Mor tryglede mig om at droppe lightergassen

Men det var først, da han blev kristen, at Preben
Heiden Spaanheden sagde farvel til et liv som snifferPreben Heiden Spaanheden var kun 15 år, da han begyndte sin ”karriere” som sniffer. Først 20 år senere, da han begynder at tro på Jesus, får han mod til at stoppe.– Vi troede slet ikke, du skulle blive så gammel, siger Lissa Johansen.
– Ja, mor, jeg er sluppet heldigt, svarer Preben Heiden Spaanheden.
Snakken er godt i gang i det lille rækkehus i Korup ved Odense, hvor den 44-årige Preben Heiden Spaanheden bor sammen med sin kone Nora og deres datter Rebekka på et år. I dag sidder han sammen med sin mor Lissa og fortæller om 20 barske år, hvor han var afhængig af lightergas.

– Som 15-årig var jeg røget på ungdomspension, fordi jeg ikke var en helt så artig dreng, siger Preben. Han fortæller, at de var nogle drenge, som bare ville have det lidt sjovt og havde hørt, at man kunne sniffe forskellige ting.
– Det startede, da vi var ved at male og prøvede at sniffe noget fortynder. Men vi fik så meget hovedpine bagefter. En gang vi var på tur, havde vi hørt om lightergas og købte os 2-3 flasker. Vi sniffede dem og fik en ordentlig rus.
Preben husker, hvordan han med det samme blev grebet af gassen.
– Flere af de andre stoppede hurtigt, en enkelt faldt fra et par år efter, men jeg holdt fast.

I 1979 kom Preben ud at sejle med skibet Fulton. Senere kom han på søfartsskole og videre ud at sejle på verdenshavene. Men med nogle få pauser lå snifferiet hele tiden i baggrunden, i det skjulte. Også da han kom hjem og blev anlægsgartner.
– Det har hele tiden hængt ved mig. Jeg sniffede, når der var pauser, selv om jeg passede mit job. Jeg kørte også bil, selv om det var farligt. Men det tænkte jeg ikke på dengang, fortæller Preben.

Den første lange tid var der ikke nogen i Prebens familie, der kendte til hans lightergas.
– Preben havde en evne til at skjule det, fortæller Lissa. – For der er det med lightergas, at man bliver ædru, hvis man ikke har taget gas i nogle få timer. Så det varede lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg skulle kigge på hans øjne og se, hvordan han reagerede.
Da det først gik op for hende, hvad Preben havde gang i, var hun dybt frustreret.
– Det var et mareridt, fortæller Lissa.
– En mor kan jo ikke sige til sit barn: Stop med det der! Det vil sige, det kan hun godt, men det gør barnet ikke. De er for tæt på hinanden til at man kan få dem til at stoppe.
– Jeg tryglede ham om at stoppe, siger Lissa.

På et tidspunkt bliver hun desperat og får Preben tvangsindlagt.
– Det var rædselsfuldt, fortæller Lissa. – Han blev hentet af politiet, og han skreg og skreg. Han ville aldrig se mig mere.
– Jeg sagde: Det er fuldstændig underordnet. Hvis bare du kommer ud af dit misbrug, så må jeg tage det med – bare du kommer ud af det.
Da Preben vågner op af rusen, befinder han sig på en lukket afdeling på psykiatrisk hospital.
– Ret hurtigt blev jeg ædru igen, men jeg var sammen med folk, som havde svære psykiske problemer, fortæller Preben.
– Så jeg ringede til min mor, som var den eneste, som kunne få mig ud. Hun sagde, at jeg skulle love, at jeg ikke gjorde det igen. Det lovede jeg.
En uge efter, Preben var kommet ud, var han igen på gassen.

Det var en hård tid for Lissa. Hun mindes især de følelsesmæssige rutsjeture, når hun fulgte ham ind og ud af forskellige behandlingstilbud.
– Jeg var med hele vejen igennem. Hver gang han kom i behandling, så var jeg lykkelig. Men jeg var også nervøs. Det var noget meget farligt noget. Når jeg besøgte ham i hans lejlighed, var jeg fuldstændig rundtosset, når jeg gik derfra. For det han havde siddet og sniffet røg jo også ud i rummet, fortæller Lissa.
– Der var enorm eksplosionsfare, for midt i mellem alle de tomme dåser sad jeg og røg cigaretter, tilføjer Preben.
For moren var der en konstant frygt for, at Preben skulle dø på grund af gassen.
– En dag kom der en og ringede på døren og sagde: Preben er sprunget ud.
I en rus af gas og alkohol var Preben sprunget ud af sin lejlighed på 3. sal og landet på jorden. Efter ulykken lå han bevidstløs på sygehuset i to uger, hvor det blev konstateret, at han havde brækket ryggen og hoften, mast begge fødder og slået hovedet. Først efter et år genvandt han balancen.
Lissa mærkede, at oplevelsen fik frygten for, at Preben skulle dø, til at vokse.
– Siden den gang tænkte jeg, hver gang jeg hørte en ambulance: Kører de nu forbi i den retning, hvor Preben bor? Hvornår kommer den tilbage? Passer det med strækningen hen til ham? Hvornår kommer de så og fortæller mig det forfærdelige, der er sket?

Preben kommer igen i behandling og flytter tilbage til Odense, hvor han får en lejlighed. Men hurtigt bliver hverdagen til et liv på en bænk i centrum af byen.
– Når jeg vågnede om morgenen, skulle jeg bare ind til byen og købe lightergas. Jeg fandt min bænk på grønttorvet og sad der hele dagen med en pose øl og en pose lightergas, fortæller Preben.
Med pensionen efter ulykken har han penge nok til at klare sig, selv om han aldrig haft behov for at stjæle for at skaffe penge til misbrug. Han bliver langsomt en del af bybilledet, som han sidder der på bænken.

Det er da også på bænken, at han en dag i 1998 bliver antastet af to damer fra Pinsekirken (i dag: Bykirken), der inviterer ham med hen i kirken.
– Jeg skal ikke være præst, kan jeg huske, jeg svarede. Men de kom igen en anden dag og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at komme ud af mit misbrug, for de kendte et sted, hvor jeg kunne få hjælp.
Kort tid efter sidder Preben i en bil på vej mod Nordjylland for at se det kristne behandlingscenter Sønderholm. I første omgang siger han nej tak, men efter tre uger tager han igen derop.
– Det var den måde, jeg blev modtaget på, der overtalte mig. De var så venlige og rare alle sammen.
– De første par dage bad de for mig hver dag, mens jeg blev ædru. Og så sagde jeg ja til at tro på Jesus, måske uden at vide så meget om, hvad det indebar, fortæller Preben.

På sidelinjen følger Lissa med. Og Preben har ikke været på centeret mange dage, før han ringer hjem til en mor, som var havnet i en depression.
– Når man har gået i så mange år med sådan et pres, så kan man godt få en nedtur. Og det havde jeg den dag, Preben ringede. Så siger han: Kan du så se at ringe til dem fra Pinsekirken, så de kan hjælpe dig. Men det skulle jeg ikke have noget af.
Men Preben ringede selv til de damer, der havde hjulpet ham, og fik arrangeret, at de kontaktede hans mor.
– De ringede til mig, og en af dem kom og besøgte mig. Vi faldt lige ind i hinanden på stedet, og vi fik en snak, hvor vi talte helt åbent om troen. Hun bad en bøn – og det føltes bare, som om det hele var tilrettelagt for mig i forvejen. Der var ingen mistro eller tvivl. Og jeg tog med hende hen i Pinsekirken.
– Tidligere havde jeg kommet lidt i Folkekirken. Jeg søgte efter at være sammen med Gud, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg kendte til Gud og Jesus. Jeg vidste det hele. Men den kontakt med Gud, som jeg har i dag – det er jo noget helt andet. Lovsangen, bønnen, atmosfæren med kærlighed og glæde gjorde, at jeg følte mig hjemme med det samme.
– Jeg var lige så ”høj” af at være inde i Pinsekirken, som Preben var af sin gas, siger Lissa med et smil.

I Nordjylland kæmpede Preben med at være i behandling – og med centerets kristne stil.
– Jeg var slet ikke klar over, at der var alt det der ”Halleluja” og sådan noget. Det var bøn og sang og ”Halleluja” altid. Morgen middag og aften. Jeg fattede det ikke, så jeg smuttede.
Hjemme i Odense kunne Preben alligevel ikke slippe det helt. Han opsøgte vennerne i Pinsekirken og fik igen mulighed for at komme på Sønderholm-centeret. To måneder senere droppede han det igen og kom tilbage til Odense, hvor han begyndte at sniffe igen.
– Jeg vågnede en morgen og kunne næsten ikke kunne få vejret, fortæller Preben. Han tog det som en advarsel om, at nu var det sidste chance, og kom tilbage på Sønderholm.
– Jeg skrev i min dagbog: Alle gode gange tre. Nu skal det lykkes, det her, fortæller Preben.

Preben blev sammenlagt i 18 måneder på Sønderholmcentret.
– Jeg fik det efterhånden godt med det kristne islæt. Efter tre måneder fik jeg lov til at komme hjem på weekend. Når jeg hørte folk tale, så føltes det, som om de bandede og svovlede hele tiden. Jeg tænkte: Hvad er det for noget?
Kort efter behandlingen havde han nogle få tilbagefald, men efter en uges ophold i Sønderholm var han ude af det igen og har siden været clean.

Efter sin oplevelse i Pinsekirken kom Lissa med i kirkens nærcafé for hjemløse og misbrugere. Senere har hun arbejdet i seks år på rehabiliteringscenteret Kildegården i Ryslinge. Alle stederne har hun kunne bruge af sin dyrekøbte erfaring. Også i samtaler med forældre til misbrugere.
– Jeg fortæller dem, at der kun er en ting at gøre, og det er at give det til Gud. For som forældre er vi for tæt på, til at vi kan få vores børn til at stoppe, siger Lissa Johansen.
Og Preben er lige så klar i mælet, når han fortæller, hvad der virker:
– Prøv at søge Jesus! Det hjælper helt sikkert. Man skal bare tro på det, siger Preben og henviser til sin egen oplevelse.
– Som misbruger var jeg meget paranoid. Men mødet med Jesus gav mig ro indeni, og den har været der lige siden, siger Preben Heiden Spaanheden.