Prædikanter bekræfter: Todd Bentley er o.k.

Den 23. juni gik en gruppe kendte præster med Peter Wagner, John Arnott og Rick Joyner i spidsen på scenen i Lakeland og bekræftede Todd Bentleys tjeneste som evangelist.Vækkelsesprædikanten Todd Bentley får nu opbakning fra en gruppe kendte prædikanter i USA, der bakker op om hans tjeneste.

Todd Bentley og hans hustru velsignes med håndspålæggelse af de kristne ledere.

Den canadiske evangelist Todd Bentley begyndte den 2. april at holde møder i Lakeland i Florida. Store folkemængder begyndte at deltage, og endnu flere har fulgt GOD TVs daglige udsendelser derfra.
Lige siden har debatten kørt i Florida, på verdensplan og her i Danmark. Hvem er Todd Bentley, og er hans vækkelsesbudskab fra Gud?

Præster bekræfter

I et ønske om at stadfæste, at det, der sker på møderne i Lakeland er positivt, gik en række kendte prædikanter og præster mandag den 23. juni på platformen ved mødet i Florida.
Gruppen på 18 præster inkluderede blandt andet Peter Wagner, John Arnott og Rick Joyner. De gennemførte, hvad de kaldte ”en formel apostolisk indsættelse”.
Peter Wagner lagde ud med at undervise ud fra Efeserbrevet om de forskellige tjenester: Apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Og om betydningen af at være udrustet til tjeneste. Bagefter lagde Todd Bentley sig på knæ, og præsterne lagde hænderne på ham og bad for ham og hans tjeneste.

Glæde i Danmark

Gudrun Toldam glæder sig over accepten af Bentley.

Rundt omkring i verden blev programmet fulgt via GOD TVs live-transmission. Også her i Danmark var der flere, som med spænding fulgte udsendelsen.
En af dem, der var kiggede med, var Gudrun Toldam, der er med i ledelsen af Midtjyllands Frikirke.
– Det var så stor en glæde for mig at se det og følge det, siger Gudrun Toldam.
Hun føler, at de kendte prædikanteres bekræftelse af Todd Bentley sætter noget på plads for hende og andre, der har været i tvivl.
– Så behøver vi vist ikke at være ængstelige for, om Todd Bentley er af en anden ånd, når de mange ”fædre og mødre” kan indsætte ham, bede for ham og profetere over ham og dermed sige til den øvrige del af verden, at de siger god for det, der sker, siger Gudrun Toldam.
Udsendelserne kan følges på The God Channel eller på hjemmesiden www.god.tv.