Kloakrør ledte til en urgammel kirke
Fund af kirke i Tiberias kaster nyt lys over forholdet mellem jøder og de allerførste kristneDe israelske arkæologiske myndigheder mener, at fundet af en gammel kirke med smuk mosaik i Tiberias kaster nyt lys over forholdet mellem jøder og kristne i kirkens første tid. Det tilbageviser nemlig teorien om, at jøder forhindrede kristne i at etablere en kirke i deres bydel.

Det var det israelske vandselskab Mekorot, som bad om arkæologiske udgravninger, før de begyndte arbejdet med at føre en ny kloakledning fra et renseanlæg i Tiberias til den sydlige del af Genesaretsøen. Dette er ikke første gang, at kloakledninger har ført til arkæologiske fund. I Jerusalem opdagede man for nogle år siden den bibelske Siloa-dam i forbindelse med en ny kloakledning.
Denne udgravning omfatter perioden fra Tiberias blev dannet i det første århundrede e.kr. og til det 11. århundrede, da byen blev forladt efter jordskælv, krig, dårlig økonomi og vanskelige sikkerhedsforhold. Resterne efter den byzantinske kirke blev fundet i nærheden af gamle offentlige bygninger som en basilika, en badstue, gader og butikker. Arkæologerne siger ifølge pressemeddelelsen, at fundet af en kirke i hjertet af det jødiske kvarter modbeviser teorien om, at jøder forhindrede kristne i at etablere bedehuse midt i byen.
– Dette er den ældste kirke, som er fundet i Tiberias, og den eneste, som er fundet i centrum af byen, siger Moshe Hartal, som sammen med Edna Amos har ledet udgravningerne.

En af mosaikkerne er prydet med en medaljon, som har et stort kors flankeret af bogstaverne alfa og omega, som er et af monogrammerne for Jesus.
– I år 472 e.Kr. udstedte kirken et dekret, som forbød kors i mosaikgulve, så man ikke skulle træde på dem. Nærværet af så mange kors i gulvet i denne kirke bekræfter, at kirken må være før dette forbud, mener Hartal.
I kirken var der en smuk flerfarvet mosaik på gulvet, som var dekoreret efter geometriske mønstre, samt kors. Arkæologerne opdagede også tre inskriptioner på oldgræsk i mosaikken. Lea Di Signi ved Det hebræiske universitet tydede dem og fandt følgende tekst: Vor Herre, beskyt din tjeners sjæl. Ifølge pressemeddelelsen skal betegnelsen Vor Herre tolkes som Jesus.