe Malene Berg er præst ved Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, hvor hun også har været initiativtager til natkirke-idéen. Natkirken var oprindelig tænkt som en art åbent, kreativt, liturgisk laboratorium, og det samme kan egentlig siges om denne bog.
Hun kalder det en praksisbog, og læseren bliver sendt på arbejde, må det siges. Og også på en rejse i fantasien til det sted, hvor virkeligheden både er en anden og så alligevel den samme: Guds Rige. At kunne finde og se det sted er en daglig øvelse, og af og til kan det være nødvendigt at tage helt væk fra ens vante rutiner og hverdagens normalitet (s. 5).
Alle – uanset religiøst tilhørsforhold – er inviteret med på rejsen, hvis man ellers har lyst til at komme ind under huden på den kristne tro. Ud fra den betragtning, at man bedst lærer ved at praktisere og være til stede, skal bogens 28 øvelser hjælpe og få den enkelte til at reflektere over sit forhold til Gud.
Det er øvelser i nærvær og virkelighed, og de er tidsmæssigt overskuelige for det travle nutids-menneske: små 20 minutter dagligt er, hvad der kræves. Der er vigtige lektioner om at vende den anden kind til, om de fattige, om at blive båret af Gud, om at tage sin bestemmelse på sig og om at give afkald.
Spredt rundt om i bogen optræder desuden en række små indsatte artikler (her kaldet stjerneskud), der nærmere belyser bestemte temaer: f.eks. kristen mystik, retræte, pilgrimsvandring, de syv dyder og de syv dødssynder.
Sproget er velgørende ligefremt, og der er mange gode og overraskende pointer undervejs. Litteratur- og web-henvisninger afslutter fortjenstfuldt bogen.
Natkirkens motto er et citat af Paulus: Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op (1. Kor 10,23). – Natkirkepræstens bog både gavner og bygger op. Tak for dén.
Signe Malene Berg:
Med hovedet i himlen
og begge ben på jorden – en praksisbog i kristen spiritualitet 120 sider 148 kr. Unitas